Ansøger, der var samlevende, og som den 29. januar 1997 havde afsluttet en universitetsuddannelse, var først dagpengeberettiget fra den 29. februar 1997 med første udbetaling den 1. april 1997. Han søgte derfor i februar måned 1997 kommunen om kontanthjælp.
Under samtalen i kommunen blev der foretaget en konkret vurdering af ansøgers tilbagebetalingsevne. Han fik samme dato den udfyldte tilbagebetalingserklæring og blev samtidig også mundtligt gjort opmærksom på, at den hjælp, som blev udbetalt for perioden den 1. marts 1997 til den 31. marts 1997, var tilbagebetalingspligtig.
Der forelå et budgetskema, hvoraf fremgik, at ansøger havde 990 kr. tilbage pr. måned, når hans godkendte faste udgifter var betalt.
Der forelå endvidere en tilbagebetalingserklæring underskrevet af ansøger den 12. februar 1997, hvoraf fremgik, at den hjælp, som blev udbetalt fra den 1. marts 1997 var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Begrundelsen var, at der efter en konkret vurdering var fundet tilbagebetalingsevne. Af erklæringen fremgik endvidere, at klage over tilbagebetalingskravet skulle indgives inden 4 uger til kommunen.
Endvidere forelå der i sagen en tilbagebetalingsresolution af 10. april 1997, hvoraf fremgik, at det tilbagebetalingspligtige beløb udgjorde 6.825 kr.
Ved brev af 5. maj 1997 klagede ansøger til kommunen over tilbagebetalingskravet. Grunden til klagen over tilbagebetalingskravet var, at hans økonomiske situation forventedes at blive betydeligt forværret, idet han og samleveren skulle flytte fra hinanden pr. 1. juni 1997. Det betød, at han stod alene med alle udgifterne i lejligheden. Da han tillige ud af det beløb, han havde til rest, skulle påbegynde tilbagebetaling af SU-lån samt forsikring virkede hans situation ganske uoverskuelig.
Da arbejdsløsheden var meget stor inden for hans fag ville en jobmulighed i øjeblikket være usandsynlig, selv om han konstant var aktivt søgende.
Ankenævnet fandt, at sagen ikke kunne behandles, da klagefristen var overskredet.
Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at bortse fra overskridelse af ankefristen. Der var ikke grundlag for at antage, at ansøger ikke skulle have været i stand til at indgive klage inden for ankefristen på 4 uger.
Nævnet henledte opmærksomheden på, at ansøger var orienteret om tilbagebetalingskravet i tilbagebetalingserklæring af 13. februar 1997, som han havde underskrevet. Det var således fra denne dato, ankefristen på 4 uger løb.
Den fremsendte tilbagebetalingsresolution var blot en opgørelse over kravet, og ikke en ny afgørelse om tilbagebetaling.
I brev af 12. september 1997 oplyste ansøger til Ankestyrelsen, at kommunens incassokontor havde ydet henstand med betalingen på grund af manglende betalingsevne. Sagen var sat i bero, foreløbig til den 1. marts 1998.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at der i en tilbagebetalingserklæring i klagevejledningen ikke var henvist til, hvornår klagefristen skulle regnes fra, forlængede klagefristen, herunder betydningen af en eventuel ugrundet passivitet. Der skulle endvidere tages stilling til om afgørelsen opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.
