Ankestyrelsens principafgørelse O-43-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 20

Sagen drejede sig om et 6-årigt barn, der var svært fysisk handicappet og psykisk udviklingshæmmet. Barnet var til daglig i specialbørnehave.

Forældrene indgav ansøgning til kommunen om hjælp til udgifter i forbindelse med kursus i Petö-pædagogik. Kurset foregik hver mandag i 3 måneder.

Af sagens oplysninger fremgik det bl.a., at Petö-kurset blev tilbudt familier med bevægelseshandicappede småbørn, hvor bevægelseshandicappet var det primære handicap. Petö-pædagogikken var udviklet i Ungarn af en ungarsk læge/neurolog Andreas Petö udfra et helhedssyn på barnet.

Kommunen gav afslag på det ansøgte, idet kurset ikke var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at barnets behov for pædagogisk bistand blev tilgodeset i specialbørnehaven, hvor forældrene også kunne få råd og vejledning om pasning/stimulering af barnet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at netop det ansøgte kursus ikke vurderedes at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet, og at forældrene angiveligt havde mulighed for at indhente information, råd og vejledning om pasning og stimulering af barnet på anden måde end ved at deltage i det ansøgte kursus, der strakte sig over 3 måneder.

I klagen anførte forældrene bl.a., at de ikke var involveret i den daglige stimulation af deres barn i specialbørnehaven. Der var heller ikke mulighed for, at tilbringe den nødvendige tid i børnehaven for at få den så vigtige information om, hvordan de bedst blev i stand til at fremme barnets funktionsniveau og selvhjulpenhed. Børnehaven lå 30 km fra hjemmet, og de havde begge arbejde, 25 tdr. land og almindelige huslige gøremål at passe.

Forældrene anførte videre, at de og barnet netop havde afsluttet kurset og som de eneste på kurset havde de selv måttet betale.

Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra amtet.

Det fremgik bl.a. heraf, at hverken amtet eller specialbørnehaven tilbød forældrekurser eller lignende i Petö-pædagogik.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et længerevarende særligt tilrettelagt kursus for fysisk handicappede børn og deres forældre kunne betegnes som en merudgift ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til økonomisk hjælp efter bistandslovens § 48 til det ansøgte Petö-kursus for ansøger, ægtefælle og barn.

Begrundelsen var, at der vurderedes at være tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede datter.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at et Petö-kursus var specielt tilrettelagt til forældre med fysisk handicappede børn, og at et sådan kursus måtte antages at have en væsentlig betydning for fremme af barnets funktionsniveau og selvhjulpenhed i dagligdagen.

Ankestyrelsen lagde i øvrigt vægt på, at forældrene på grund af arbejde ikke i fornødent omfang kunne deltage i den daglige pasning/stimulering af barnet i den specialbørnehave, der lå 30 kilometer fra deres bopæl.

Ankestyrelsen lagde yderligere lagt vægt på, at specialbørnehaven og amtet ikke tilbød lignende kurser.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.