En pensionist modtog i november 1996 meddelelse fra kommunen om, at der siden 1. januar 1994 var blevet udbetalt for meget i pension efter at pensionsloven med virkning fra 1. januar 1994 var blevet ændret således, at indtægt ved personligt arbejde kunne påvirke folkepensionens grundbeløb, også for personer, der var fyldt 70 år, på samme måde som det hidtil havde været tilfældet for pensionister mellem 67 og 69 år.
Ifølge skattevæsenet havde pensionisten overskud af virksomhed i 1994, 1995 og 1996 på mere end 500.000 kr. årligt. På dette grundlag havde han ikke været berettiget til at modtage folkepension siden 1. januar 1994, og de udbetalte grundbeløb blev derfor krævet tilbagebetalt.
Pensionisten meddelte kommunen, at hans arbejde alene bestod i at åbne posten, der tilsendtes fra banken og konstatere, om lejen var indgået, samt at foranledige, at udgifterne vedrørende ejendommen betaltes via bankens betalingsservice.
Ifølge en udtalelse fra kommunens skatteforvaltning blev pensionisten anset for aktiv erhvervsdrivende, idet der i regnskabet var fratrukket diverse erhvervsudgifter.
På dette grundlag besluttede kommunen at fastholde tilbagebetalingskravet.
I klagen til ankenævnet blev det oplyst, at den ene ejendom bestod af 5 erhvervslejemål med 4 lejere. Den anden ejendom havde kun 1 lejer. Banken forestod opkrævningen af husleje og en ejendomsmægler forestod genudlejning, mens pensionisten sørgede for betaling af regninger og for at rekvirere håndværkere. I den ene ejendom var en af lejerne vicevært, og i den anden ejendom tog lejeren sig af vedligeholdelse efter aftale med pensionisten.
Ankenævnet lagde til grund, at den indtægt ved personligt arbejde, der ifølge pensionslovens § 27 skal indgå i indtægtsgrundlaget for folkepensionens grundbeløb, når arbejdet består i hel eller delvis administration af egne udlejningsejendomme, ikke findes at kunne ansættes til det regnskabsmæssige overskud, ejendommen afkaster, og således bl. a. være afhængig af, om og i hvilket omfang ejendommene er belånt.
Nævnet fandt derimod, at indtægten måtte opgøres således, at den maksimalt ansættes til det vederlag, der er sædvanligt for administrationen af tilsvarende ejendomme hos professionelle administratorer, i det konkrete tilfælde formentlig svarende til ca. 4 % af lejeindtægten eller ca. 35.000 kr. årligt.
Nævnet tilføjede, at man i øvrigt ikke ville have kunnet anse betingelserne for at kræve tilbagebetaling i medfør af pensionslovens § 42 for opfyldt, da det næppe, på grund af den hidtil rådende usikkerhed med hensyn til forståelsen af den omhandlede bestemmelse i pensionsloven, ville kunne fastslås, at han havde modtaget pensionen uberettiget mod bedre vidende, og kommunen i øvrigt syntes at burde være blevet opmærksom på forholdet allerede pr. 1. januar 1994 på grundlag af den slutlignede indkomstopgørelse for 1992.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at afgørelsen ikke var i overensstemmelse med pkt. 119 og 120 i socialministeriets (dagældende) vejledning om social pension.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om indtægten ved personligt arbejde i form af administration af egne ejendomme skal ansættes til det regnskabsmæssige overskud eller til et sædvanligt administrationshonorar.
