Sagen drejede sig om en kvindelig socialpædagog, der havde arbejdet på et børnehjem A fra 1968 - 1972. I 1972 blev børnene overflyttet til en anden institution B, hvor hun herefter arbejdede.
Hun havde i hele perioden passet stærkt fysisk handicappede børn og unge. På institutionen A var der tale om børn i alderen 3 år og op til 10-12 år. På institutionen B passede hun børn og unge i alderen 10-18 år.
På børnehjemmet A var der ingen hjælpemidler. Institutionen var i 2 etager, og børnene blev trukket op og ned ad trapperne i kørestole ved håndkraft. Sengene var relativt lave. Den første lift kom i 1977. Der var tale om en mekanisk lift, man selv skulle trække op. Den første el-lift kom i 1988. Flere af de børn, hun passede, var efter det oplyste så spastisk lammede, at man stadig ikke kunne anvende lift. Badeforholdene varmeget dårlige med trange pladsforhold og ingen plads til hjælpe midler. Når man var uden for institutionen, hvilket skete jævnligt, kunne der ikke anvendes lift.
Kvinden havde oplyst, at der havde været tale om personløft fra 1968 til 1977.
Kvindens fagforbund oplyste den 23. marts 1995 bl.a., at hun i 1982 var blevet overflyttet til en afdeling, hvor der først kom lift i 1988.
Kvinden led af rygsmerter, som efter det oplyste var begyndt i 1978 efter et fald på en trappe på arbejdspladsen.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ved sin afgørelse af 17. marts 1995 lidelsen som en arbejdsskade efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Sagen havde af Arbejdsskadestyrelsen været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, hvor et flertal i udvalget fandt, at den anmeldte lidelse måtte anses for at være forårsaget af mange års tungt rygbelastende plejearbejde og indstillede, at lidelsen anerkendtes som en arbejdsskade jf. lovens § 10, stk.3.
Det udtaltes videre, at et mindretal i udvalget havde vurderet, at sagen burde indstilles til afvisning, idet der kun havde været tale om løftearbejde med børn i 9 år. Mindretallet havde endvidere lagt vægt på kvindens egne oplysninger om, at løftearbejdet ophørte ved indførsel af lift i 1977.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på udvalgets flertalsindstilling.
Afgørelsen blev indanket for Ankestyrelsen. I klagen var det bl.a. anført, at Erhvervssygdomsudvalgets praksis ikke var blevet fulgt i sagen. Ifølge skadelidtes egne oplysninger havde der kun været tale om personløft i årene 1968 til 1977. Endvidere havde der været tale om løft af børn, der gennemsnitligt ikke vejede mere end 40-45 kg. En periode med sådanne personløft var efter Erhvervssygdomsudvalgets nuværende praksis ikke tilstrækkeligt til anerkendelse af lidelsen.
På Ankestyrelsens anmodning om en yderligere begrundelse for afgørelsen udtalte Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at styrelsen havde lagt vægt på, at skadelidte gennem en lang årrække havde været beskæftiget som socialpædagog med usædvanligt tungt plejearbejde. På baggrund af det mangeårige tunge plejearbejde sammenholdt med det beskrevne sygdomsbillede, havde styrelsen i lighed med et flertal i Erhvervssygdomsudvalget fundet det overvejende sandsynligt, at det tunge plejearbejde var årsag til de nuværende ryggener.
