Ankestyrelsens principafgørelse O-21-98

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1

Ansøger havde fra den 1. november 1991 til den 1. juli 1993 modtaget supplerende kontanthjælp til ægtefællens lønindtægt med 6.363 kr. pr. måned, hvoraf 2.760 kr. var tilbagebetalingspligtig terminshjælp. Det samlede beløb, der blev ydet til terminsudgifter udgjorde 49.654 kr.

Hun modtog i 1996 arbejdsløshedsdagpenge med netto 1.432 kr. pr. uge. Om boligudgifterne var oplyst, at de månedligt udgjorde 4.728 kr.

Kommunen fastsatte ansøgers betalingsevne til 1.000 kr. pr. måned gældende fra 1. oktober 1996. Forvaltningen havde på grundlag af ansøgers månedlige nettoindtægt på 6.309 kr. og hendes ægtefælles nettoindtægt på 10.515 kr. skævdelt de faste udgifter med 37,5% til ansøger og 62,5% til ægtefællen. Det fremgik af afgørelsen, at ansøgerens del af de accepterede faste udgifter var opgjort til 2.742 kr., hvortil var lagt 2.500 kr. til hendes underhold. Det fremgik endvidere, at børnefamilieydelser for 2 børn på 1.183 kr. pr. måned var holdt uden for beregningen.

Ankenævnet var enig med kommunen i, at der ved betalingsevnevurderingen som udgangspunkt skulle bortses fra ansøgers ægtefælles økonomiske forhold, idet hendes ægtefælle ikke hæftede for tilbagebetalingskravet. Vurderingen skulle således foretages på grundlag af opgørelse af ansøgers indtægter fratrukket faste rimelige udgifter.

Nævnet kunne imidlertid ikke godkende, at ansøger og hendes ægtefælles fælles udgifter fordeltes forholdsvis svarende til forholdet mellem parrets indtægter. De faste udgifter skulle medtages med halvdelen til hver ægtefælle.

For så vidt angik terminsudgifter fandt ankenævnet dog, at det alene var nettoterminsudgiften, der burde indgå som en rimelig udgift, såfremt den faste ejendom var ansøgers ægtefælles, og han som følge deraf havde fordel af rentefradraget med større nettoindtægt til følge.

Nævnet bemærkede endvidere, at såfremt der ved vurderingen af ovennævnte principper konstateredes betalingsevne, måtte kommunalbestyrelsen, forinden der blev fastsat en afdragsordning, sikre sig, at der blev overladt ansøger det nødvendige til hendes eget og familiens underhold. I denne vurdering indgik såvel ansøgers som hendes ægtefælles indtægter og rimelige faste udgifter.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det bl.a., at kommunen ønskede en principiel stillingtagen til ligedeling af fælles faste udgifter og det forhold, at der skulle tages udgangspunkt i nettoterminsudgiften, såfremt den faste ejendom var ægtefællens, og han som følge heraf havde fordelen af rentefradraget med en større nettoindtægt til følge.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om det forhold, at der er forskel i ægtefællernes nettoindtægt kan begrunde en skævdeling af de rimelige faste udgifter ved vurderingen af den ene ægtefælles tilbagebetalingsevne. Sagen var endvidere antaget til afklaring af, om det er nettoterminsudgiften, der skal indgå ved vurderingen af ansøgers boligudgift, såfremt ejendommen tilhører ægtefællen.

Ankestyrelsen fandt, at der ved en vurdering af ansøgers tilbagebetalingsevne skulle ske en ligedeling af ægteparrets udgifter, idet der ikke var oplysninger i sagen, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet om ligedeling.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne om ægtefællernes månedlige nettoindtægt sammenholdt med parrets faste godkendte udgifter herunder størrelsen af udgifterne til ejerboligen.

Ankestyrelsen fandt endvidere for så vidt angik boligudgiften, at det var nettoterminsudgiften, der skulle indgå ved vurderingen af ansøgers boligudgift.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det skattemæssige fradrag vedrørende ejerboligen blev tilskrevet ægtefællen, der således havde fordelen af rentefradraget, hvilket medførte en større nettoindtægt for ham.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ved vurderingen af ansøgers betalingsevne, udover hendes rimelige faste udgifter ved fastsættelsen af hendes underholdsbeløb, burde tages hensyn til, at hun havde forsørgelsespligt over for 2 børn.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny vurdering af ansøgers tilbagebetalingsevne, når der blev taget hensyn til, at hun havde forsørgelsespligt overfor 2 børn.

Ankestyrelsen tiltrådte i øvrigt ankenævnets afgørelse.