Når der indenfor et givet lovområde er etableret et klagesystem med klagefrister, og der ikke findes en lovfæstet remonstrationsordning, det vil sige en ret og en pligt for en underinstans til at genvurdere og eventuelt ændre sine egne afgørelser, skal underinstansen, over hvis afgørelse der foreligger en rettidig anke, videresende anken til ankeinstansen.
Underinstansen har ikke kompetence til selv at genoptage og omgøre afgørelsen i denne situation, heller ikke hvis anken indeholder nye væsentlige oplysninger, eller det i forbindelse med modtagelsen af anken opdages, at den trufne afgørelse er behæftet med fejl.
Der er ikke indenfor arbejdsskadeområdet etableret en remonstrationsordning.
Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at Arbejdsskadestyrelsens beslutning af 30. maj 1996, hvori styrelsen besluttede at genoptage sagen om anerkendelse af arbejdsskaden, ikke kunne anses for en egentlig afgørelse, hvorfor der ikke burde være givet klagevejledning.
Da sagen imidlertid allerede i forbindelse med A kommunes rettidige klage af 12. april 1996 burde have været videresendt til Ankestyrelsen til prøvelse, har Ankestyrelsen efterprøvet sagen fuldt ud, det vil sige, som om A kommunes anke af 12. april 1996 over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 27. marts 1996 var blevet videresendt til Ankestyrelsen som den skulle.
Vedrørende afgørelsen af 27. marts 1996 fandt Ankestyrelsen herefter, at der ikke var grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse og dermed anerkende det anmeldte tilfælde.
Ankestyrelsen henviste til, at følgende betingelser ifølge sædvanlig praksis skal være opfyldt for at der kan dispenseres fra anmeldelsesfristens overskridelse, jf. § 20:
1) Det skal kunne dokumenteres, at ansøgeren har været udsat for en arbejdsskade.
2) Der skal anføres rimelig begrundelse for, at anmeldelse ikke er foretaget rettidigt.
3) Der skal foreligge ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den pågældendes lidelse, og
4) Ménet eller erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden skal have et sådant omfang, at der er grundlag for tildeling af godtgørelse eller erstatning.
Begrundelsen for afgørelsen er, at det ikke fandtes dokumenteret, at skadelidte havde været udsat for den anmeldte begivenhed den 13. oktober 1993, siden ændret til den 12. oktober 1993.
Der blev herved lagt vægt på, at det beskrevne hændelsesforløb var omtvistet.
A kommune havde således oplyst ikke at være bekendt med, at skadelidte skulle have pådraget sig en arbejdsskade under arbejde udført for A kommune. A kommune havde endvidere i et brev af 24. maj 1995 anført, at skadelidte pr. telefon sygemeldte sig og oplyste, at han aftenen før var faldet ned af en glat loftstrappe og havde slået knæet på sin private bopæl.
Skadelidtes forbund havde oplyst, at A kommune måtte forveksle sagen med en andens, idet skadelidte ikke sygemeldte sig den 13. oktober 1993 af nævnte årsag.
Der blev også lagt vægt på, at skadelidtes læge ikke var i besiddelse af kopi af skadejournal fra oktober 1993, og på at det ikke havde været muligt at fremskaffe røntgenbilleder fra oktober 1993. Det fandtes således ikke dokumenteret, at skadelidte havde været ude for et ulykkestilfælde og betingelse 1) var derfor ikke opfyldt.
Der blev også lagt vægt på, at der ikke var anført rimelig begrundelse for at tilfældet var anmeldt efter udløbet af den 1-årige anmeldelsesfrist, hvorfor betingelse 2) heller ikke var opfyldt.
Betingelse 3) om, at der skal foreligge ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den anmeldte lidelse fandtes heller ikke at være opfyldt, Der blev lagt vægt på oplysningerne i sagen om, at det først var sommeren 1994, at skadelidte havde haft tilbagevendende problemer med knæet. Skadelidtes læge havde ikke ført journalnotater om, at skadelidte skulle have været i kontakt med ham på grund af skaden den 12. oktober 1993.
Som følge heraf fandtes endelig betingelse 4) om, at skaden skulle have givet ret til erstatning eller godtgørelse, hvis den havde været rettidigt anmeldt, heller ikke at være opfyldt.
Der havde således ikke været grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse og anerkende det anmeldte tilfælde.
Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 27. marts 1996. Den anmeldte hændelse den 12. oktober 1993 kunne således ikke anerkendes som arbejdsskade.
Sagsfremstilling
Sag nr. 2: J.nr. 109278-96
Den 30. oktober 1992 skulle skadelidte under sit arbejde som mekaniker foretage rengøring og afmontering på en brandbil. En kulsyreflaske eksploderede, og skadelidte måtte springe ud af køretøjet for at undgå forfrysninger og kvælning. Skadelidte landede på gulvet og slog højre knæ, højre hånd og ryggen.
