Ansøger, der var 28 år og alene med 2 børn på 5 og 8 år, var blevet udlært som kontorassistent indenfor biblioteksvæsenet i 1990. På grund af ansættelsesstop blev hun ikke ansat efter elevtiden. Hendes eneste kontakt med arbejdsmarkedet siden da havde været i form af jobtilbud fra Arbejdsformidlingen.
Såvel ansøger som hendes tidligere ægtefælle kom fra udlandet, og parret boede i hjemlandet i en periode i 1996. Da ægteskabet gik dårligt, rejste ansøger tilbage til Danmark sammen med børnene. Ansøger var vokset op her i landet. Der forelå ikke oplysninger om helbredsmæssige problemer.
I august 1997 begyndte ansøger på den 2-årige HF-uddannelse med uddannelsesgodtgørelse fra Arbejdsformidlingen til det første år, og søgte i marts 1998 kommunen om revalideringsydelse til gennemførelse af andet år på HF samt til uddannelsen som datamatiker, der varede 2½ år.
Kommunen gav afslag på ansøgningen med begrundelsen, at ansøger havde mulighed for at arbejde inden for kontorområdet.
Arbejdsformidlingen bevilgede i juli 1998 yderligere uddannelsesorlov indtil 20. juni 1999, så ansøger kunne gøre sin HF færdig. Ansøger blev samtidig gjort opmærksom på, at Arbejdsformidlingen som udgangspunkt ikke kunne støtte datamatikeruddannelsen med uddannelsesgodtgørelse, men at hun skulle tage den på SU. AF udtalte, at ansøgers muligheder for at få ansættelse med sin uddannelse tilbage fra 1990 var rimelig begrænsede, men hvis hun gjorde sin HF færdig og påbegyndte en datalogi-uddannelse, ville hun have større muligheder for at få ordinært arbejde efter endt uddannelse, da der manglede folk med en videregående uddannelse indenfor IT-området.
AF oplyste endvidere overfor nævnet, at man ikke betragtede ansøgers uddannelse som en egentlig uddannelse, idet den ikke var anvendelig. Det ville derfor ikke have nogen effekt at give hende nogle opkvalificerende eller supplerende EDB-kurser.
Nævnet pålagde kommunen at yde ansøger revalideringshjælp til gennemførelse af den 2½-årige datamatikeruddannelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger som enlig forsørger havde modtaget dagpenge i så lang en periode, at hun måtte siges at være i en fastlåst social situation.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger kun havde haft en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet i form af jobtilbud fra Arbejdsformidlingen, siden hun blev udlært i 1990.
Hendes kontoruddannelse fra 1990 kunne kun anvendes inden for et specifikt område og måtte antages at være forældet efter 8 års fravær fra erhvervet.
Nævnet fandt, at det måtte anses for påkrævet af hensyn til ansøgers fremtidige mulighed for at klare sig selv og sørge for sin familie at yde hende hjælp til revalidering, da hun ingen yderligere mulighed havde for at få støtte til videreuddannelse fra Arbejdsformidlingen.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at det ønskedes afklaret, om ansøger var omfattet af personkredsen for revalidering, eller om hun skulle bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.
Kommunen henviste til, at ansøger ikke havde begrænsninger i arbejdsevnen, som nødvendiggjorde revalidering. Gennem AF havde hun gennemført jobtilbud uden behov for særlig støtte og var påbegyndt HF, ligeledes på almindelige vilkår med uddannelsesgodtgørelse fra AF. Hun var gift indtil slutningen af 1996, hvor hun vendte tilbage til Danmark, og hun havde fået 2 børn efter endt uddannelse.
Kommunen vurderede, at ansøger havde økonomiske vanskeligheder ved at gennemføre en datamatikeruddannelse, men at der ikke i det hidtidige forløb var noget, der tydede på begrænsninger i arbejdsevnen i en grad, som kunne begrunde videreuddannelse på ialt 4½ år.
Kommunen mente, at AF tidligere burde have lagt en realistisk plan for ansøger med opkvalificering af den erhvervede kontoruddannelse. Planen med at påbegynde HF var ikke egentlig kvalificerende til arbejdsmarkedet, idet denne plan forudsatte yderligere uddannelse for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis AF havde vurderet, at ansøger havde begrænsninger i arbejdsevnen, som ikke kunne afhjælpes ved de tilbud og muligheder, som AF rådede over, burde kommunen på et langt tidligere tidspunkt have været inddraget i sagen.
Kommunen fandt, at en person, som var tilknyttet en A-kasse og dermed arbejdsmarkedet, ikke skulle revalideres, blot fordi en tidligere uddannelse var forældet. Det var et problem, som burde løses inden for arbejdsmarkedslovgivningen og de almindelige støtteordninger.
Kommune anførte endelig, at sagen burde have været hjemvist til kommunen med henblik på udfærdigelse af en revalideringsplan, idet kommunen burde have indflydelse på, hvilken indsats der var nødvendig for, at ansøger kunne opnå reel tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet anførte overfor Ankestyrelsen, at kommunen havde haft mulighed for at tage stilling til erhvervsplanen, idet ansøger havde forelagt den for kommunen. Kommunen havde ikke ønsket at støtte planen eller at fastlægge en anden plan, da kommunen ikke havde fundet ansøger revalideringsberettiget.
Baggrunden for nævnets pålæg til kommunen var, at nævnet modsat kommunen fandt ansøger revalideringsberettiget.
Nævnet fandt på baggrund af en konkret vurdering af ansøger, at den forelagte erhvervsplan var realistisk og med stor sandsynlighed ville kunne gøre hende selvforsørgende.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger kunne anses for at være i en så fastlåst social situation, at hun måtte anses for omfattet af personkredsen i § 43 i bistandsloven (nu § 46 i lov om aktiv socialpolitik).
