Ankestyrelsens principafgørelse U-9-98

1998

Resume:

I arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1 er det bestemt, at ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, kan anerkendes som arbejdsskader. Højesteret har i en dom fra 19931) fastslået, at arbejdsskadeforsikringslovens ulykkesbegreb svarer til den traditionelle ulykkesdefinition indenfor forsikringsretten. Ved et ulykkestilfælde forstås således "En tilfældig, af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge. "

Ankestyrelsens praksis ved anerkendelse af håndterings- og forløftningstilfælde inden for plejesektoren er tidligere beskrevet i SM-meddelelser udsendt i 1994.2)

Efterfølgende er der anlagt nogle retssager mod Ankestyrelsen, med påstand om anerkendelse af skader i forbindelse med håndtering af patienter som ulykkestilfælde. Højesteret har ved dom af 20. april 1998 stadfæstet Ankestyrelsens praksis på området.

I den konkrete sag lagde Højesteret til grund, at forsikredes rygskade opstod i forbindelse med, at en 90-årig plejehjemsbeboer, som lå på siden i sin seng, og som forsikrede var i færd med at vaske, pludselig stemte fra med armene mod sengehesten for at vende sig om på ryggen.

Højesteret anførte, at forsikrede i forbindelse hermed ikke havde været udsat for en udefra kommende belastning, som gik ud over, hvad der måtte anses for sædvanligt forekommende i en arbejdssituation som den omhandlede, og hvad hun derfor måtte være forberedt på.

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 9, nr. 1

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde den 17. juni 1992 hos en kvinde født i 1959, og som arbejdede som sygehjælper på et plejehjem.

------------------------------------------------------ |1) Der henvises til SM U-1-93 | |2) Der henvises til SM U-7-94, SM U-8-94 og SM U-| |15-94 |------------------------------------------------------ I anmeldelsen udfyldt af arbejdsgiver og i spørgeskema udfyldt af forsikrede var det anført, at forsikrede skulle soignere en 90-årig kvindelig beboer på ca. 80 kg uden lammelser, men samtidig uden væsentlig samarbejdsevne.

Efter at have vasket beboeren foran, skulle beboeren vaskes bagpå, bl.a. halen. Forsikrede vendte beboeren om på højre side med begge hænder og støttede denne med sin venstre hånd, mens hun begyndte at halevaske beboeren med den højre. Forsikrede stod i denne forbindelse i en skævvreden stilling.

Under soigneringen stemte beboeren pludselig fra med armene mod sengehesten op mod venstre væg, hvorved der opstod et pres mod forsikredes ryg, da denne forsøgte at holde beboeren på siden under soigneringen. Forsikrede fik i den forbindelse et smæld i ryggen. Efterfølgende blev forsikrede langtidssygemeldt og opsagt fra sit arbejde.

Forsikrede oplyste, at man som sygehjælper tit kommer ud for at gøre en forkert bevægelse, med efterfølgende smerter, men smerterne plejer at forsvinde efter et par dage, hvilket ikke var tilfældet denne gang.

Om arbejdet havde forsikrede oplyst, at det var vanligt, og ikke specielt anstrengende. Efter forsikredes opfattelse var det den akavede stilling, beboerens vægt samt beboerens pludselige ryk imod forsikrede, der var årsag til det skete.

Det var i lægeerklæring I anført, at forsikrede havde fået stillet diagnosen lumbago (smerter i lænderegionen).

Ved afgørelse af 11. marts 1993 havde Arbejdsskadestyrelsen afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da der ikke skete noget udefra kommende og usædvanligt, da en beboer forsøgte at vende sig under sit morgentoilette.

Ved afgørelse af 8. september 1993 havde Ankestyrelsen tiltrådt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse, hvor der blev lagt vægt på, at der ikke skete noget usædvanligt eller uventet, da beboeren forsøgte at vende sig under sit morgentoilette.

Den 25. marts 1994 blev der udtaget stævning mod Ankestyrelsen med påstand om anerkendelse af den anmeldte hændelse efter lovens § 9, nr. 1.

I forbindelse med afhøringen i Landsretten forklarede forsikrede, at hun siden 1980/81 havde været sygehjælper, og at hun kendte den pågældende beboer, der havde behov for hjælp til alt. Det var ikke muligt for beboeren at kommunikere. Under soigneringen lå beboeren på højre side og skulle vaskes bagi, da beboeren pludselig stemte armene mod sengehesten i sengens venstre side og skubbede kraftigt fra. Forsikrede, der vaskede patienten med højre hånd og havde venstre hånd på beboerens lændeparti, pressede som en reflekshandling imod for at fastholde beboerens placering; hun mærkede da et smæld i sin lænderegion. Beboeren havde ikke tidligere foretaget noget lignende, da der ellers skulle have været to medarbejdere til at vaske beboeren.

Østre Landsret frifandt Ankestyrelsen ved afgørelse af 11. oktober 1996, og bemærkede, at da forsikrede i den beskrevne arbejdssituation som sygehjælper måtte kunne forudse, at patienten ville forsøge at ændre sin placering i sengen, og da dette ikke kunne anses som en usædvanlig handling, fandtes der ikke at foreligge en ulykke, der var omfattet af § 9, nr. 1, i den dagældende lov om arbejdsskadeforsikring. Forsikrede ankede herefter sagen til Højesteret og gentog påstanden.

Højesteret stadfæstede den 20. april 1998 Landsrettens dom og bemærkede, at det må lægges til grund, at forsikredes rygskade opstod i forbindelse med, at den 90-årige plejehjemsbeboer, som lå på siden i sin seng, og som forsikrede var i færd med at vaske, pludselig stemte fra med armene mod sengehesten for at vende sig om på ryggen. Som anført af Landsretten blev forsikrede ikke herved udsat for en udefra kommende belastning, som gik ud over, hvad der må anses for sædvanligt forekommende i en arbejdssituation som den omhandlede, og hvad hun derfor måtte være forberedt på. Højesteret tiltrådte, at rygskaden herefter ikke kunne anses for opstået ved et ulykkestilfælde, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Dato for underskrift

15.06.1998

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 1. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 9
Journalnummer

12368-93