Ansøger, der havde betydelige psykiske problemer, fik i august 1994 bevilget bruttorevalideringsydelse i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2, til læreruddannelsen.
Hun havde i en periode forinden fået hjælp til psykologbehandling, men fik i efteråret 1994 afslag på fortsat hjælp, hvilket blev tiltrådt af nævnet.
I maj 1997 oplyste ansøger, at hun havde meget store udgifter til psykolog og kropsterapeut, og at behandlingen var absolut nødvendig for, at hun kunne gennemføre uddannelsen. Hun gik til psykolog 3 gange månedligt og havde gjort det i de sidste 3 år. Samtidig var hun i oktober 1996 startet hos kropsterapeut 1 gang ugentligt. Hun havde måttet låne penge til behandlingen.
Af udtalelse fra psykologen fremgik, at ansøger ved behandlingens start havde haft det så dårligt, at hun måtte betragtes som selvmordstruet. I løbet af den terapeutiske proces var hun gradvis kommet i bedre kontakt med sig selv, og var blevet bedre til at skelne sig selv fra andre. En del af psykologtimerne havde igennem hele uddannelsesforløbet specifikt omhandlet ansøgers reaktioner og følelser i forbindelse med forhold, hændelser og krav i forbindelse med uddannelsen. Psykologen fandt det urealistisk, at ansøger kunne gennemføre uddannelsen uden psykologbehandling.
Kommunen bevilgede i juli 1997 hjælp til kropsterapi i henhold til bistandslovens § 46a, men gav afslag på hjælp til psykologbehandling, idet kommunen fandt, at ansøger med den givne bevilling selv havde økonomisk mulighed for at afholde udgiften til psykolog.
I klagen til det sociale nævn anmodede ansøger om betaling med tilbagevirkende kraft af den psykologbehandling, som hun havde modtaget under revalideringen, idet hun mente, at hun måtte være berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2, eftersom hun modtog bruttorevalideringsydelse på psykiatrisk indikation.
Nævnet tiltrådte afslaget på hjælp til psykologbehandling efter bistandslovens § 43, stk. 2, da det ikke kunne anses for godtgjort, at ansøger havde særlige udgifter (merudgifter) til psykologbehandling i forbindelse med revalidering.
Nævnet lagde - på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgers psykiske problemer, herunder hendes behov for psykologbehandling forud for påbegyndelse af uddannelse - til grund, at det fortsatte behov for psykologbehandling var til stede, uanset om hun var under uddannelse eller ej.
I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at udgifter til psykologbehandling ikke kunne sidestilles med medicinudgifter, samt at de angivne eksempler på "merudgifter" i pkt. 48 i Socialministeriets vejledning (nr. 211 af 30. november 1994) om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 ikke kunne være relevante for en person, der var bevilget revalidering på psykiatrisk indikation, da de alene relaterede sig til et fysisk handicap.
Det blev endvidere anført, at nævnet ikke havde været berettiget til at indfortolke et krav om "merudgifter", hvis ordet skulle forstås således, at der alene skulle ydes økonomisk bistand til psykologbehandling, såfremt ansøger overhovedet ikke ville have haft udgiften, hvis hun ikke havde været omfattet af et revalideringsforløb.
Det blev endelig anført, at ansøger utvivlsomt havde haft "merudgifter" til psykologbehandling som følge af revalideringsforløbet. Dette beroede på, at ansøger som følge af de problemer og krav, som uddannelsesforløbet havde givet anledning til, under revalideringsforløbet havde haft behov for langt mere psykologbehandling, end hvis hun ikke havde været under revalidering.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person, der var bevilget revalidering efter bistandslovens § 43 på psykiatrisk indikation, var berettiget til dækning af udgifter til psykologbehandling efter lovens § 43, stk. 2, 3. pkt., når behandlingen var iværksat forud for revalideringens påbegyndelse.
