Ankestyrelsens principafgørelse P-18-99

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-10-2010

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1 og § 24, stk. 1

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 20a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 5

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 24

Note:

*) Se også SM P-17-99.

Afløses af Principafgørelse 214-10

Sagen drejede sig om en kvinde på 33 år, der var sygemeldt på grund af en ryglidelse fra den 15. april 1996. Den 1. september 1997 påbegyndte hun praktik i kommunens daginstitution, men havde meget fravær angiveligt på grund af svære rygsmerter på grund af belastningerne ved arbejdet. I perioden fra 9. februar til den 3. maj 1998 var hun i en erhvervsafklarende arbejdsprøvning på reva-center. Opholdet på reva-center blev afbrudt med henblik på et videre psykologisk behandlingsforløb.

Kommunen standsede udbetaling af sygedagpenge fra den 31. juli 1998 med den begrundelse, at det ikke blev anset for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, og at hun ej heller var under eller afventede lægebehandling, som måtte antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, hvilket var en betingelse for at forlænge dagpengeudbetalingen.

I klagen til nævnet anførte fagforeningen, at hun efterfølgende havde søgt pension, og at der derfor efter dagpengelovens § 22 skulle ske forlængelse af sygedagpengeperioden.

Kommunen bemærkede, at den inden standsningen af dagpengeudbetalingen havde haft alle overvejelser om forlængelsesmuligheder, at behandlingen af den psykiske lidelse ikke efterfølgende var påbegyndt, og at hun den 23. september 1998 på eget initativ anmodede om at få rejst pensionssag, hvorefter pensionskontoret var gået i gang med at undersøge muligheden for, om der var grundlag for, at der blev rejst sag.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om standsning af sygedagpenge, da kvinden ikke på tidspunktet for standsningen af sygedagpengene fandtes at have været i eller afvente en behandling, der måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, og da der ejheller på dette tidspunkt var påbegyndt behandling af en førtidspensionssag.

I klagen til Ankestyrelsen anførte fagforeningen, at det sociale nævn ikke havde taget stilling til, hvorvidt kvinden skulle have sygedagpenge fra det tidspunkt (23. september), hvor kvinden havde anmodet om, at der blev rejst pensionssag, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af de nye regler i retssikkerhedslovens § 5 for praksis i sager om forlængelse af sygedagpenge i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1.

Ankestyrelsen var enig med kommunen og det sociale nævn i, at der efter reglerne i dagpengelovens § 22, stk. 1 ikke var grundlag for forlængelse af dagpengeudbetalingen efter den 31. juli 1998.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var påbegyndt en sag om førtidspension, da varighedsbegrænsningen efter dagpengelovens § 22, stk. 1, indtrådte den 31. juli 1998.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen havde foretaget en helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 5, og at kommunens og nævnets afgørelse også omfattede den vurdering, at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag. Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at den ikke havde haft anledning til at træffe udtrykkelig afgørelse herom, da kvinden ikke på daværende tidspunkt havde fremsat ønske om pension.

Ankestyrelsen var enig i, at der ikke var grundlag for at rejse sag om førtidspension efter pensionslovens § 20 a, stk. 2 forud for den 31. juli 1998. Der var herved lagt vægt på helbredsmæssige og sociale oplysninger om, at reva-center fandt det nødvendigt, at ansøger gennemgik et videre behandlingsforløb, før hun eventuelt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Alle muligheder for behandling og revalidering m.v. var således ikke afprøvet.

Ankestyrelsen tilføjede, at efter dagældende bestemmelse i dagpengelovens § 22, stk. 1 ophørte udbetaling af dagpenge, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, medmindre der var indgivet ansøgning om førtidspension. Da der hverken var søgt om førtidspension eller påbegyndt sag om førtidspension inden varighedsbegrænsningens indtrådte, var der ikke hjemmel til at genoptage udbetaling af dagpenge, hvis der efterfølgende blev påbegyndt sag om førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.