Ankestyrelsens principafgørelse O-15-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 35, stk. 1, § 67, stk. 3 og § 35a, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 58

Sagen drejede sig om 3 udenlandske børn på henholdsvis 12 år, 5½ år og 4½ år, der havde været anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke i flere år. Det ældste af børnene havde været anbragt på institution siden februar 1992 og de 2 yngste havde været i familiepleje siden juni 1993.

Forældrene var flygtninge. De kom til Danmark i 1988 med henblik på at få politisk asyl. I december 1989 fik familien midlertidig opholdstilladelse af humanitære grunde. Om begge forældrene var det oplyst, at de - og især moderen - var overordentlig psykisk belastede.

Foruden de 3 børn havde forældrene 2 ældre børn på henholdsvis 15 år og 13 år, der blev anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke i februar 1992. I forbindelse med et samværsbesøg i november 1993 bortførte faderen disse 2 børn, og sendte dem til hjemlandet, hvor de skulle bo hos faderens forældre. I august 1995 kom børnene tilbage til Danmark og tog ophold hos forældrene. Under et samværsbesøg i oktober 1996 med de 2 yngste børn forsøgte forældrene at bortføre børnene. Moderen trak under episoden en kniv, politiet blev tilkaldt, og forældrene blev anholdt. Børnene var meget påvirkede af episoden.

I januar 1997 besluttede Børn og unge-udvalget under henvisning til bistandslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, at de 3 yngste børn fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Samtidig besluttede udvalget, at sagen skulle genbehandles 2 år efter den endelige afgørelse, jf. bistandslovens § 35 a, stk. 2. Endelig besluttede udvalget, at samværet med børnene fortsat skulle være overvåget i 2 år, jf. bistandslovens § 67, stk. 3, 1. punktum.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Endvidere tiltrådte Ankestyrelsen afgørelsen om forlængelse af genbehandlingsfristen, således at sagen skulle tages op til fornyet behandling senest 2 år efter Børn og unge-udvalgets afgørelse. Endelig tiltrådte Ankestyrelsen afgørelsen om overvåget samvær i en periode på 2 år fra Børn og unge-udvalgets afgørelse. Ankestyrelsen gjorde kommunen opmærksom på, at der for overvåget samvær skal angives en bestemt periode, samt at der i henhold til § 35 a, stk. 2, skal angives en bestemt frist for genbehandling, når der er tale om forlænget frist.

Under fremmødet i Ankestyrelsen forklarede forældrene, at de ønskede at rejse tilbage til hjemlandet med børnene.

Forældrene indbragte Ankestyrelsens afgørelse for Østre Landsret, der tiltrådte Ankestyrelsens afgørelse i sin helhed. Landsretten udtalte, at danske børn med de problemer som børnene havde, utvivlsomt ville være blevet anbragt uden for hjemmet som sket. Det forhold, at opretholdelse af børnenes anbringelse uden for hjemmet ville vanskeliggøre og eventuelt udelukke, at forældrene kunne få sig til at gennemføre den af dem ønskede tilbagevenden til hjemlandet, kunne imidlertid ikke føre til andet resultat.