Ankestyrelsens principafgørelse O-92-98

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 67, stk. 2 og § 67, stk. 4

Lov om forældremyndighed og samvær - lov nr. 387 af 14. juni 1995 -

Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 121-122

Moderen havde alene forældremyndigheden over datteren, der siden 1997 havde været anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke.

Moderen ønskede ikke, at faderen skulle have kontakt med datteren under anbringelsen.

Faderen tog kontakt til kommunen og anmodede kommunen om at træffe afgørelse om samvær. Kommunen traf efterfølgende afgørelse om, at faderen kunne have samvær med datteren hver 14. dag og telefonisk kontakt 2 gange ugentligt.

Statsamtet havde ikke fastsat samvær.

Ankenævnet ophævede kommunens afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at faderen ikke havde del i forældremyndigheden. Nævnet lagde endvidere vægt på, at faderen ikke havde en samværsret, der var fastsat af statsamtet. Endelig fandt nævnet det ikke godtgjort, at der mellem forældrene var en aftalt samværsret.

Kommunen ankede over ankenævnets afgørelse og anførte, at man fandt, at kommunen i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1 var forpligtet til, dels at holde forbindelsen mellem far og barn ved lige, dels at opretholde den aftalte samværsret under anbringelsen med den regulering, der kunne følge af stk. 2-4. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring og præcisering af reglerne om samvær i bistandsloven og lov om forældremyndighed og samvær.

Ankestyrelsen fandt, at kommunalbestyrelsen ikke havde kompetence til at tillægge faderen samværsret.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at faderen ikke havde del i forældremyndigheden. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at faderen ikke havde en samværsret, der var fastsat af statsamtet. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at det ikke var godtgjort, at der mellem forældrene var aftalt samværsret, idet en aftale fordrer begge forældres accept, hvilket ikke var tilfældet.

Efter bistandslovens § 67, stk. 1 (nu servicelovens § 57, stk. 1) har forældrene og barnet eller den unge ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedsindehaveren og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som har en samværsret, der enten er aftalt mellem forældrene eller er fastsat af statsamtet.

Såfremt der ikke foreligger aftale mellem forældrene om samvær, vil udgangspunktet for samvær og kontakt således være den resolution, hvor statsamtet har fastsat samværsret, jf. lov om forældremyndighed og samvær, §§ 16, 17 og 18.

Kommunen har ikke kompetence til at fastsætte samvær og kontakt, der går ud over en samværsresolution. En samværsresolution udgør den ydre ramme for kommunens kompetence. Kommunen kan derimod inden for en resolution eller aftales rammer regulere samvær og kontakt efter bistandslovens § 67, stk. 2-4 (nu servicelovens § 57, stk. 2-4).

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.