En psykisk handicappet kvinde født august 1973 blev i august 1992 optaget på en skole drevet efter bistandslovens § 112 i B kommune. A kommune var betalingskommune.
I forbindelse med afslutningen på skolen flyttede kvinden den 2. august 1993 ind i et bofællesskab, hvor der i forvejen boede 2 andre unge piger. Kvinden boede på denne adresse indtil den 15. september 1993, hvor det lykkedes hende at få egen lejlighed i B kommune. I forbindelse med indflytningen i bofællesskabet, blev der bevilget 25 støttetimer om ugen.
Kvinden blev den 4. august 1993 tilmeldt et beskyttet værksted i B kommune, hvor hun var indtil den 1. januar 1995.
Kvinden flyttede den 1. august 1994 sammen med sin kæreste i et lejet hus. Forinden havde han boet et par måneder i hendes lejlighed. Kæresten beholdt sin egen bolig, indtil parret fandt en fællesbolig.
Kvinden var i 1992 blevet tilkendt højeste førtidspension. A kommune meddelte i oktober 1993, at man ikke ville give B kommune et § 11 tilsagn. A kommune lagde vægt på, at kvinden var etableret i selvstændig lejlighed, og der således ikke var tale om bofællesskab.
I brev af 15. september 1994 fastholdt A kommune sin afgørelse af oktober 1993.
I forbindelse med klagesagen meddelte A kommune nævnet, at kommunen, efter at have gennemgået sagen påny, fandt, at den var refusionspligtig over for B kommune for de udgifter, der måtte opstå i forbindelse med kvindens ophold i B kommune, for så vidt udgifterne havde hjemmel i bistandslovens bestemmelser. A kommune fandt ikke, at der er hjemmel til at etablere bofællesskabsstøtte til enligt boende, hvorfor man ikke ville refundere udgifterne hertil for perioden den 2. august 1993 til den 31. juli 1994. A kommune ændrede således delvist sin tidligere afgørelse.
Nævnet fandt, at A kommune var forpligtet til at afholde den kommunale andel af udgifterne til B kommune for perioden den 2. august 1993 til den 14. september 1993.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden med medvirken fra offentlig myndighed den 2. august 1993 blev udflyttet fra skolen i B kommune til et § 68-bofællesskab beliggende i B kommune.
Nævnet bemærkede med hensyn til tiden efter kvindens flytning til den selvstændige bolig beliggende i B kommune, at nævnet var enig med A kommune i, at denne boform ikke kan betragtes som et bofællesskab, jf. bistandslovens § 68, idet et bofællesskab rent sprogligt fordrer, at der er tale om en boform for mere end én person.
Nævnet fandt derfor ikke, at den personstøtte, som kvinden havde modtaget hjemme hos sig selv i lejligheden, kunne betragtes som en nødvendig medhjælpsydelse, som der kunne opkræves betaling for efter bistandslovens § 68, stk. 2.
Ud fra de foreliggende oplysninger om karakteren af den personstøtte, som kvinden modtog i egen bolig, fandt nævnet, at denne havde haft karakter af hjemmevejledning, som måtte henføres under den særlige rådgivnings- og vejledningsforpligtelse for psykisk og fysisk handicappede, hvilken opgave påhviler amtskommunen, jf. bistandslovens § 29.
På den baggrund var nævnet enig med A kommune i, at udgifterne til hjemmevejledning, der blev ydet til kvinden i perioden den 15. september 1993 til den 31. juli 1994 ikke skulle afholdes af A kommune. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kvinden i forbindelse med udflytning fra bofællesskabet til egen bolig kunne anses for at være tilknyttet en institution, der er omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, idet kvinden i forbindelse med udflytningen fra skolen blev tilbudt beskyttet beskæftigelse, jf. SM O-29-93.
