afgørelse
Sag nr. 1 - j.nr. 200942-98:
Kommunen fremsendte ved anbefalet brev dateret den 16. januar 1998 og poststemplet den 21. januar anmodning om, at en kvinde skulle bekræfte sin fortsatte status som enlig forsørger. Den underskrevne erklæring skulle modtages i kommunen senest den 16. marts 1998. Brevet blev returneret som uafhentet.
Den 17. marts traf kommunen afgørelse om, at udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ophørte fra april kvartal 1998. Begrundelsen var, at kommunen ikke havde modtaget erklæringen fra kvinden om hendes fortsatte status som enlig forsørger.
Kvinden klagede over kommunens afgørelse og anførte bl.a., at hun ca. 8-10 gange årligt dels til kommunens aktiveringskontor, dels til bidragskontoret, skev under på, at hun var enlig.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at udbetale ordinært og ekstra børnetilskud for april kvartal. Nævnet lagde især vægt på, at kvinden den 2. marts 1998 i kommunens aktiveringsafdeling på tro og love erklærede, at der ikke var sket ændringer i hendes husstand, hvorfor hun stadig var at betragte som enlig forsørger. Nævnet lagde endvidere vægt på, at man ikke i kommunen havde en formodning for, at kvinden ikke var reelt enlig forsørger.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at den erklæring, som kvinden underskrev i aktiveringsafdelingen, ikke var sammenlignelig med den bekræftelse af fortsat status som enlig forsørger, som kommunen fremsendte i januar måned. Kommunen var af den opfattelse, at lovændringen var blevet til, for at modtagere af ordinært og ekstra børnetilskud hvert år skriftligt skulle bekræfte deres status som fortsat enlige forsørgere. I den erklæring, som kvinden havde underskrevet, fremgik det ikke, at oplysningerne også gjaldt i forhold til modtagelse af andre sociale ydelser, f.eks. ordinært og ekstra børnetilskud. Kommunen fandt endvidere, at bekræftelsen skulle returneres i underskrevet stand uanset, hvilken formodning kommunen havde om modtagerens status som enlig forsørger.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en tro og love erklæring afgivet til kommunen inden udløbet af den i loven fastsatte 2-måneders frist, men på en anden blanket end den af kommunen fremsendte, var i overensstemmelse med oplysningspligten i § 22 a i børnetilskudsloven.
Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af børnetilskud for april kvartal med den begrundelse, at modtageren ikke havde fremsendt bekræftelse på sin fortsatte status som enlig forsørger, jf. børnetilskudslovens § 22 a, stk. 1.
Kvinden var således berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud for april kvartal 1998, medmindre hun ved april kvartals begyndelse ikke opfyldte de øvrige betingelser i børnetilskudsloven.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ophørte fra april kvartal, hvis kommunen ikke havde modtaget bekræftelsen senest 2 måneder fra anmodningen, jf. børnetilskudslovens § 22 a, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at anmodning om skriftlig bekræftelse af fortsat status som enlig forsørger blev sendt den 21. januar 1998, samt at kommunen meddelte, at erklæringen skulle returneres til kommunen senest den 16. marts 1998.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der var hjemmel til, at kommunen til skade for modtageren kunne fastsætte en sådan kortere frist end den i loven angivne.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse med en ændret begrundelse.
For så vidt angik den af nævnet anførte begrundelse bemærkedes det, at der ikke ved afgørelse i medfør af børnetilskudslovens § 22 a, stk. 1, skulle foretages en skønsmæssig afvejning af, hvorvidt modtageren er enlig forsørger eller ej.
Endelig bemærkedes det, at det var den omtalte erklæring i § 22 a, der skulle returneres til kommunen.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j. nr. 200976-98:
Kommunen fremsendte i januar 1998 et anbefalet brev med anmodning om, at modtageren skulle underskrive og aflevere erklæringen til kommunen senest den 16. marts 1998. Brevet var dateret den 16. januar 1998, poststemplet den 28. januar 1998 og anmeldt hos kvinden den 30. januar 1998. Da brevet ikke blev afhentet på posthuset senest den 6. februar 1998, blev det returneret.
Den 17. april 1998 meddelte kommunen skriftligt kvinden, at udbetaling af børnetilskud blev stoppet fra april kvartal, idet hun ikke havde bekræftet sin fortsatte status som enlig forsørger.
Kvinden klagede herefter til det sociale nævn, og gjorde bl.a. gældende, at hun fortsat var enlig forsørger, samt at hun senest bekræftede dette over for kommunen i sommeren 1997. Hun havde ikke modtaget det anbefalede brev, og det forekom af og til, at hendes post ikke nåede frem.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde udsendt en anmodning om en skriftlig bekræftelse på den fortsatte status som enlig forsørger for modtageren af børnetilskud. Kommunen havde ikke modtaget en sådan skriftlig bekræftelse senest 2 måneder fra anmodningen, hvorfor udbetalingen blev stoppet fra april kvartal 1998 i overensstemmelse med det i § 22 a, stk. 1, 2. punktum, i børnetilskudsloven anførte.
Efter nævnets opfattelse ville en ændring af kommunens afgørelse forudsætte, at det kunne bevises eller sandsynliggøres, at postvæsenet havde begået fejl og dermed ikke varetaget forsendelsen på korrekt vis. Ved en sådan fejl fra postvæsenets side havde kommunen ikke opfyldt sin forpligtelse i henhold til § 22 a, stk. 1, 1. punktum, i børnetilskudsloven. Den blotte tilkendegivelse fra modtageren af børnetilskud om, at man ikke havde modtaget postanmeldelsen om den anbefalede skrivelse, var efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkelig til at ændre kommunens afgørelse. Var postanmeldelsen bortkommet af anden årsag end fejl fra postvæsenets side, f.eks. ved fejl begået af modtageren eller af medlemmer af dennes husstand, kunne risikoen for en sådan bortkomst efter nævnets opfattelse ikke påhvile kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at der var ukendskab til, at postvæsenet havde forsøgt at aflevere et anbefalet brev, var tilstrækkeligt til at tilsidesætte 2-måneders fristen for bekræftelse af status som enlig forsørger.
