Sagen drejede sig om en 8 årig dreng, som var autist. Forældrene var begge udearbejdende. I familien var yderligere en 5-årig datter. Sønnen var på grund af sit handicap optaget i en specialbørnehave for autister. Børnehaven havde god erfaring med brug af computere til autister og havde anbefalet, at drengen brugte en i hjemmet. Computeren skulle bruges til udvikling og leg.
Forældrene beskrev i ansøgningen om en computer til drengen, hvordan de havde haft mange problemer med ham på grund af hans meget belastende støjende adfærd både med lyde og bevægelser og voldelig adfærd mod hjemmets indbo. Forældrene mente, at en computer med spil ville kunne være et væsentligt hjælpe-/aflastningsmiddel for såvel sønnen selv som hans familie. De beskrev også, at en computer ville kunne kompensere for manglende legekammerater og ville kunne udskyde, at han skulle anbringes periodisk i aflastning. Yderligere var det beskrevet, at hans børnehave havde gode erfaringer med beskæftigelse af ham ved en computer.
Drengens helbredstilstand var nærmere beskrevet i en speciallægeudtalelse fra en børnelæge og en psykiatrisk udtalelse fra amtet. Det fremgik bl.a. heraf, at drengen generelt var forsinket 1-1 1/2 år i sin udvikling. Han blev vurderet som kontaktforstyrret med specifikke vanskeligheder omkring sprog og koncentration.
Kommunen bevilgede støtte til merudgifter efter bistandslovens § 48 til køb af CD-rom og lydkort, 8 programmer max, og sort/hvid printer, ialt 5.000 kr. Derimod fik familien afslag på støtte til "almindelig" computer, anslået til ca. 8.100 kr. Kommunen henviste i sin afgørelse til SM 0-20-91, og at denne tolkes således, at merudgiften er det beløb, som ligger over prisen på et anlæg af den slags, som normalt anskaffes til børn. Det fremgik af kommunens afgørelse, at kommunen havde indhentet oplysninger om pris m.m. vedrørende computer, som anvendes til almindelige børnespil. Ifølge de indhentede oplysninger opfyldte billigste computer til 9.200 kr. kravene godt og vel. En sådan computer var af samme slags, som bruges til almindelige børnespil. Her var det dog ikke nødvendigt med CD-rom og lydkort.
I anken til ankenævnet anførte forældrene bl.a., at deres sag afvegvæsentligt fra de faktiske omstændigheder i sagen refereret i SM 0 20-91. De påpegede bl.a. sønnens alder og handicap med svære udviklings- og kontaktforstyrrelser, samt at børnehaven havde anbefalet den ansøgte computer til hjemmet. De anmodede yderligere om, at sagen blev vurderet efter bistandslovens § 58.
Kommunen begrundede nærmere afgørelsen bl.a. med, at computeren ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58, da den ikke var nødvendig for kommunikationen med omverdenen. Vedrørende støtte efter § 48 anførtes det, at kun tilbehør betragtes som en nødvendig merudgift som følge af handicappet, da selve computeren betragtes som et almindeligt forbrugsgode, jf. SM 0-20-91.
Nævnet tiltrådte kommunes afgørelse om afslag på den fulde støtte til indkøb af computer med tilbehør.
Afgørelsen var for så vidt angår hjælp efter bistandslovens § 58 begrundet med, at nævnet ikke fandt det godtgjort, at en computer til drengen var nødvendig, for at han kunne kommunikere med omverdenen, hvorfor computeren ikke kunne bevilges som et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58.
For så vidt angår hjælpen efter bistandslovens § 48 lagde nævnet til grund, at kommunen havde bevilget hjælp til anskaffelse af ekstraudstyr og programmer til computer som en merudgift ved forsørgelsen af drengen, jf. bistandslovens § 48. Nævnet fandt det tvivlsomt, om der kunne gives afslag på hjælp til udgiften til anskaffelse af en computer med henvisning til, at en almindelig computer er et "almindeligt forbrugsgode" i denne familie, men fandt dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afgørelse, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.
Nævnet lagde vægt på de foreliggende oplysninger om familien, barnets alder og det oplyste om familiens behov for en computer.
Ankestyrelsen indhentede oplysninger fra Danmarks Stastistik, som oplyste, at i følge interwiew-undersøgelser foretaget i oktober 1998 af Danmarks Stastistik har 53 % af danske familier en computer i hjemmet. Samme måling i foråret 1998 gav resultatet 48 %. Det var ikke oplyst, i hvilket omfang computeren var udlånt fra arbejdspladsen eller i hvilket omfang den var til brug for børn i familien.
Ankestyrelsen indhentede yderligere oplysninger fra Socialforskningsinstituttet, som i februar 1999 havde afsluttet en undersøgelse om antallet af computere hos børnefamilier. I følge denne undersøgelse har 82 % af børnefamilier med børn i alderen 7-15 år computer i hjemmet. 18 % af disse børn - fra 7-15 år - har computer på eget værelse, i øvrigt er det forældrenes. For 7-9 årige drenge har 16 % computer til eget brug. For 13-15 årige drenge har 45 % computer til eget brug. Procenten stiger således med alderen, og drenge har hyppigere end piger computer til eget brug.
Ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen deltog rådgivende speciallæge i børnepsykiatri.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes hjælp til computer efter § 48 som en merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn (autisme), herunder om computeren må anses for et "almindeligt" forbrugsgode og dermed ikke en merudgift. Sagen blev behandlet som supplement til SM 0-20-91.
