Ankestyrelsens principafgørelse O-59-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 4, § 15, stk. 5, § 67, stk. 2 og § 67, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 121-125

Ankenævnet havde tiltrådt kommunens afgørelse, hvorefter moderens samvær med hendes 2-årige søn var fastsat til 3/4 time en gang månedligt.

Nævnet fandt ikke, at der var tale om samværsafbrydelse, idet samværet ikke kunne anses for at have et så ubetydeligt omfang, at forbindelsen mellem mor og barn måtte anses for afbrudt.

Drengen blev født i august 1996 og anbragt uden for hjemmet i november 1996. I starten af anbringelsen havde moderen samvær 1 time hver 14. dag. Samværet blev i maj 1997 nedsat til ½ time hver 14. dag. I oktober 1997 blev samværet nedsat til 3/4 time en gang månedligt. Samværet var overvåget og foregik på et neutralt sted. Moderen havde en langvarig psykiatrisk sygehistorie og havde gentagne gange været indlagt på psykiatrisk afdeling. Moderen havde ringe forståelse for barnet og havde problemer med at læse barnets signaler. Barnet reagerede ved at lukke af overfor moderen og var meget træt efter samvær.

Moderens advokat anførte i sin klage, at det fastsatte samvær var af så kort varighed, at det rettest kunne karakteriseres som en samværsafbrydelse, og at kommunalbestyrelsen derfor ikke havde haft kompetence til at træffe afgørelse, idet en afgørelse om samværsafbrydelse skal træffes af Børn og unge-udvalget. Advokaten anførte endvidere, at det ikke var dokumenteret, at det var skadeligt for barnet at have samvær med moderen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan antages at eksistere en generel nedre grænse for, hvornår kontakt mellem forældre og barn er et samvær i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen fandt, at ankenævnet havde haft kompetence til at træffe afgørelsen om omfanget af samværet, jf. bistandslovens § 67, stk. 2. Ankestyrelsen fandt således, at der ikke var tale om en afgørelse, der skulle være truffet af Børn og unge-udvalget efter bestemmelsen i lovens § 67, stk. 3, jf. stk. 4, om afbrydelse af forbindelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var fastsat samvær én gang om måneden. Omfanget af dette samvær på 3/4 time var ikke så beskedent, at forbindelsen mellem forældre og barn måtte anses for afbrudt. Ankestyrelsen lagde herved især vægt på barnets alder, og at han var et sart barn.

Ankestyrelsen fandt, at det altid må bero på en konkret vurdering af forældrenes og børnenes forhold, hvornår et samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om en afbrydelse af forbindelsen. Ankestyrelsen fandt således, at der ikke kan fastsættes en generel nedre grænse for, hvornår en kontakt mellem forældre og barn er et samvær i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen havde med udgangspunkt i bestemmelsens ordlyd "afbrydelse af forbindelsen" lagt vægt på, at med samvær én gang om måneden, vil der som udgangspunkt - uanset samværets tidsmæssige omfang - være kontinuitet i forældrenes forbindelse med barnet.