Ansøger havde fået bevilget revalideringshjælp til færdiggørelse af ingeniørstudiet, men ophørte med denne uddannelse.
Hun søgte herefter ind på henholdsvis fysioterapeutuddannelsen og ejendomsmægleruddannelsen.
Kommunen meddelte i april 1997, at ansøger var bevilget bruttorevalideringsydelse til 1) fysioterapeutuddannelsen under forudsætning af, at hun kom ind pr. 1. september 1997, 2) ejendomsmægleruddannelsen.
I juni 1997 fik ansøger meddelelse om, at hun var optaget på en privatfinansieret fysioterapeutskole. I juli 1997 fik hun afslag på optagelse på en fysioterapiskole i offentligt regi, hvor uddannelsen varede 3 år.
Uddannelsen på den private fysioterapiskole varede 4 år. Der var en studieafgift på 170.000 kr. + udgifter til undervisningsmaterialer, ca. 20.000 kr. Ansøger søgte om bruttorevalideringsydelse under uddannelsen samt hjælp til dækning af disse udgifter.
Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at det var det almindelige offentlige uddannelsessystems muligheder, der skulle anvendes. At ansøger efterfølgende havde fået afslag på optagelse på fysioterapistudiet i offentligt regi berettigede hende ikke til bruttorevalideringsydelse til tilsvarende længere uddannelse i privat regi.
Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger var omfattet af den personkreds, der kunne få hjælp i henhold til bistandslovens § 43.
Nævnet tog dernæst udgangspunkt i, at såvel ansøger selv som kommunen havde fundet, at fysiotera-peutuddannelsen var den bedst egnede for hende. Nævnet lagde endvidere til grund, at den private fysioterapiskole var anerkendt af Indenrigsministeriet på lige fod med Danmarks øvrige fysioterapiskoler samt at deltagelse i undervisningen medførte ret til S. U.
Da der imidlertid var tale om en uddannelse, der også blev udbudt i offentligt regi uden studieafgift, fandt nævnet ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på forsørgelseshjælp (bruttorevalideringsydelse) til uddannelsen på den private fysioterapiskole som ulovlig eller åbenbar urimelig, jf. bistandslovens § 43 stk. 2 sammenholdt med § 15, stk. 5. Dette uanset, at ansøgers chancer for optagelse i offentligt regi efter det foreliggende måtte anses for begrænsede.
Nævnet fandt, at kommunens bevillingsskrivelse fra april 1997 ikke kunne tages som udtryk for bevilling af bruttorevalideringsydelse til fysioterapeutuddannelsen på uddannelsesteder uden for det offentlige uddannelsessystem. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at der ikke ved bevillingen var taget stilling til de meget betydelige udgifter til studieafgift og materialer.
Hvis ansøger alligevel valgte at gennemføre uddannelsen på den private fysioterapiskole med støtte efter anden lovgivning, ville hun imidlertid være berettiget til dækning af de særlige udgifter, der fulgte af uddannelsen eller handicappet, jf. bistandslovens § 43, stk. 7 og SM O-40-93. Til disse udgifter hørte studieafgiften og udgiften til nødvendige materialer.
Nævnet meddelte efterfølgende, at nævnet ikke havde fundet belæg for at sondre mellem offentlige og private uddannelsesinstitutioner med hensyn til retten til hjælp til uddannelses- og handicapbetingede udgifter. Retten til hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 7, syntes alene at forudsætte, at ansøger er omfattet af personkredsen, jf. § 43, stk. 1, og at der modtages hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning.
I kommunens klage var det bl.a. anført, at det var betænkeligt, at der i en situation som den foreliggende ville være "frit valg" af uddannelsessted, bl.a. i privat regi, og dermed ofte betydelige studieafgifter. Kommunen henviste til, at der var stor stigning i søgningen til mange offentlige uddannelser, og at der dermed villevære en del ansøgere, der ikke opfyldte de offentlige uddannelses institutioners optagelsesbetingelser eller måske havde meget begrænsede muligheder for dispensation. Der var samtidig et stigende antal uddannelsessteder i privat regi med mulighed for forsørgelsesstøtte efter anden lovgivning.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 7 til uddannelses- og handicapbetingede udgifter, kan gøres betinget af, at uddannelsen sker i offentligt regi.
