Ansøger, der modtog SU til uddannelsen som afspændingspædagog, havde i henhold til bistandslovens § 43, stk. 7 fået bevilget hjælp til udgifter forbundet med uddannelsen.
Hun var bevilget normalt stipendium samt supplerende stipendium fra SU, da der på afspændingspædagogseminariet var tale om en høj undervisningsafgift.
Kommunen fandt på baggrund heraf, at ansøger var berettiget til at få dækket den reducerede kursusafgift (kursusafgiften minus det supplerende stipendies bruttobeløb), som en uddannelsesbetinget udgift.
Ansøger klagede til nævnet over beregningen af den reducerede kursusafgift, idet hun betalte skat af det supplerende stipendies bruttobeløb på 1416 kr., og derved reelt kun fik udbetalt et nettobeløb på 821 kr. Hun mente derfor, at det var stipendiets nettobeløb, der burde fratrækkes.
Kommunen henviste overfor nævnet til SM O-156-96 og anførte, at uddannelsen på afspændingspædagogseminariet var pålagt en stor kursusafgift, hvortil der kunne søges ekstra SU. Da hjælp efter bistandslovens § 43 var subsidiær i forhold til andre støtteordninger, skulle ansøger søge ekstra SU. Kommunen henviste endvidere til, at der ikke efter bistandslovens regler kunne ydes hjælp til betaling af skat eller restskat, hvorfor bruttobeløbet måtte fratrækkes. SU-styrelsen havde til brug for sagen bl.a. udtalt, at hjælp til særlige udgifter, der følger af uddannelsen, ikke i sig selv udelukkede, at der samtidig kunne modtages SU. Det var imidlertid en betingelse for at modtage supplerende stipendium til betaling af undervisningsafgift, at den studerende havde en udgift dertil. I det omfang undervisningsafgiften blev betalt helt eller delvis af en anden offentlig myndighed, ville SU-styrelsen kun kunne give tilskud til den del, den studerende selv skulle betale.
Nævnet fandt, at ansøger som led i sin revalidering var berettiget til at få udbetalt de samlede uddannelsesudgifter på 3.600 kr. uden modregning, da uddannelsesudgifter ydes uden økonomisk behovsvurdering. Det var nævnets opfattelse, at hjælp til disse uddannelsesudgifter ikke var subsidiær i forhold til andre støttemuligheder.
Nævnet fandt derfor ikke anledning til at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel modregning skulle ske med bruttobeløbet eller nettobeløbet.
I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen fortsat gældende, at hjælpen til kursusafgiften skulle reduceres med det beløb, som staten, jf. lov om statens uddannelsesstøtte, gav i tilskud, således at hjælpen via bistandslovens § 43, stk. 7, svarede til ansøgers egenandel. Klagen fra ansøger gik på, at forvaltningen havde reduceret hjælpen med bruttotilskuddet.
Kommunen mente ligeledes at have fulgt retningslinierne i SM O-156 96, hvorefter hjælp efter revalideringsbestemmelserne var subsidiær i forhold til andre støtteordninger, og at der ikke via bistandsloven kunne ydes hjælp til betaling af skat eller restskat. Kommunen var ikke enig med nævnet i, at der var afgørende forskel på statslig elevstøtte udbetalt til en skole til nedbringelse af egenbetalingen og statens tilskud i form af supplerende stipendium via lov om statens uddannelsesstøtte.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-156 96 med henblik på afklaring af, hvorledes der skulle udmåles hjælp til en uddannelsesbetinget udgift (undervisningsafgift), i en situation, hvor der samtidig blev modtaget skattepligtig supplerende stipendium fra statens uddannelsesstøtte til delvis betaling af undervisningsafgiften.
