Kommunen aktiverede i slutningen af september 1997 ansøger i en plantage. Ansøger mødte meget ustabilt i tilbuddet, hvorfor kommunen den 1. oktober 1997 meddelte, at kontanthjælpen ville blive udbetalt ugevis, indtil der havde været stabilt fremmøde. Den 7. oktober 1997 standsede kommunen udbetalingen af kontanthjælp, da ansøger ikke var mødt i aktiveringstilbuddet i ugen inden.
Ansøger mødte igen i aktiveringstilbuddet den 4. november 1997 og blev fyret den 13. november 1997. Fyringen var begrundet med, at han havde truet med at brænde skov, hus og materiale af. Kommunen standsede herefter fra 1. december 1997 for udbetalingen af kontanthjælp, idet kommunen ikke fandt, at ansøger stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ansøger klagede over afgørelsen til ankenævnet, der hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen, idet nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøger ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger efter det oplyste ikke havde et åbent arbejdstilbud.
Kommunen genvurderede sin afgørelse og fastholdt sit afslag på kontanthjælp.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke, at der var hjemmel til at afslå udbetaling af kontanthjælp i forbindelse med ophør i utide af en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, såfremt beskæftigelsestilbuddet ikke længere stod åbent.
Nævnet fandt derfor, at ansøger var berettiget til kontanthjælp fra 1. december 1997 under forudsætning af, at han havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Under hensyn til det oplyste i sagen om baggrunden for arbejdsophøret, fandt nævnet, at hjælpen skulle ydes mod tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der, selv om et beskæftigelsestilbud ikke længere står åbent, kanvære særlige omstændigheder i forbindelse med kontanthjælpsmodta gerens ophør af den beskæftigelsesfremmende foranstaltning, der bevirker, at ansøger ikke vil være berettiget til kontanthjælp.