Den 25. marts 1996 gav Arbejdsskadstyrelsen afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.
Den 10. april 1996 klagede skadelidtes forbund over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 25. marts 1996.
Den 17. april 1996 fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at pålægge forsikringsselskabet at dække kiropraktorudgifter.
Den 23. april 1996 ankede skadelidtes forbund denne afgørelse til Ankestyrelsen med henvisning til klage af 10. april 1996.
Den 10. september 1996 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 25. marts 1996 om mén og erhvervsevnetab. Ankestyrelsen tog ikke stilling til, hvorvidt der var grundlag for at pålægge selskabet at afholde udgifter til kiropraktorbehandling.
Den 1. oktober 1996 anmodede forbundet Arbejdsskadestyrelsen om at tage sagen om kiropraktorudgifter op til behandling, idet Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til denne afgørelse i forbindelse med ankebehandlingen. Den 23. oktober 1996 fremsendte Arbejdsskadestyrelsen en ny afgørelse vedrørende udgifterne til kiropraktorbehandling. Ifølge denne afgørelse skulle selskabet betale udgifterne til kiropraktor, fordi sygebehandlingen/genoptræningen havde været nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.
Den 31. oktober 1996 anmodede forsikringsselskabet Arbejdsskadestyrelsen om at fremsende en rettelseskendelse til afgørelsen af 23. oktober 1996, idet spørgsmålet allerede var afgjort.
Den 7. november 1996 fremsendte Arbejdsskadestyrelsen en ny afgørelse. Det fremgår bl.a. heraf, at Arbejdsskadestyrelsen ved en beklagelig fejl sendte en ny afgørelse den 23. oktober 1996 vedrørende udgifter til kiropraktorbehandling. Det blev anført, at Arbejdsskadestyrelsen den 17. april 1996 havde sendt den rigtige afgørelse, hvori styrelsen meddelte, at der ikke var grundlag for at afholde udgiften til kiropraktor. Arbejdsskadestyrelsen annullerede dermed afgørelsen af 23. oktober 1996 og beklagede fejlen.
Det fremgik i øvrigt af de helbredsmæssige oplysninger, at skadelidte var sygemeldt i ca. 2 uger på grund af dårligt knæ, hvorefter han genoptog sit arbejde. Han fik derefter tiltagende smerter i ryggen som blev forværret ved løft. Smerterne blev værre og værre og skadelidte havde aflåsningstilfælde af 7-10 dages varighed ca. hver anden måned. I forbindelse med disse tilfælde blev skadelidte behandlet med massage og is. Fra foråret 1995 blev han behandlet hos kiropraktor med specielle rygøvelser og træningsprogram.
Afgørelse
Når der indenfor et givet lovområde er etableret et klagesystem med klagefrister, og der ikke findes en lovfæstet remonstrationsordning, det vil sige en ret og en pligt for en underinstans til at genvurdere og eventuelt ændre sine egne afgørelser, skal underinstansen, over hvis afgørelse der foreligger en rettidig anke, videresende anken til ankeinstansen.
Underinstansen har ikke kompetence til selv at genoptage og omgøre afgørelsen i denne situation, heller ikke hvis anken indeholder nye væsentlige oplysninger, eller det i forbindelse med modtagelsen af anken opdages, at den trufne afgørelse er behæftet med fejl.
Der er ikke indenfor arbejdsskadeområdet etableret en remonstrationsordning.
Arbejdsskadestyrelsen havde således ikke haft kompetence til at genoptage sagen vedrørende dækning af udgifter til kiropraktor og træffe ny afgørelse den 7. november 1996 i stedet for afgørelsen den 23. oktober 1996, som ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. april 1996, hvorover forbundet havde klaget. Da der forelå en rettidig anke den 31. oktober 1996 fra forsikringsselskabet, burde sagen have været sendt til klagebehandling i Ankestyrelsen.
Som følge heraf efterprøvede Ankestyrelsen sagen fuldt ud, det vil sige tog stilling til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. april 1996.
Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at pålægge forsikringsselskabet at betale for udgifterne til kiropraktorbehandling.
For at sådanne udgifter kan dækkes af selskabet skal der være tale om sygebehandling eller optræning, der er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse og optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen, jf. § 30, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at skadelidte først modtog kiropraktorbehandling i foråret 1995, det vil sige ca. 2 1/2 år efter skaden. Optræningen var således ikke sket i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen efter ulykkestilfældet den 30. oktober 1992, og kiropraktorbehandlingerne måtte anses for at have lindrende effekt, men ikke helbredende effekt.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. april 1996.
