Ankestyrelsens principafgørelse O-69-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1, nr. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2

En ung mand, som modtog højeste førtidspension med plejetillæg på grund af svært fysisk handicap, og boede hos sine forældre, bevilgedes i 1991 af A kommune hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3, nu stk. 4, til ansættelse af en personlig hjælper.

Den unge mand ansatte herefter sin fader som personlig hjælper.

Den 1. oktober 1994 flyttede familien af egen drift til B kommune, og A kommune meddelte i denne anledning refusionstilsagn for så vidt angik foranstaltningen i henhold til § 48, stk. 4.

B kommune fastsatte ordningen og bevilgede i maj 1997 hjælp til ansættelse af endnu en personlig hjælper i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4. A kommune blev underrettet herom.

Herefter meddelte A kommune, at spørgsmålet om refusion i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, havde været genvurderet, og at man nu fandt, at betingelserne for refusion ikke var opfyldt, idet den unge mands flytning ikke var sket under medvirken af A Kommune.

B kommune klagede herefter over denne afgørelse til N statsamt, idet der henvistes til, at A kommune i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, måtte betragtes som havende medvirket til flytningen, idet A kommune havde udbetalt løn til den personlige hjælper i en kort periode efter flytningen til B kommune og samtidig givet B kommune refusionstilsagn til lønnen til den personlige hjælper. Nævnet stadfæstede A kommunes afgørelse, idet det lagdes til grund, at familien efter eget ønske var flyttet fra A kommune til egen bolig i B kommune, og at flytningen ikke var begrundet i eller havde nogen sammenhæng med sønnens handicap.

Det var desuden anført, at flytningen var sket uden medvirken fra A kommune, hvorfor der ikke kunne kræves refusion i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1.

Endelig havde nævnet anført, at det forhold, at en person af egen drift flytter til en anden kommune, således at forpligtelsen efter bistandslovens § 10 til at yde de hjælpeforanstaltninger, vedkommende måtte have brug for, overgår til den nye kommune, ikke kan begrunde et refusionskrav efter bistandslovens § 11.

Sagen blev herefter af B kommune indbragt for Ankestyrelsen, idet det gjordes gældende, at den unge mand befandt sig i B kommune med dækning af merudgifter ved omfattende plejeforanstatlninger efter § 48, stk. 4, samt at B kommune fandt det sandsynliggjort, at der var sket medvirken via den personlige hjælper, som i nærværende tilfælde klart måtte betragtes som offentlig myndighed (ansat af/i A kommune).

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt en personlig hjælper, ansat i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4, kunne anses for at have status som en offentlig forvaltningsmyndighed.

Ankestyrelsen fandt ikke, at A kommune var forpligtet til at refundere udgiften til hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en personlig hjælper i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4, ikke fandtes at være omfattet at begrebet offentlig myndighed i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af Socialministeriets vejledning nr. 104 af 2. juli 1987, pkt. 54 fremgår, at ordningen forudsætter, at hjælperne skal ansættes af den pågældende selv, som altså er arbejdsgiver og ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse og vejledning af hjælperne.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.