Ankestyrelsens principafgørelse C-9-99

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

06-01-2010

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 99, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-113-93 og SM O-35- 80

Sagen drejede sig om en 71-årig mand, der havde pådraget sig en blodprop. Som følge heraf var han lam i venstre arm og ben og sad i kørestol. Han havde ingen gangfunktion. Der var ikke tegn på psykisk svækkelse.

Under kommunens sagsbehandling blev det oplyst, at han tidligere havde haft et kørselsbehov på 15.000 km. årligt. Hans ægtefælle havde stået for indkøb. Han havde besøgt børn og børnebørn to gange om måneden, samt anden familie et par gange om måneden. Han og ægtefællen havde endvidere deltaget i amtets "grønne ture", samt gået i teatret og på museer. Hans nuværende kørselsbehov var beskrevet som kørsel til træning to gange om ugen, samt mindre ture med familien og ud i naturen. Han var tilmeldt amtets handicapkørsel, og denne dækkede efter hans opfattelse de familiebesøg, der lå lidt længere væk. Kommunen indstillede til afslag med henvisning til bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Kommunen anførte samtidig at man ville betale transportudgifterne til træning og derudover et årligt beløb på 6.000 kr., jf. servicelovens § 103.

Amtskommunen traf afgørelse i overensstemmelse med kommunens indstilling. Der blev i afgørelsen lagt vægt på det af kommunen oplyste om kørselsordninger og kørselsbehov.

Ansøger klagede over afgørelsen og anførte bl.a., at han savnede at kunne køre ture til skov, strand og mark, idet han havde været landmand og jæger. Han ville endvidere gerne køre på biblioteket, som han var en flittig bruger af, samt til parker, haveudstillinger, koncerter m.v.

Under sagens behandling i nævnet oplyste ansøger, at den amtslige handicapkørsel dækkede behovet for kørsel til familien. Det han ført og fremmest manglede var friheden til at kunne køre i naturen og til forskellige arrangementer, samt muligheden for at kunne køre ture med børnebørnene, når de var på besøg. Der var 5 børnebørn som jævnligt besøgte ansøger.

Det sociale nævn ændrede amtskommunens afgørelse og bevilgede udvidet støtte til køb af bil. Nævnet begrundede afgørelsen med, at de helbredsmæssige betingelser for støtte var opfyldt, idet han var permanent kørestolsbruger. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgers kørselsbehov var af et sådant omfang og af en sådan karakter, at det ikke mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses på anden måde end ved brug af egen bil, da den del af ansøgers kørselsbehov, som ikke dækkedes af amtets handicapkørsel og af den bevilgede hjælp til kørsel til træning, ikke fandtes at kunne tilgodeses ved den af kommunen ydede bevilling på 6.000 kr. årligt til lifttaxa, ligesom en bevilling fandtes at kunne medvirke til en bedre livskvalitet. Der blev henset til, at der var beskrevet et ret betydeligt behov for denne kørsel til trivselsmæssige formål, nemlig mindre ture i naturen, til biblioteket, parker haveudstillinger, koncerter m.v.

Kommunen klagede og henviste bl.a. til den ændrede formulering af bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, som efter kommunens opfattelse bevirkede, at det for nogle ansøgningers vedkommende ville betyde en ændring i forhold til den hidtidige praksis. Ellers ville en sådan ændring i bekendtgørelsen være uden betydning.

Ankestyrelsen indhentede under sagens behandling en udtalelse fra Socialministeriet vedrørende betydningen af den ændrede formulering af bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Socialministeriet anførte i brev af 6. april 1999 bl.a., at som det fremgår af forarbejderne til serviceloven tilsigtes der ingen realitetsændringer med, hvad der kan fastsættes i en bekendtgørelse med hjemmel i § 99, stk. 3 (forslagets § 97, stk. 3). Der er således ikke med den ændrede formulering i bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, tilsigtet nogen realitetsændring. Der er alene tale om en tilføjelse af oplysende karakter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af den ændrede formulering af bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, sammenholdt med Ankestyrelsens hidtidige praksis.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at ændre afgørelsen fra det sociale nævn, hvorefter ansøger var tilkendt støtte til bil efter bilbekendtgørelsen § 1 og § 2, stk. 1, nr. 3, jf. § 6, stk. 1, nr. 1 og 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på den indhentede udtalelse af 6. april 1999 fra Socialministeriet, hvorefter der ikke er tilsigtetnogen realitetsændring med den ændrede formulering af bilbekendt gørelsens § 2, stk. 2, men der er alene tale om en tilføjelse af oplysende karakter. Den hidtidige praksis vedrørende hvornår kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, var derfor fortsat gældende. Begrundelsen for afgørelsen var herefter, at ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte, da han var kørestolsbruger, og ud fra de foreliggende oplysninger havde han et ikke-ubetydeligt aktivitetsniveau. Han ville endvidere altid have mulighed for at blive kørt, idet det var hans hjemmearbejdende hustru der skulle føre bilen.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at bilen ifølge bilbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6, i videst muligt omfang skulle anvendes til at dække det totale kørselsbehov for ansøger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.