Ankestyrelsens principafgørelse O-68-98

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-04-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1 og § 112, stk. 6

Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 - NKH 06.12.09 - Ortopædisk fodtøj

Note:

Vi henviser til vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindregning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 j.nr. 200086-97

En 32-årig kvinde ansøgte sin kommune om sålforhøjelse efter bistandslovens § 58 på grund af en forskel i benlængde på 1½ cm.

Kommunen gav afslag på hjælp med henvisning til, at der ikke forelå invaliditet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, og begrundede ændringen med, at der var tale om en varig lidelse, og at anvendelse af sålforhøjelse efter det oplyste i væsentlig grad ville kunne afhjælpe lidelsen og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Nævnet lagde herved vægt på, at det af erklæring fra speciallæge fremgik, at hælforhøjelse anbefaledes for at undgå problemer med smerter i ryggen, samt risiko for udvikling af yderligere ryglidelse. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 58 til ortopædisk tilretning af fodtøj i et tilfælde, hvor sålforhøjelsen var under 2 cm og der ikke var tale om slidgigtforandringer eller særligt belastende arbejdssituationer.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 58 til sålforhøjelse på 1 cm.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en forskel i benlængde på ca. 1 ½ cm ikke kunne betegnes som invaliditet eller varig sygdomsbetinget svagelighed. Ankestyrelsen fandt således ikke ansøgeren omfattet af den personkreds, som kan opnå støtte efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at betingelserne i bekendtgørelsens § 13 ikke var opfyldt, idet en forskel i benlængde på ca. 1 ½ cm ikke kunne sidestilles med en deformitet.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 j.nr. 201771-96

Sagen drejede sig om en 85-årig kvinde, som ansøgte om ortopædisk fodtøj på grund af svære vædskeansamlinger i underben og fødder efter årebetændelse.

Kommunen gav afslag under henvisning til, at der ikke var tale om en svær foddeformitet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at der efter de i sagen foreliggende lægelige oplysninger ikke var tale om behov for ortopædisk fodtøj som følge af foddeformitet som forudsat for bevilling af ortopædisk fodtøj som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58.

Sagen blev antaget til principiel behandling af, hvorvidt følger efter årebetændelse kunne betragtes som en foddeformitet i bekendtgørelsens forstand og dermed berettige til støtte efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 58 til ortopædisk fodtøj.

Begrundelsen var, at kvindens lidelse i form af hævede underben og fødder som følge af årebetændelse ikke kunne sidestilles med en foddeformitet, jf. bekendtgørelsens § 13, hvorefter dette er en betingelse for hjælp til ortopædisk fodtøj eller tilretning af almindeligt fodtøj.

Ankestyrelsen fandt yderligere, at ansøgeren heller ikke var berettiget til ortopædiske fodindlæg, jf. bekendtgørelsens § 12, da lidelsen ikke kunne sidestilles med en svær foddeformitet.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på muligheden for at søge om bevilling af ortopædiske sko efter lov om social pension § 17 som et personligt tillæg.