Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde den 17. juni 1992 hos en kvinde født i 1959, og som arbejdede som sygehjælper på et plejehjem.
------------------------------------------------------ |1) Der henvises til SM U-1-93 | |2) Der henvises til SM U-7-94, SM U-8-94 og SM U-| |15-94 |------------------------------------------------------ I anmeldelsen udfyldt af arbejdsgiver og i spørgeskema udfyldt af forsikrede var det anført, at forsikrede skulle soignere en 90-årig kvindelig beboer på ca. 80 kg uden lammelser, men samtidig uden væsentlig samarbejdsevne.
Efter at have vasket beboeren foran, skulle beboeren vaskes bagpå, bl.a. halen. Forsikrede vendte beboeren om på højre side med begge hænder og støttede denne med sin venstre hånd, mens hun begyndte at halevaske beboeren med den højre. Forsikrede stod i denne forbindelse i en skævvreden stilling.
Under soigneringen stemte beboeren pludselig fra med armene mod sengehesten op mod venstre væg, hvorved der opstod et pres mod forsikredes ryg, da denne forsøgte at holde beboeren på siden under soigneringen. Forsikrede fik i den forbindelse et smæld i ryggen. Efterfølgende blev forsikrede langtidssygemeldt og opsagt fra sit arbejde.
Forsikrede oplyste, at man som sygehjælper tit kommer ud for at gøre en forkert bevægelse, med efterfølgende smerter, men smerterne plejer at forsvinde efter et par dage, hvilket ikke var tilfældet denne gang.
Om arbejdet havde forsikrede oplyst, at det var vanligt, og ikke specielt anstrengende. Efter forsikredes opfattelse var det den akavede stilling, beboerens vægt samt beboerens pludselige ryk imod forsikrede, der var årsag til det skete.
Det var i lægeerklæring I anført, at forsikrede havde fået stillet diagnosen lumbago (smerter i lænderegionen).
Ved afgørelse af 11. marts 1993 havde Arbejdsskadestyrelsen afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da der ikke skete noget udefra kommende og usædvanligt, da en beboer forsøgte at vende sig under sit morgentoilette.
Ved afgørelse af 8. september 1993 havde Ankestyrelsen tiltrådt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse, hvor der blev lagt vægt på, at der ikke skete noget usædvanligt eller uventet, da beboeren forsøgte at vende sig under sit morgentoilette.
Den 25. marts 1994 blev der udtaget stævning mod Ankestyrelsen med påstand om anerkendelse af den anmeldte hændelse efter lovens § 9, nr. 1.
I forbindelse med afhøringen i Landsretten forklarede forsikrede, at hun siden 1980/81 havde været sygehjælper, og at hun kendte den pågældende beboer, der havde behov for hjælp til alt. Det var ikke muligt for beboeren at kommunikere. Under soigneringen lå beboeren på højre side og skulle vaskes bagi, da beboeren pludselig stemte armene mod sengehesten i sengens venstre side og skubbede kraftigt fra. Forsikrede, der vaskede patienten med højre hånd og havde venstre hånd på beboerens lændeparti, pressede som en reflekshandling imod for at fastholde beboerens placering; hun mærkede da et smæld i sin lænderegion. Beboeren havde ikke tidligere foretaget noget lignende, da der ellers skulle have været to medarbejdere til at vaske beboeren.
Østre Landsret frifandt Ankestyrelsen ved afgørelse af 11. oktober 1996, og bemærkede, at da forsikrede i den beskrevne arbejdssituation som sygehjælper måtte kunne forudse, at patienten ville forsøge at ændre sin placering i sengen, og da dette ikke kunne anses som en usædvanlig handling, fandtes der ikke at foreligge en ulykke, der var omfattet af § 9, nr. 1, i den dagældende lov om arbejdsskadeforsikring. Forsikrede ankede herefter sagen til Højesteret og gentog påstanden.
