En 24-årig mand søgte i april 1996 kommunen om revalideringsstøtte til en ingeniøruddannelse, han havde søgt ind på og forventede at blive optaget på. Ingeniøruddannelsen bestod af et forberedende kursus af 1 1/2 års varighed og ingeniøruddannelsen af 3 1/2 års varighed, i alt 5 år.
Ansøger havde i 1991 fået konstateret et håndeksem og i 1994 et arbejdsbetinget håndeksem forårsaget af kølesmøremidler og olier, som forhindrede ham i at arbejde som værktøjsmager, som han var uddannet til.
Kommunen gav i september 1996 afslag på økonomisk hjælp til gennemførelse af ingeniørud-dannelsen og begrundede afslaget med, at der burde forsøges arbejdsprøvning inden stillingtagen til revalideringshjælp.
Ansøger klagede over afgørelsen, og ankenævnet fandt i februar 1997, at ingeniøruddannelsen ikke var en længerevarende uddannelse, men at kommunen ved sin afgørelse ikke havde taget stilling til, om ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1. Sagen blev herefter hjemvist til kommunen med henblik på stillingtagen hertil.
Ved afgørelse i marts 1997 fandt kommunen, at ansøger ikke varomfattet af målgruppen til revalideringshjælp i form af en læn gerevarende, mellemlang uddannelse, jf. lov om social bistand § 43. Kommunen fandt endvidere ikke, at ansøger i afgørende grad kunne anses for at være afskåret fra at forsørge sig selv ved beskæftigelse inden for sit hidtidige erhverv, jf. lovens § 43, stk. 1.
Denne afgørelse blev indbragt for nævnet, der i juni 1997 fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde et kronisk håndeksem, som blev vedligeholdt ved kontakt med kølesmøremidler og olier, hvilket ikke kunne undgås ved arbejdet som værktøjsmager.
Nævnet fandt, at ønsket om at blive uddannet til ingeniør var foreneligt med de helbredsmæssige forhold og pålagde kommunen at yde bruttorevalideringsydelse efter § 43, stk. 2 til uddannelsen.
Kommunen klagede over denne afgørelse og anførte, at afgørelsen tilsidesatte kommunens skøn uden tilstrækkeligt grundlag, og at afgørelsen stred mod revalideringsbestemmelsernes hovedregel om, at en erhvervsplan skal tilrettelægges sådan, at revalidenden på så kort tid som muligt kan bringes ind i eller tilbage til arbejdsmarkedet,jf. SM-0-83-94. Kommunen fandt samtidigt, at afgørelsen om reva lideringshjælp til ingeniøruddannelsen i sammenlagt 4,5 år måtte anses som en "overkompensation" i forhold til handicappets art, ansøgers uddannelses- og erhvervsbaggrund samt øvrige sociale forhold.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af problemstillingen i SM-0-83-94, herunder spørgsmålet om erhvervsplanens omfang og sammenhængen mellem uddannelsens varighed og handicappets sværhedsgrad.
