Ankestyrelsens principafgørelse D-6-98

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

04-12-2012

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1, nr. 1 og § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1 og § 27, stk. 1, nr. 2

Note:

Afløst af 175-12

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 701562-96

En lønmodtager blev sygemeldt i maj 1993 og søgte kort efter førtidspension. Kommunen gav afslag herpå i februar 1994 med den begrundelse, at erhvervsevnen ikke skønnedes nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde, ligesom det blev vurderet, at revalideringsmulighederne ikke var udtømt. Lønmodtageren ankede denne afgørelse.

Kommunen henviste herefter lønmodtageren til et revalideringscenter med henblik på arbejdsprøvning og forlængede derfor dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen den 31. maj 1994. Forlængelsen blev meddelt foreløbig indtil arbejdsprøvning havde fundet sted. Det blev samtidig tilkendegivet, at dagpengeudbetalingen ville stoppe, hvis f.eks. revalideringsmulighederne ikke længere var realistiske.

Lønmodtageren havde en forsamtale med en revalideringskonsulent den 23. juni 1994. På grundlag af denne samtale meddelte konsulenten den 8. juli 1994 kommunen, at der ikke var revalideringsmuligheder. Afprøvning på revalideringscentret kunne dog blive nødvendig, hvis lønmodtageren ikke fik medhold i sin klage over afslag på førtidspension, med den begrundelse at revalideringsmulighederne ikke ansås for udtømt.

Kommunen traf på teammøde den 27. september 1994 afgørelse om at standse dagpengene fra den 25. september 1994. Afgørelsen blev meddelt lønmodtageren i brev af 28. september 1994.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 25. september 1994, idet udbetaling af dagpenge normalt ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, idet det efter den 25. september 1994 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 uger evt. 2 x 26 uger efter den 31. maj 1994 måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvistes til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og § 48 og § 49 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at det af vurderingen fra reva-centret fremgik, at der næppe var mulighed for revalidering. Der blev endvidere lagt vægt på udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvorefter det ikke kunne antages, at lønmodtageren genoptog arbejdet indenfor 26 uger eller evt. 2 x 26 uger.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

Folketingets Ombudsmand

Sagen blev af lønmodtageren indbragt for Folketingets Ombudsmand, efter at revaliderings- og pensionsnævnet havde tiltrådt kommunensafslag på førtidspension med den begrundelse, at revaliderings mulighederne ikke var udtømt. Lønmodtageren fandt denne afgørelse i modstrid med afgørelsen fra Dagpengeudvalget.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at Dagpengeudvalget havde tiltrådt, at der ikke længere var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at dagpengeretten kunne ophøre allerede den 25. september 1994. Ombudsmanden henviste til, at en forvaltningsafgørelse først kan få virkning, når den er meddelt, dvs. kommet frem til adressaten.

Ombudsmanden fandt ikke, at der i dagpengeloven er hjemmel til at standse udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Genoptagelse

Dagpengeudvalget genoptog sagen på grundlag af Ombudsmandens udtalelse og ændrede sin tidligere afgørelse med hensyn til ophørsdatoen, således at lønmodtageren havde ret til dagpenge til og med den 29. september 1994, idet der ikke i dagpengelovens § 22 var hjemmel til at standse udbetalingen af dagpenge tilbagevirkende, og idet en bebyrdende afgørelse normalt ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 701019-96.

En lønmodtager var sygemeldt fra den 18. april 1995. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. april 1996.

Ifølge kommunens journalnotat af 2. maj 1996 havde situationen været drøftet med lønmodtageren, som havde fået at vide, at der på et gruppemøde i den følgende uge ville blive taget stilling til forlængelse/raskmelding.

Kommunen meddelte i brev af 29. maj 1996 afslag på forlængelse af dagpengeperioden udover den 30. april 1996.

Efter indankningen oplyste kommunen over for Dagpengeudvalgets sekretariat, at det sidste udbetalingsbilag vedrørende sygedagpenge var tilsendt lønmodtageren den 9. maj 1996. Det var herpå anført, at dette var sidste udbetaling, og at dagpengeudbetalingen ophørte på grund af varighedsbegrænsningen.

Afgørelsen blev truffet af Dagpengeudvalgets opmand.

Lønmodtageren havde ret til yderligere dagpenge i perioden 1. maj til og med 10. maj 1996.

Dagpengeudvalget lagde til grund, at kommunen under samtale med lønmodtageren den 2. maj 1996 ikke med tilstrækkelig tydelighed havdetilkendegivet, at dagpengeudbetalingen ville stoppe ved varighedsbe grænsningens indtræden den 30. april 1996, og at kommunens afgørelse om ophør af dagpengeretten den 30. april 1996 derfor først kunne anses for meddelt den 9. maj 1996, hvor kommunen i forbindelse med dagpengeudbetalingen pr. 30. april 1996 skrev "Dette er sidste dagpengeudbetaling. Dagpengeudbetalingen ophører på grund af varighedsbegrænsning".

Kommunens meddelelse om ophør af dagpenge er juridisk en forvaltningsafgørelse, og en sådan afgørelse får først virkning, når den er kommet frem til modtageren. Da afgørelsen er bebyrdende kan den normalt ikke tillægges tilbagevirkende kraft, med mindre der er udtrykkelig lovhjemmel herfor. En sådan hjemmel findes ikke i dagpengelovens § 22. Kommunen kunne derfor ikke den 9. maj 1996 stoppe dagpengeudbetalingen med virkning allerede fra den 30. april 1996. Lønmodtageren skulle derfor have dagpenge til og med den 10. maj 1996, hvor han blev underrettet om kommunens afgørelse.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 10. maj 1996, idet ingen af betingelserne for at forlænge dagpengeperioden udover den 30. april 1996 var opfyldt.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.