Ankestyrelsens principafgørelse A-29-99

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 88

Ansøger søgte om hjælp til tandregulering, der ifølge et overslag ville koste ca. 22.300 kr. Behandlingen var påbegyndt på ansøgningstidspunktet. Ansøger havde tidligere haft kontakt til forvaltningen, da han i foråret 1997 søgte om kontanthjælp. Der blev ikke på dette tidspunkt talt om tandbehandling.

Kommunens tandlægekonsulent vurderede, at tilstanden var stabil, og at tandreguleringsbehandlingen fortrinsvis var kosmetisk betinget. Hvis ansøger ønskede regulering, kunne det have ventet, til han selv fik midler til at afholde udgiften.

Nævnets tandlægekonsulent vurderede, at ansøger havde en ganske alvorlig tandstillingsafvigelse, som ikke kun var kosmetisk uheldig, men også funktionelt kompromitterende. Iværksættelsen af behandlingen kunne selvfølgelig have afventet kommunens behandling af sagen, på den anden side var en færdiggørelse af behandlingen nødvendig.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at afslå ansøgningen om hjælp til tandbehandling alene med den begrundelse, at behandlingen var påbegyndt før ansøgningen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kun en mindre del af det nødvendige tandarbejde var udført på ansøgningstidspunktet, og dermed kun en mindre del af den samlede udgift.

Nævnet hjemviste derfor sagen med henblik på, at kommunen skulle foretage en vurdering af ansøgers mulighed for selv at betale udgiften til tandlægen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at kommunen ønskede at få afklaret grænserne for rækkevidden af anvendelsen af § 88 i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen var ikke enig i det sociale nævns afgørelse af, at den påbegyndte behandling tandlægefagligt var nødvendig på tidspunktet for behandlingens påbegyndelse.

Kommunen var af den opfattelse, at en påbegyndelse af en tandbehandling, som ikke var aktuelt påkrævet, ikke kunne anses for at opfylde lovens betingelser om "tandlægefaglig velbegrundethed", og at dette også gjorde sig gældende, hvis den påbegyndte tandbehandling gav afledede komplikationer i forhold til senere tandregulering.

Kommunen mente på denne baggrund, at det sociale nævn ikke kunne pålægge kommunen en udgift, selvom ansøger var i økonomisk trang.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af rækkevidden i lov om aktiv socialpolitik § 88, hvoraf det fremgår, at en person normalt ikke kan få hjælp til udgifter, som den pågældende har påtaget sig, inden vedkommende har ansøgt kommunen om hjælp

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til tandbehandling.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandlingen var påbegyndt før ansøgningen om eventuel støtte til behandlingen.

Efter det for Ankestyrelsen oplyste forelå der ikke sådanne særlige forhold, at der havde været grundlag for at fravige hovedreglen i aktivlovens § 88 om, at en person normalt ikke kan få hjælp til udgifter, som den pågældende har påtaget sig, inden vedkommende har ansøgt kommunen om hjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke tidligere havde oplyst forvaltningen om sit behov for tandbehandling, eller i øvrigt omtalt, at han havde et problem med sine tænder. Endvidere fremgik det af sagen, at det ikke havde været nødvendigt at iværksætte en akut behandling, der ikke kunne afvente en forudgående ansøgning om eventuel støtte til behandlingen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.