En kommune ydede i januar/februar 1994 terminshjælp til en kvindes daværende ægtefælle, som var uden indtægt. Ægtefællerne blev skilt i sommeren 1996, og kvinden fraflyttede i den forbindelse boligen.
I september 1996 fremsendte kommunen en rykkerskrivelse til kvinden på 2.051 kr. for tilbagebetalingspligtig terminshjælp for perioden 1. januar 1994 til 28. februar 1994 samt rykkergebyr på 50 kr.
Kvinden gjorde indsigelse mod opkrævningen og anførte, at hun ikke på noget tidspunkt havde anmodet om kontanthjælp, og at hun på det tidspunkt, hvor beløbet var udbetalt, havde været i arbejde.
Endvidere var hun uforstående overfor, at hun pludselig kunne få tilsendt en regning påført et rykkergebyr. Hun var ikke bevidst om, at hun skyldte kommunen penge, og hun var på intet tidligere tidspunkt blevet præsenteret for en regning. Kommunen oplyste, at der i perioden januar/februar 1994 var udmålt hjælp efter bistandslovens § 37, da hendes daværende ægtefælle var uden indtægt. Hjælpen var ydet efter bistandslovens § 37a.
Kommunen meddelte endvidere, at til ægtepar, hvor begge ægtefæller var berettiget til støtte, udgjorde støtten som udgangspunkt det beløb, hvormed hver af ægtefællernes andele af nettoboligudgiften oversteg den pågældende ægtefælles grænsebeløb, jf. § 5, stk. 1 i daværende bekendtgørelse om særlig støtte efter bistandslovens § 37a.
Der havde ved en konkret udmåling efter bistandslovens § 37 + 37a på daværende tidspunkt været grundlag for at yde kvinden hjælp efter bistandslovens § 37a, da hendes daværende ægtefælle på dette tidspunkt ikke var i stand til at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.
Ved udbetaling af tilbagebetalingspligtige ydelser efter ovennævnte bestemmelse, skulle der ikke nødvendigvis foreligge underskrift, jf. SM O-19-90.
På udbetalingstidspunktet var kvinden gift, og hendes daværende ægtefælle kunne få udbetalt ydelserne til hende ifølge ægtefællers offentligretlige forsørgelsespligt, jf. bistandslovens § 6.
I klagen til ankenævnet blev det gjort gældende, at ansøger i den anførte periode i 1994 modtog en løn, der blev anvendt til forsørgelse af familien. Det blev derfor gjort gældende, at hun fuldt ud havde opfyldt sin forsørgelsespligt, jf. bistandslovens § 6. Endvidere havde hun aldrig indgivet nogen ansøgning til kommunen om hjælp, hverken til sig selv eller sin ægtefælle.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet bemærkede indledningsvis, at hjælp, der bliver ydet i henhold til bistandslovens regler om terminshjælp, skal tilbagebetales, jf. bistandslovens § 25.
Praksis havde hidtil været, at dette tilbagebetalingskrav kunne rettes mod begge ægtefæller (solidarisk hæftelse). Dette gjaldt, uanset om begge ægtefæller var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten, jf. bl.a. SM O-15-92 og SM O-19-90.
Denne praksis var blevet underkendt af Vestre Landsret og senere Højesteret i dom af 9. oktober 1996.
På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen ikke kunne rette tilbagebetalingskravet mod kvinden, idet terminshjælpen ifølge sagens oplysninger var ydet til dennes tidligere ægtefælle.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at ankenævnet ved sin afgørelse havde overset det væsentligste punkt i kommunens afgørelse. Den kontanthjælp, der blev ydet i henhold til bistandslovens § 37a, blev ikke alene ydet til ægtefællen. Hjælpen efter § 37a blev ydet til begge ægtefæller. Den nye praksis fremgik af de lovændringer, der trådte i kraft på dette område fra den 1. januar 1994. Derfor fandt kommunen det forkert, at ankenævnet havde behandlet klagen ud fra den opfattelse, at hjælpen efter bistandslovens § 37a udelukkende var ydet til ægtefællen.
Man var klar over, at kommunen havde begået den fejl, ikke før udbetalingen at orientere kvinden om ydelsen og eventuelt at bede hende underskrive en tilbagebetalingserklæring, men dette fandtes ikke at ændre på kravets lovlighed.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvem hjælpen efter bistandslovens § 37a kunne anses for bevilget til i den situation, hvor den ene ægtefælle var i arbejde, medens det var den anden ægtefælles forhold, der udløste hjælpen.
