A kommune havde truffet beslutning om et barns anbringelse udenfor hjemmet i B kommune. Forældrene flyttede kort efter til B kommune.
A kommune gav den 31. august 1995 refusionstilsagn til B kommune efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 for udgifter i forbindelse med barnets anbringelse i familiepleje. Tilsagnet blev givet vedrørende udgifter til aflønning af plejefamilie og udgifter afledt af anbringelsen, dog undtaget administrativt gebyr til plejehjemsforening, indtil anbringelsen ophørte.
Den 28. februar 1997 fremsendte B kommune specificeret regning for udgifter ved barnets anbringelse. Regningen indeholdt bl.a. udgifter til advokatsalær i 1996.
Den 11. februar 1997 meddelte A kommune, at udgift til advokatsalær i forbindelse med årlig opfølgning var en udgift for opholdskommunen. Der blev derfor alene anvist øvrige regningsbeløb.
B kommune fastholdt sit krav på refusion af advokatsalær. Kommunen fandt, at der ikke var tale om en administrationsudgift, men en sagsudgift, der deles mellem stat og kommune.
B kommune gjorde i forbindelse med klagen til ankenævnet gældende, at A kommune i forbindelse med sit refusionstilsagn alene havde taget forbehold for udgifter til plejehjemsforeninger.
A kommune gjorde gældende, at der efter bistandslovens § 124 var tale om bistand til forældremyndighedsindehaveren og denne bistand ydes af opholdskommunen efter § 10 uden adgang til refusion efter § 11. Det blev præciseret, at refusion efter § 11, stk. 1, nr. 1, alene vedrører bistandslovsudgifter for barnet. Refusionstilsagnet omfattede derfor ikke udgifter til barnets forældre i deres hjemkommune.
Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, hvorefter der ikke skulle ydes refusion for udgifter til advokatsalær i forbindelse med møde afholdt i henhold til bistandslovens § 35a.
Nævnet lagde vægt på, at udgiften til advokatsalær var en følge af et lovpligtigt tilbud til forældremyndighedsindehaveren, som kommunen skal fremsætte som et led i sagens behandling, jf. bistandslovens afsnit VIII. Det var således nævnets opfattelse, at der ikke var tale om en udgift til bistand direkte eller indirekte til barnet i forbindelse med dets anbringelse i familieplejen, hvortil der ydes refusion.
Nævnet mente, at udgiften var at betragte som en administrationsudgift.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt A kommune var forpligtet til at refundere B kommune udgifter til advokatsalær i forbindelse på opfølgning på tvangsfjernelse i medfør af bistandslovens § 35a.
