Ankestyrelsens principafgørelse O-95-98

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 10, stk. 1

En kvinde på 48 år var multihandicappet og havde været institutionsbeboer siden 7 års alderen. Tidligere opholdskommune var A kommune og hun var nu placeret på en boinstitution, som var en institution efter bistandslovens § 112, i B kommune.

Boinstitutionen sendte på ansøgers vegne en ansøgning om en kørestol til et træningscenter i B kommune. Baggrunden for ansøgningen var, at ansøger på grund af en forværring af sin sygdom ikke længere kunne sidde i sin gamle kørestol.

Træningscentret i B kommune bevilgede den ansøgte kørestol.

5 måneder senere blev en kopi af sagen sendt til A kommune.

A kommune traf herefter afgørelse, hvorefter man gav afslag på ansøgningen om en kørestol med den begrundelse, at udgiften til kørestolen, som ikke var tilpasset til én bestemt person, skulle afholdes af boinstitutionen.

Af sagen fremgik yderligere, at på et socialchefmøde i amtet var det blevet besluttet, at ansøgninger efter bistandslovens § 58 fra beboere på § 112-institutioner skulle sendes til den pågældende beboers betalingskommune. I klagen over A kommunes afslag blev det bl.a. oplyst, at B kommune tidligere havde haft afgørelseskompetencen omkring specialindrettede hjælpemidler for folk som havde ophold i B kommune. Der blev derefter indhentet refusion fra betalingskommunen. Dette havde aldrig skabt problemer for beboerne på institutionen. I forbindelse med ovenstående ansøgning var B kommune blevet opmærksom på, at denne arbejdsgang var ændret fra socialchefernes side. Derfor havde der været meget skriven frem og tilbage imellem B kommune, træningscentret og institutionsafdelingen. Dette havde beklageligvis trukket disse sager i langdrag.

Nævnet pålagde i sin afgørelse A kommune at bevilge den ansøgte kørestol til ansøger i henhold til bistandslovens § 58.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at kørestolen var individuelt tilpasset ansøger, blandt andet med stor nakkestøtte og specialpolstring i ryggen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hendes kørestol først var bestilt efter modtagelse af bevilling fra træningscentret.

Nævnet mente, at det forhold, at hendes kørestol var anskaffet, forinden A kommune havde modtaget en ansøgning herom, i den konkrete situation var uden betydning, idet A kommune efter nævnets opfattelse burde være nået til samme resultat som træningscentret, såfremt ansøgningen retteligt var indgivet til A kommune.

Nævnet havde bemærket, at B kommune på grund af sagens langvarige forløb nu havde afholdt udgiften til hendes kørestol. Nævnet opfordrede A kommune til at tage kontakt med B kommune for at aftale, hvordan afregning skulle foretages.

Der var under sagens behandling i nævnet dispenseret for overskridelse af ankefristen.

I klagen til Ankestyrelsen havde A kommune vedrørende ankens formål anført:

- Afgørelsen blev anket med henblik på afklaring af det principiellei, om A kommune kan pålægges at betale en kørestol, som B kommune på A kommunes vegne - havde bevilget en klient med ophold på en amtslig § 112 institution.

- Afgørelsen blev endvidere anket med henblik på afklaring af det principielle i, at det sociale ankenævn kan se bort fra ankefristen på afslaget på kørestolen, når der med et afslag følger en fyldestgørende ankevejledning.

Kommunen forholdt sig uforstående over for at blive pålagt at betale en udgift på et hjælpemiddel, som B kommune fejlagtig havde bevilget en klient, som A kommune var handle- og betalingskommune for. Man fandt det principielt forkert, at kommunen kunne pålægges at betale et hjælpemiddel, som var indkøbt og taget i brug, før man modtog en ansøgning derpå. Det betød bl.a., at kommunen i tilfælde af en bevilling ikke havde mulighed for at bruge et hjælpemiddel fra kommunens depot. Den omtalte kørestol havde kommunen købt mange af, og havde derfor ofte disse på lager.

Man fandt det ligeledes heller ikke rimeligt, at nævnet tilsidesatte ankefristen, når klienten havde modtaget et afslag med en fyldestgørende ankevejledning. Institutionen havde således haft rig mulighed for at påklage afgørelsen rettidig for klienten.

Nævnet kom, efter anmodning fra Ankestyrelsen, med en uddybende begrundelse for sin afgørelse.

Det fremgik bl.a. heraf, at nævnet havde fundet, at A kommune stiltiende havde accepteret at være betalingskommune. Nævnet havde derfor ikke nærmere været inde i overvejelser af, hvorvidt bistandslovens §§ 10 og 11 burde have været inddraget ved behandlingen af den konkrete ankesag. Nævnet begrundede dispensationen for ankefristen med, at ansøger som mentalt handicappet var afhængig af, at andre ankede for hende, hvorfor hun ikke selv kunne lastes den sene anke. Dels blev der lagt vægt på, at der var tale om en problemstilling med principielle aspekter, idet begrebet "basisinventar" i denne og flere andre samtidig behandlede sager var blevet opfattet forskelligt af henholdsvis A kommune og nogle institutioner. Det blev derfor skønnet, at der var behov for, at ankenævnet tog stilling til de anførte fortolkninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune som var rette handlekommune jf. bistandslovens § 10, stk. 1, i et tilfælde, hvor en person var beboer på en institution som var omfattet af bistandslovens § 112, og hvor der var indgået aftale mellem institutionskommunen og en tidligere opholdskommune om hvilken kommune, som skulle behandle ansøgninger efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen fandt, at sagen skulle hjemvises til det sociale nævn til ny undersøgelse og afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnet i sin afgørelse ikke havde taget stilling til spørgsmålet om, hvilken kommune som var handlekommune efter bistandsloven, herunder om den af socialcheferne indgåede aftale var i overensstemmelse med loven.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at efter bistandslovens § 10, stk. 1 er opholdskommunen handlekommune. Der blev endvidere lagt vægt på praksis, herunder som offentliggjort i Sociale Meddelelser, SM 0-27-92, hvoraf det fremgår, at delegation mellem 2 sideordnede myndigheder som hovedregel ikke kan finde sted uden lovhjemmel. I den konkrete sag blev der endvidere henvist til klagen fra boinstitutionen, hvor det var anført, at den nye arbejdsgang havde medført, at disse sager var trukket i langdrag.

Ankestyrelsen fandt på det foreliggende ikke grundlag for at kritisere, at nævnet havde dispenseret fra ankefristen. Ved Ankestyrelsens vurdering blev der bl.a. lagt vægt på, at A kommunes afgørelse alene var stilet til ansøger, og at det af sagsakterne fremgik, at ansøger ikke selv kunne antages at være i stand til at forstå og eventuelt klage over afgørelsen.

Det blev bemærket, at det fremgår af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 67, stk. 2, at der fremover ikke vil kunne klages over formandens afgørelse om at se bort fra klagefristen.