Ankestyrelsens principafgørelse O-27-99

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

16-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 42, stk. 4 og § 42, stk. 5

Ansøger fik i 1982 konstateret muskelsygdommen myasthenia gravis. I august måned 1985 blev hun bevilget revalideringshjælp efter § 42 i den dagældende bistandslov til gennemførelse af ingeniøruddannelsen. Uddannelsen afsluttedes i februar måned 1991, hvorefter ansøger modtog arbejdsløshedsdagpenge frem til 1993, hvor hun i forbindelse med et jobtræningsprogram arbejdede som ingeniør. Efter ophør af jobtilbuddet fik hun arbejdsløshedsdagpenge i et halvt år og overgik herefter til sygedagpenge.

Ansøger havde ikke siden været i arbejde og var med virkning fra den 1. marts 1997 tilkendt mellemste førtidspension.

Ved afslutningen af uddannelsen i 1991 blev den tilbagebetalingspligtige del af revalideringshjælpen opgjort til 34.000 kr. I 1997 anmodede ansøger kommunen om at få den resterende del af uddannelseslånet eftergivet. Lånet var på det tidspunkt nedbragt til 19.000 kr.

Som begrundelse for ansøgningen henviste hun til, at hun havde søgt førtidspension, da hun på grund af sygdom ikke ville kunne arbejde som ingeniør.

Kommunen afslog ansøgningen og fastsatte samtidig en afbetalingsordning, hvorefter der skulle afdrages 700 kr. om måneden.

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøger efter de foreliggende økonomiske oplysninger selv var i stand til at afholde den fastsatte afdragsordning på 700 kr. om måneden.

I klagen til Ankestyrelsen henviste ansøger til § 4, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 omuddannelseshjælp efter bistandslovens § 42, hvorefter ud dannelseshjælpen efter uddannelsens afslutning kan ydes som tilskud i videre omfang end halvdelen - eventuelt fuldt ud - såfremt låntagers erhvervsmuligheder efter uddannelsens afslutning er stærkt begrænsede af særlige helbredsmæssige årsager. Ansøger henviste videre til, at hun ikke havde været i arbejde og at hun nu var tilkendt mellemste førtidspension. Endelig henviste hun til de foreliggende lægelige oplysninger.

I klagen bemærkedes det samtidig, at efter bekendtgørelsens § 4 stk. 1, burde det beløb, som låntager har tilbage i tilbagebetalingsperioden efter omstændighederne ligge noget over kontanthjælpsniveau, hvilket kommunen efter ansøgers opfattelse ikke havde taget hensyn til ved beregningen af hendes tilbagebetalingsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger med mellemste førtidspension, som afslutter en ingeniøruddannelse med hjælp efter den dagældende bistandslovs § 42 og som på grund af sin lidelse ikke vil komme i arbejde, fortsat skal afdrage uddannelseslånet.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var omfattet af § 4 stk. 2 i bekendtgørelse om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ifølge de lægelige oplysninger led af en svær muskelsygdom, som i væsentlig grad begrænsede hendes mulighed for at forsørge sig selv ved sædvanlig beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt herefter, at den tilbagebetalingspligtige del af uddannelseslånet, ydet efter den dagældende bistandslovs § 42 skulle omkonteres til hjælp uden tilbagebetalingspligt, det vil sige, som rent tilskud, med virkning fra den 1. marts 1997.

Ankestyrelsen lagde for så vidt angår omkonteringstidspunktet vægt på, at ansøger var bevilget mellemste førtidspension fra den 1. marts 1997. Det var således Ankestyrelsens vurdering, at ansøgers økonomiske erhvervsmuligheder måtte anses for stærkt begrænsede fra tilkendelsestidspunktet.

Afgørelsen medførte, at kommunen skulle tilbagebetale de afdrag på uddannelseslånet, som ansøger havde indbetalt til kommunen efter 1. marts 1997.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.