Ankestyrelsens principafgørelse O-101-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 14, stk. 1 og § 14, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 32

Sagen drejede sig om en 10-årig dreng, der i januar 1997 blev indlagt på hospital p.g.a. knoglekræft i venstre knæ med spredning til venstre håndled og lungerne.

Der blev i januar 1997 ansøgt om bl.a. lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste til moderen i foreløbigt 1/2 år fra 1. januar 1997.

Ved afgørelse af 28. januar 1997 bevilgede kommunen lønkompensation til moderen svarende til fuld tid. Hjælpen blev ydet for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 1997, hvor bevillingen skulle tages op til fornyet vurdering.

Den 30. maj 1997 døde drengen.

Hospitalet kontaktede kommunen, og henviste til vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48, pkt. 32, om forlængelse af lønkompensationen med 3 måneder efter at betingelserne for modtagelsen er bortfaldet. Ved afgørelse af 16. juli 1997 fra kommunen blev der givet afslag på forlængelse af lønkompensationen. Kommunen fandt, at der var tale om en bevilling af lønkompensation i en på forhånd fastlagt periode fra 1. januar til 30. juni 1997. Der var derfor ikke mulighed for at anvende vejledningens bestemmelse om en afviklingsperiode. Bestemmelsen om afviklingsperiode anvendtes udelukkende i en løbende bevillingsperiode. Ud fra konkrete forhold i sagen blev der dog givet lønkompensation for juli 1997.

Denne afgørelse ankede moderen.

Ved det sociale ankenævns afgørelse besluttede nævnet at pålægge kommunen at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til moderen efter bistandslovens § 48, stk. 3 til den 31. august 1997.

Nævnet lagde vægt på, at bevillingen af tabt arbejdsfortjeneste måtte antages at være givet i foreløbig 1/2 år, da kommunen havde oplyst, at bevillingen ville blive taget op til fornyet vurdering ved udløb af bevillingsperioden.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste om drengens sygdomsperiode utvivlsomt ville have været berettiget til lønkompensation efter den 30. juni 1997, hvis drengen havde levet. Det var således af administrative grunde at bevillingen udløb den 30. juni 1997.

Nævnet fandt, at bekendtgørelsens § 4 må antages at have til formål at lette en tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter en periode med lønkompensation. Nævnet fandt efter en formålsfortolkning af § 4, stk. 2, at den alene finder anvendelse, når man på forhånd har kunnet afgrænse den periode, hvor betingelserne for at modtage tilskud vil være opfyldt. Nævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var berettiget til en afviklingsperiode på 3 måneder efter udløbet af den måned, hvor drengen døde.

I brev af 3. november 1997 klagede kommunen over ankenævnets afgørelse.

I klagen anførte kommunen bl.a., at kommunen havde bevilget lønkompensation for en 1/2 års periode fra 1. januar 1997 til 30. juni 1997 til moderen i anledning af, at sønnen led af en livstruende cancer. Det var planen, at sagen skulle revurderes ved bevillingsperiodens udløb.

Efter drengens død den 30. maj 1997 fandt en efterfølgende revurdering ikke sted, ligesom kommunen skønnede, at idet grundlaget for den oprindelige bevilling var bortfaldet med drengens død, inden perioden var omme, var der ikke basis for at benytte mulighederne i § 48 til en afviklingsperiode.

I det konkrete tilfælde havde moderen bevaret kontakten til sin arbejdsplads og var begyndt at arbejde en dag om ugen fra april 1997, dels for at opretholde kontakten, dels for at have lidt voksenliv. Der var således ingen problemer i forhold til hendes tilbagevenden til hidtidige job.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende brev af 17. december 1997 fra nævnet. Nævnet bemærkede, at afviklingsperioden på 3 måneder efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, måtte anses for at være et retskrav i de tilfælde, hvor lønkompensationen bevilges som en løbende ydelse, som alene af administrative grunde på forhånd er tidsmæssigt begrænset. Nævnet fandt i den konkrete sag, at det var utvivlsomt, at familien havde været berettiget til fortsat kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis sønnen havde levet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der skulle ydes tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1 i en afviklingsperiode på 3 måneder, når der var bevilget lønkompensation for en 1/2 års periode fra 1. januar 1997 til 30. juni 1997, og afviklingsperioden rakte ud over revisionsdatoen, samt herunder en fortolkning af ordlyden i bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Af bistandslovens § 48, stk. 1, fremgår at personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet, såfremt disse overstiger 2.400 kr. i løbet af et kalenderår.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at moderen var omfattet af § 48, stk. 1. Ankestyrelsen foretog således ikke en vurdering af kommunes afgørelse af 28. januar 1997.

I § 48, stk. 3, er der givet socialministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

Socialministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990 om regulering m.v. af tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48. Af dennes § 4, stk. 1, fremgår, at der udbetales tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage tilskuddet er bortfaldet.

Af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, fremgår at reglen i stk. 1 ikke gælder, når modtageren har truffet aftale med kommunalbestyrelsen om, at tilskuddet ydes i en på forhånd fastsat periode eller når afviklingsperioden efter modtagerens ønske fastsættes til en kortere periode.

Ankestyrelsen fandt ikke, at tilfælde, hvor der af administrative grunde er fastsat revision af en afgørelse om ydelse af lønkompensation, falder ind under § 4, stk. 2, 1. led. Det i § 4, stk. 2, 1. led, anførte tilfælde må forudsætte, at man fra bevillingens start kan se, hvornår bevillingen skal ophøre. I modsat fald ville afviklingsperioden på 3 måneder, i sager hvor der er fastsat revisioner med korte tidsrum, blive uden betydning.

Efter ordlyden af § 4, stk. 2, skal der endvidere være tale om en aftale mellem modtageren af ydelsen og kommunen. I denne sag fandt Ankestyrelsen ikke, at det kunne siges at være aftalt mellem modtageren og kommunen, at ydelsen skulle stoppe den 30. juni 1997. Af ansøgningen fremgik også, at der blev ansøgt om foreløbigt 1/2 års kompensation.

Da sønnen døde den 30. maj 1997 skulle der i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 4, stk. 1, udbetales kompensation for månederne juni, juli og august, som også var anført i nævnets afgørelse.

Af § 4, stk. 3 fremgår imidlertid at hvis modtageren i afviklingsperioden opnår en arbejdsindtægt, ophører udbetalingen af tilskud, i det omfang indtægten modsvarer det ydede tilskud.

Da moderen genoptog sit arbejde på fuld tid fra 1. august 1997, var det således korrekt af kommunen, ikke at udbetale lønkompensation for august måned.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale ankenævns afgørelse.