Ankestyrelsens principafgørelse O-96-98

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

16-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-59-94 og SM O-42- 88

En kvinde med ophold i A kommune havde 4 børn, heriblandt en dreng, født i 1985. Drengen var retarderet.

Ifølge en udskrift fra cpr-registeret flyttede kvinden i starten af september 1996 fra A kommune til B kommune og i begyndelsen af december 1996 til C kommune.

I 1996 havde A kommune bevilget aflastning til drengen på et aflastningshjem. Fra januar til august 1996 opholdt drengen sig i alt 88 døgn på aflastningshjemmet (gennemsnitligt 11 døgn om måneden) incl. et koloniophold på 13 dage.

I begyndelsen af september 1996 oplyste kvinden A kommune om, at hun havde opsagt sin lejlighed med dags varsel. Hun oplyste endvidere, at hun var på vej til Jylland, hvor hun i første omgang ville

flytte ind hos en bror og svigerinde, og at drengen dagen forinden havde fået ophold på aflastningshjemmet.

På tidspunktet for kvindens flytning til C kommune havde drengen stadig ophold på aflastningshjemmet.

Et ankenævn fandt efterfølgende, at B kommune ikke havde et refusionskrav mod A kommune. Nævnet fandt ikke, at A kommunes bevilgede og udnyttede aflastning på aflastningshjemmet burde være truffet efter reglerne om anbringelse uden for hjemmet. Nævnet lagde vægt på omfanget af aflastningen. Nævnet fandt heller ikke, at A kommune allerede havde truffet afgørelse om senere anbringelse af drengen uden for hjemmet, idet planerne herom endnu ikke var konkrete eller realiserede.

I august 1997 meddelte B kommune C kommune, at B kommune fortsat ikke kunne anerkende refusionsforpligtelse i sagen. B kommune anførte samtidig bl.a., at kommunen som udgangspunkt var enig i C kommunes opfattelse af, at drengens ophold på aflastningshjemmet var at betragte som en egentlig døgnanbringelse i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, med deraf følgende refusionsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Bl.a. på baggrund af afgørelsen fra ankenævnet havde B kommune imidlertid måttet korrigere denne opfattelse og tage til efterretning, at der ved drengens anbringelse i udvidet aflastning i starten af september 1996 var tale om en foranstaltning i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 5. I den korte periode, drengens mor havde ophold i B kommune - fra primo september til ultimo november 1996, havde der fortsat været tale om udvidet aflastning.

Sagen blev af C kommune indbragt for ankenævnet. Nævnet fandt, at B kommune var forpligtet til at refundere C kommune udgifter vedrørende drengen fra det tidspunkt, hvor kvinden flyttede til C kommune. Nævnet fandt, at drengens aflastning på aflastningshjemmet, der var etableret i begyndelsen af september 1996 i forbindelse med moderens flytning til B kommune, havde ændret karakter til en anbringelse uden for hjemmet, inden hun flyttede til C kommune primo december 1996. Nævnet lagde vægt på indholdet af foranstaltningen, herunder at der var tale om døgnophold, der havde varet permanent i ca. 3 måneder ved kvindens flytning, og at B kommune havde godkendt, at drengen indtil videre forblev på institutionen.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det forhold, at opholdet på aflastningshjemmet fik en længere varighed, ikke kunne medføre, at foranstaltningen skiftede karakter undervejs i forhold til de aktuelle forhold vedrørende barnets døgnplacering omkring tidspunktet ved moderens tilflytning til B kommune.

Det blev endvidere bl.a. anført, at et meget midlertidigt ophold fra primo september 1996 til primo december 1996 (c/o adresse hos en bror) - og hvor kvinden under opholdet i B kommune søgte bolig iflere andre kommuner - medførte, at B kommune fra tilflytnings tidspunktet og højst sandsynligt i tiden fremover - også udover barnets fyldte 18. år - blev påført en institutionsudgift på samlet set adskillige millioner kroner.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på supplement af SM O-59-94 med henblik på stillingtagen til, om det var korrekt at anse B kommune for at være en kvindes opholdskommune i tiden efter hendes flytning dertil, herunder betydningen af varigheden af opholdet og hendes tilkendegivelse af, at hun søgte anden bolig i anden kommune.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var forpligtet til at refundere C kommunes udgifter efter bistandsloven (fra 1. juli 1998 efter serviceloven) i forbindelse med drengens ophold uden for hjemmet fra det tidspunkt, hvor moderen flyttede til C kommune.

Begrundelsen for afgørelsen var, at B kommune fandtes at være moderens opholdskommune, jf. bistandslovens § 10, stk. 1, forud for hendes flytning til C kommune.

Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at drengen på tidspunktet for moderens flytning til C kommune, hvilket tidspunkt var det afgørende i relation til refusionsspørgsmålet, måtte anses for at være anbragt uden for hjemmet, og at anbringelsen var sket under kvindens ophold i B kommune.

Ankestyrelsen lagde vedrørende spørgsmålet om opholdskommune vægt på SM O-59-94, hvor Ankestyrelsen ved afgørelsen af opholdskommunespørgsmålet lagde vægt på, om tidligere bolig definitivt var opgivet, om personen rent faktisk opholdt sig i kommunen og på, at opholdet ikke ved opholdets start kunne betegnes som ferie eller lignende rent midlertidigt ophold.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne stilles krav om en aktuel og konkret plan for andet opholdssted - og desuden, at planen var realistisk, hvis et ophold skulle betegnes som andet lignende rent midlertidigt ophold.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at kvinden i forbindelse med indflytningen hos broderen i B kommune havde opgivet tidligere bolig i A kommune, idet hun havde opsagt sin lejlighed samtidig med tilflytningen til B kommune, og at hun rent faktisk opholdt sig i B kommune.

Ankestyrelsen vurderede desuden, at opholdet i B kommune ikke fandtes at kunne karakteriseres som ferieophold eller lignende rent midlertidigt ophold. Kvinden fandtes ikke ved indflytningen hos broderen at have haft en aktuel og konkret plan for ophold i anden kommune.

Det fremgik af B kommunes journalnotat af 24. september 1996, at kvinden havde oplyst, at hun boede hos broderen, fordi hun ikke havde andre steder at flytte hen, og at hun søgte lejlighed i et boligselskab i D kommune, hvor hun var nummer 5 på venteliste.

Ankestyrelsen lagde vedrørende spørgsmålet om drengens anbringelse uden for hjemmet vægt på, at det var vurderet, at drengen på tidspunktet for kvindens tilflytning til B kommune ikke var anbragt uden for hjemmet, jf. en tidligere afgørelse fra et socialt ankenævn, men at drengen på tidspunktet for kvindens flytning til C kommune ultimo november 1996 - hvilket tidspunkt som nævnt var det afgørende i forhold til refusionsspørgsmålet, havde haft døgnophold på aflastningshjemmet siden primo september 1996; det vil sige i næsten 3 måneder, og at B kommune havde godkendt, at drengen indtil videre havde ophold på aflastningshjemmet.

Det blev lagt til grund, at der havde været tale om et ophold, der kunne sidestilles med reglerne om anbringelse uden for hjemmet i bistandslovens § 33, stk. 2, jf. SM O-42-88.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ifølge bl.a. SM O-56-77 var en kommune, der anbragte et barn uden for hjemmet, fortsat forpligtet til at afholde udgifterne ved hjælpeforanstaltningen, selv om forældremyndighedens indehaver under anbringelsen flyttede til en anden kommune.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale ankenævns afgørelse.