Ankestyrelsens principafgørelse U-21-99

Der er kommet nye regler på området

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 10, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 108030-98.

En 52-årig kvindelig sygehjælper havde i perioden 1969-78 sygehjælperarbejde på et plejehjem for fysisk og psykisk handikappede voksne, hvor der forekom mange daglige patientløft. Disse var dog ikke 1/4 nærmere kvantificeret. I perioden 1979-86 havde hun sygehjælperarbejde på et plejehjem for fysisk og psykisk handikappede unge, hvor der dagligt forekom 20-30 patientløft. I perioden 1987-91 samt i ca. 6 måneder i 1993-94 havde hun sygehjælperarbejde. Der var ikke beskrevet egentligt løftearbejde for denne periode.

Kvinden havde fra 1973 haft lejlighedsvise belastningsrelaterede lændesmerter. I 1986 fik hun akutte smerter i brystryggen, men disse medførte ikke varigt mén og heller ikke en forværring af lænderyggenerne. I 1996 fik hun en uprovokeret forværring af lænderyggenerne, som medførte sygemelding.

Lægeligt blev der konstateret svær, familiært betinget hybermobilitet, og der blev ved røntgenundersøgelser konstateret spondylolistesis og arkolyse. Ankestyrelsens lægekonsulent fandt, at de påviste fund ikke kunne tilskrives den arbejdsmæssige belastning. Det kunne ikke lægeligt slås fast, at lænderyggenerne skyldtes disse fund, og der kunne således ikke påvises nogen klar årsag til lænderyggenerne.

Arbejdsskadestyrelsen havde forelagt sagen for Erhvervssygdomsudvalget, der indstillede afvisning af tilfældet med den begrundelse, at de nuværende gener fra lænderyggen, der først begyndte i starten af 1990'erne, i det væsentlige skyldtes en ikke arbejdsbetinget ryglidelse i form af spondylolistesis med arkolyse ( skred af hvirvelbue med hvirvelforskydning ). Arbejdsskadestyrelsen afviste herefter at anerkende tilfældet som en erhvervssygdom.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om 10 års belastende plejearbejde med mange daglige personløft og håndteringer kunne medføre en øget risiko for udvikling af lænderyglidelser.

Ankestyrelsen fandt, at ryglidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1,sammenholdt med § 2 og bilag 1, gruppe E, pkt. 11, i Arbejds skadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnede over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de særlige betingelser for anerkendelse af lænderyglidelser, som er opstillet på erhvervssygdomsfortegnelsen, ikke var opfyldt. Ankestyrelsen lagdeherved vægt på, at plejearbejde ikke var omfattet af erhvervs sygdomsfortegnelsens krav til den arbejdsmæssige påvirkning. Lidelsen kunne derfor ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervs sygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem lænderyglidelsen og de arbejdsmæssige påvirkninger, som kvinden havde været udsat for. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at ryggenerne blev akut forværrede uden provokation i 1996, det vil sige ca. 10 år efter, at kvinden ophørte med tungt rygbelastende plejearbejde.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at arbejdet ikke havde indebåret særligt belastende og ekstraordinære eller atypiske arbejdsforhold, som måtte antages at medføre en særlig risiko i kvindens arbejde. Anerkendelseskriteriet "arbejdets særlige art" i § 10, stk. 1, nr. 2,2. led var derfor ikke opfyldt. Ankestyrelsen fandt derfor heller ikke, at der var udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget ville anbefale, at lidelsen anerkendtes som arbejdsskade efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Efter denne bestemmelse skal det være godtgjort, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 109657-98

En 50-årig kvindelig sygeplejerske havde i perioden 1972-82 almindeligt sygeplejerskearbejde på forskellige sygehuse. I perioden 1982-98 arbejdede hun på skadestue, heraf 12 år i aftenvagt. Arbejdet indebar ofte løft og støtte af patienterne i forbindelse med den akutte behandling. Der var ofte mangel på portørhjælp.

Kvinden havde fra 1993 smerter i fingerled, højre hofte og højre knæ, der blev tolket som slidgigt. I 1994 havde hun forbigående lændesmerter. Lægeligt blev der i 1998 konstateret diskusprolaps og diskusprotusion i lænden.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist sagen med henvisning til, at der ikke var tale om særligt tungt plejearbejde. Sagen havde ikke været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om 10 års belastende plejearbejde med mange dagligt forekommende personløft og -håndteringer kunne medføre en øget risiko for udvikling af lænderyglidelser.

Ankestyrelsen fandt, at ryglidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1,sammenholdt med § 2 og bilag 1, gruppe E, pkt. 11, i Arbejds skadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de særlige betingelser for anerkendelse af lænderyglidelser, som er opstillet på erhvervssygdomsfortegnelsen, ikke var opfyldt efter beskrivelsen af kvindens arbejde. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at plejearbejde ikke var omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsens krav til den arbejdsmæssige påvirkning. Lidelsen kunne derfor ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervs sygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3 med henblik på anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem lænderyglidelsen og de arbejdsmæssige påvirkninger, som kvinden havde været udsat for. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led ville være udsigtsløs.

Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på, at Erhvervssygdomsudvalget anbefaler anerkendelse, hvis der har været tale om mindst 10 års belastende plejearbejde med mange dagligt forekommende personløft og personhåndteringer.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden som sygeplejerske siden 1982 havde haft belastende arbejdsopgaver på skadestue og modtagelse, men at belastningen ikke havde været så svær, at den kunne sidestilles med belastende plejearbejde med mange dagligt forekommende personløft og personhåndteringer.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at arbejdet ikke havde indebåret særligt belastende og ekstraordinære eller atypiske arbejdsforhold, som måtte antages at medføre en særlig risiko i kvindens arbejde. Anerkendelseskriteriet "arbejdets særlige art" i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led var derfor ikke opfyldt. Ankestyrelsen fandt derfor heller ikke, at der var udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget ville anbefale, at lidelsen anerkendtes som arbejdsskade efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Efter denne bestemmelse skal det være godtgjort, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.