Ankestyrelsens principafgørelse O-89-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - kapitel 4

Note:

*) SM O-74-95 udgår. **) Reglen om ansættelse af hjælpere findes nu i Serviceloven, og efter Ankestyrelsens vurdering finder denne fortolkning også anvendelse på den ny bestemmelse.

Sagen drejede sig om en 39-årig, alene-boende mand, der som følge af spastisk lammelse var kørestolsbruger. Han modtog højeste førtidspension med plejetillæg.

Ansøgeren havde oplyst, at han havde behov for hjælp til stort set alle daglige gøremål eksempelvis hjælp til at komme i og ud af seng, af og i tøjet, personlig pleje, toiletbesøg , barbering, indkøb, rengøring, gulvvask, tøjvask og madlavning.

Ansøgeren havde også oplyst, at han kunne tænke sig at foretage rejser, såvel herhjemme som rejser udenlands, og i øvrigt kunne tænke sig at gå til flere politiske møder, da han var meget aktiv politisk.

Ansøgeren havde besluttet sig for at ville i gang med enkeltfagssprogkurser på Købmandsskolen, samt følge nogle foredrag/møder på Folkeuniversitetet. I den forbindelse ville han eksempelvis få brug for hjælp til at slå op i diverse bøger samt til at gøre notater i forbindelse med undervisningen samt hjemmearbejde. Aktuelt deltog ansøgeren ca. 1 gang ugentligt i en arbejdsgruppe ved en daghøjskole.

Af kommunens afgørelse i januar 1997 fremgik, at ansøgeren ikke på daværende tidspunkt opfyldte alle fem kriterier for at få en § 48, stk. 4 - hjælpeordning, og dermed fik afslag på ansøgningen. Der blev lagt vægt på, at ansøgeren selv havde været meget aktiv for at ændre på sin nuværende livssituation, og at ansøgeren fra kommunen kunne forvente støtte til at fortsætte den positive personlige udvikling, som han var i fuld gang med.

Ved afgørelse i juni 1997 stadfæstede ankenævnet kommunens afgørelse, idet nævnet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af forvaltningen udøvede skøn. På baggrund af samtlige de i sagen foreliggende oplysninger fandt nævnet, at ansøgeren på daværende tidspunkt ikke opfyldte samtlige betingelser for at få en hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4. Nævnet lagde bl.a. vægt på det oplyste om, at ansøgeren ikke havde erfaring med situationer, der kunne sidestilles med arbejdsgiverrollen, idet denne funktion ikke kunne overlades til andre, ligesom der blev lagt vægt på, at ansøgeren ikke hidtil i særlig stor udstrækning havde benyttet sig af muligheden for køb af hjælp med plejetillægget til blandt andet etablering af fritidsaktiviteter med henblik på at få et øget aktivitetsniveau. Nævnet henviste ansøgeren til, at han benyttede kommunens tilbud om støtte med henblik på at blive berettiget til en § 48, stk. 4 - hjælpeordning.

Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere afklaring af, hvilke kriterier der skal være opfyldt med henblik på at få bevilget en hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankestyrelsen ændrede ankenævnets afgørelse. Ansøgeren var således berettiget til støtte til hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ifølge bistandslovens § 48, stk. 4, har personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i § 48, stk. 4, med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, og at ansøgeren opfyldte betingelsen om ophold i eget hjem.

Som støtte for fortolkningen af hvad der måtte anses for at være en nødvendig merudgift i forbindelse med en hjælpeordning, lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning nr 104 af 3. juli 1987, som ændret ved vejledning nr. 78 af 10. april 1990.

Af vejledningens punkt 52 fremgår bl.a., at personer som er berettiget til hjælpeordning skal have eller formodes at få et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte. Det fremgår også, at behovet forudsættes ikke at kunne blive dækket ved almindelig hjemmehjælp.

Under hensyn til formålet med den udvidede støtte, som hjælpeordningen tilsigter i forhold til de øvrige støttemuligheder i den sociale lovgivning, fandt Ankestyrelsen, at hjælpeordningen forudsætter et behov for pleje, overvågning og/eller ledsagelse, der ikke kan dækkes ved eksempelvis almindelig hjemme-hjælp/hjemmesygepleje, og hvor en ganske særlig intensiv støtte er nødvendig for at bevare eller få et aktivitetsniveau.

I det konkrete tilfælde fandt Ankestyrelsen, at ansøgerens nuværende alder og oplysningerne om aktivitetsniveauet og ønsker om fremtidige aktiviteter, gjorde det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte, som ikke kunne dækkes ved almindelig hjemmehjælp eller hjælp fra institutionen, hvor ansøgeren havde sin bolig.

Ankestyrelsen fandt således, at der måtte siges at være tale om en nødvendig merudgift til hjælpeordning.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at det i vejledningens punkt 52 nævnte kriterium om, at ansøgeren selv skal kunne fungere som arbejdsgiver, kunne tillægges større vægt end at ansættelse og instruktion af hjælpere, arbejdstilrettelæggelse m.v. måtte anses for en forudsætning for at en personlig hjælpeordning opfylder sit formål. Dog fandt Ankestyrelsen ikke, at det kunne stilles som en betingelse, at ansøgeren personligt varetager de administrative funktioner i forbindelse med ansættelsen.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen ikke, at der var konkrete oplysninger, der tydede på at ansøgeren ikke selv skulle være i stand til at være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse under en hjælpeordning.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse, og tilbagesendte sagen til kommunen med henblik på en vurdering af omfanget af hjælpen.