Ankestyrelsens principafgørelse P-5-99

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

22-02-2011

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 2, stk. 2, nr. 1

Socialministeriets vejledning nr. 66 af 10. marts 1998 om social pension - pkt. 4

Note:

Afløst af 40-09

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger ikke for tiden var berettiget til førtidspension.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke opfyldte pensionslovens krav om dansk indfødsret og heller ikke var omfattet af nogen af undtagelserne fra dette krav.

Især blev bemærket, at ansøgeren efter nævnets opfattelse endnu ikke kunne siges at have haft fast bopæl her i landet i mindst 10 år. Der var herved lagt vægt på, at hun var optaget i folkeregistret den 23. februar 1989 sammenholdt med, at der ikke forud for februar 1989 forelå nogen opholdstilladelse efter udlændingeloven.

Der var ikke med afgørelsen taget stilling til, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at få førtidspension.

Det fremgik af sagen, at der var ansøgt om førtidspension den 7. marts 1997. Ansøger var statsborger i et afrikansk land og var indrejst i Danmark den 15. februar 1988. Hun havde den 29. september 1988 fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, hvilket efterfølgende var stadfæstet af Flygtningenævnet. Ansøger søgte den 8. december 1988 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, hvilket blev meddelt hende i februar 1989. Hun blev tilmeldt folkeregistret den 23. februar 1989.

Ansøger blev efterfølgende i 1993 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. I klagen var det bl. a. anført, at sagen havde principiel betydning for tilflyttere til Danmark af udenlandsk herkomst. Ansøgeren var ikke enig i, at "fast bopæl" alene skulle ses ud fra, hvornår tilmelding var sket til folkeregistret. Tilmelding til folkeregistret skulle alene ses som en indikation, men var ikke afgørende, hvilket derimod var, at opholdet havde fået en fast karakter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om opholdstid under behandlingen af sag om opholdstilladelse kan medregnes som bopælstid ved anvendelse af lov om social pension § 2.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre Det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke ved ansøgningen om førtidspension havde haft fast bopæl i Danmark i 10 år, jf. lov om social pension § 2, stk. 2, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt ved afgørelsen, at ansøger først efter meddelelse af opholdstilladelse og samtidig tilmelding til folkeregistret havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at hun først havde bopæl her.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse fra princippet om, at der som udgangspunkt opnås fast bopæl ved meddelelse af opholdstilladelse og samtidig tilmelding til folkeregistret.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen tilbagesendte samtidig sagen til kommunen med henblik på stillingtagen til, om ansøger på nuværende tidspunkt kunne have ret til dansk førtidspension.