Ansøger, der var alvorligt synshandicappet, havde af kommunen fået bevilget bruttorevalideringsydelse til uddannelsen som cand.mag. ved et universitet her i landet.
Efter at have bestået hovedfagseksamen anmodede ansøger kommunen om at få bevillingen ændret, således at han kunne læse bifag ved et universitet i udlandet, hvor uddannelsen efter hans opfattelse var bedre end i Danmark. Endvidere lå kursuslitteraturen fast, således at han havde mulighed for at få den indtalt til tiden.
Kommunen gav afslag på udbetaling af uddannelseshjælp under det 2 årige bifagsstudium med begrundelsen, at et 2-årigt ophold i udlandet ikke opfyldte betingelsen i Socialministeriets vejledning, hvorefter udlandsopholdet skulle være af kortere varighed og et planlagt led i en uddannelse, som indgik i den fastlagte erhvervsplan.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag, idet man ikke fandt det påkrævet, at ansøger læste bifag i udlandet af hensyn til sine fremtidige beskæftigelsesmuligheder.
Nævnet henviste til, at en erhvervsplan skulle gennemføres på så kort tid som muligt, og nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøger på grund af sit synshandicap nødvendigvis skulle have ekstra kvalifikationer i forhold til et sædvanligt uddannelsesforløb for at kvalificere sig til en erhvervsmæssig placering.
Nævnet fandt endvidere, at et uddannelsesophold på to år i udlandet ikke kunne betegnes som et ophold af kortere varighed.
Efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand genoptog nævnet sagen.
Ombudsmanden havde i sin henstilling til nævnet bemærket, at det efter Ombudsmandens opfattelse var betænkeligt på grundlag alene af § 1 og § 43 i bistandsloven samt ministeriets vejledning pkt. 22 at konkludere, at hjælp til et ophold som det ansøgte, ikke havde fornøden hjemmel.
Vedrørende bistandslovens § 1 henviste Ombudsmanden til en tidligere udtalelse, offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, side 232, hvor han havde fundet det mest nærliggende at forstå kravet om "ophold her i landet" således, at ansøgeren på det tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstod og ansøgning herom indgivet til de sociale myndigheder, skulle opholde sig her i landet. Om hjælpen eventuelt skulle bruges i forbindelse med et kortere ophold i udlandet, var efter denne forståelse af bestemmelsen uden betydning.
Ombudsmanden mente at have støtte for sin fortolkning af de gældende regler i bemærkningerne til lov om aktiv socialpolitik § 5. I følge disse bemærkninger havde man ved lovændringen ønsket at tydeliggøre betingelserne om ophold her i landet og betingelserne for, hvornår modtageren kunne bevare hjælpen under ophold i udlandet.
Efter Ombudsmandens opfattelse måtte bemærkningerne til lovforslaget forstås således, at lovforslaget indeholdt en tydeliggørelse af den retstilstand, der gjaldt for øjeblikket, at den nugældende retstilstand efter ministeriets opfattelse gik ud på, at revalideringshjælp kunne beholdes under ophold i udlandet, at det var forudsat, at der var tale om kortvarigt ophold, men at der ikke gjaldt en fast tidsgrænse for, hvor længe udlandsopholdet kunne vare. Ankenævnet fastholdt sin tidligere afgørelse med begrundelsen, at hjælp efter bistandsloven som udgangspunkt forudsatte ophold her i landet, jf. bistandslovens § 1, men at det var antaget, at hjælpen kunne bevares under udlandsophold af kortere varighed.
Nævnet fandt imidlertid, at to års udlandsophold set i forhold til den samlede uddannelses længde ikke kunne betegnes som et udlandsophold af kortere varighed.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-164 97 med henblik på afklaring af, hvorvidt den hidtidige bruttorevalideringsydelse kunne bevares under en 2-årig uddannelse i udlandet, herunder hvad der skulle forstås ved kortere ophold i udlandet.
