Ankestyrelsens principafgørelse U-3-99

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 13, § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

En nu 61-årig hjemmehjælper var i november 1992 udsat for et ulykkestilfælde, hvor hun fik et knæk i ryggen .

Skadelidte var i 1978 blevet opereret for en diskusprolaps svarende til 4. lændehvirvel med godt resultat. Hun genoptog arbejdet ca. 1 år efter operationen, og der forelå ikke oplysninger om sygemeldinger eller væsentlige rygsymptomer frem til arbejdsskadens indtræden i 1992.

Ved røntgenundersøgelse kort efter arbejdsskaden blev der fundet frembuling af diskus svarende til det tidligere opererede niveau ved 4. lændehvirvel. Da skadelidte ved senere røntgenundersøgelse i 1993 næsten var smertefri, blev der ikke givet tilbud om operation. Der var ikke fundet tegn til rodtryk.

I en speciallægeerklæring af 8. januar 1996 var det anført, at skadelidte efter arbejdsskaden havde kroniske, lave lændesmerter, der ind imellem forværredes med let udstråling til skiftevis højre og venstre side.

Der var beskrevet let bevægeindskrænkning i lænderyggen, og det var anført, at tilstanden nedsatte skadelidtes funktionsniveau, selvom tilstanden var meget vekslende.

I april 1993 blev skadelidte opsagt efter længerevarende sygemelding, og den 27. september 1993 fik hun tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, med virkning fra 1. oktober 1993.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte ved anerkendelsen af rygskaden som arbejdsskade, at der ved beregningen af en eventuel erstatning ville blive taget hensyn til, at skadelidte tidligere var opereret for discusprolaps.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse i juli 1996 fik skadelidte tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 25%.

Ved afgørelsen havde Arbejdsskadestyrelsen lagt vægt på, at arbejds skaden kunne anses for at være årsagen til arbejdsophør og overgang til førtidspension. Der var i denne forbindelse lagt vægt på, at skadelidte før arbejdsskaden havde haft discusprolaps.

Ankestyrelsen tiltrådte i december 1996 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Efterfølgende rettede skadelidtes advokat henvendelse til Ankestyrelsen og bad om en uddybende begrundelse for afgørelsen.

Advokaten anførte, at udgangspunktet for fastsættelse af erstatning i de situationer, hvor skadelidte havde haft fuld arbejdsevne indtilskaden var, at der ikke burde ske nedsættelse af erhvervs evnetabserstatningen, dog naturligvis under den forudsætning, at den forudbestående lidelse ikke i nær fremtid ville have medført en arbejdshindring.

Advokaten henviste til arbejdsskadesikringslovens § 13, hvorefter det ikke er tilstrækkeligt, at sandsynligheden taler imod, at mén eller erhvervsevnetab skyldes arbejdsskaden, idet det kræves, at overvejende sandsynlighed taler imod.

Advokaten fandt, at det ikke var godtgjort på hvilket lægesagligt bedømmelsesgrundlag antagelsen om, at den forudbestående discusprolaps skulle have haft indflydelse på skadelidtes erhvervsevnetab, blev støttet. Ankestyrelsen besluttede at genoptage sagen.

Arbejdsskaden skønnedes at have medført tab af erhvervsevne på 50%, jf. lovens § 27, stk. 1 og 2.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ulykkestilfældet havde medført forværring af skadelidtes forudbestående ryglidelse i form af kroniske, murrende lave lændesmerter ind imellem med udstråling samt let bevægeindskrænkning. Disse følger måtte anses for at være den overvejende årsag til skadelidtes arbejdsophør og overgang til forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension. Ankestyrelsen fandt, at skadelidtes samlede erhvervsevnetab på baggrund af den indtrufne skade sammenholdt med skadelidtes alder, evner, uddannelse og tidligere erhvervsforhold, måtte ansættes til ca. 50%.

Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at den beskrevne forudbe stående ryglidelse, ikke havde haft væsentlig betydning for skadelidtes erhvervsmæssige forhold. Hun havde således indtil arbejdsskaden kunnet arbejde som hjemmehjælper, og den forudbestående lidelse i form af følger efter operation for diskusprolaps havde efter det oplyste ikke medført sygemelding eller begrænsninger i hendes arbejdsevne.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ikke forelå lægelige oplysninger, som støttede, at der havde bestået en nærliggende risiko for, at der uafhængigt af arbejdsskaden ville være opstået lænderygsymptomer med væsentlig påvirkning af skadelidtes erhvervsevne til følge.

Ankestyrelsen ophævede således den tidligere trufne afgørelse.