Ankestyrelsens principafgørelse U-12-99

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9a

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 101274-99:

Sagen omhandlede en social- og sundhedsassistent, som i november 1996 pådrog sig et knæk i ryggen i forbindelse med, at hun skulle hjælpe en sygeplejestuderende med at holde en plejehjemsbeboer, der var ved at falde. Hun havde i perioden fra september 1993 til juli 1994 gennemgået uddannelsen som social- og sundhedshjælper. I uddannelsen indgik 8 måneders praktik fordelt med 4 måneder på et plejehjem og 4 måneder i beskyttede boliger. Der var tale om varieret arbejde, hvor der indgik personløft og -håndteringer. Hun gennemførte herefter uddannelsen som social- og sundhedsassistent i perioden fra september 1994 til marts 1996. I denne periode var hun i praktik i 12 måneder og resten af tiden på skole. Praktikken fordelte sig med 4 måneder på et plejehjem, hvor der var integreret pleje, hvilket vil sige pleje af beboere i eget hjem, på plejehjemmet og i terapien. Herefter 4 måneder på en psykiatrisk afdeling, hvor der var få løft eller personflytninger. Derefter 4 måneder på en ortopædkirurgisk afdeling, hvor arbejdet hovedsageligt bestod i pleje af nyopererede patienter. Man var her 2 om de tungeste løft.

Hun fik fra marts 1996 og frem til september 1996 ansættelse på en akut kirurgisk modtageafdeling, hvor arbejdet overvejende bestod i pleje af nyopererede patienter. Der var en del personflytninger, men de tungeste løft blev udført af to personer. I september 1996 blev hun ansat på et plejehjem i terapien. Ud over at være beskæftiget i terapien hjalp hun i et par timer i plejen. Den 8. november 1996 pådrog hun sig et knæk i ryggen, da hun i en akavet stilling holdt om en beboer, der var ved at falde.

Hændelsen blev af Arbejdsskadestyrelsen i februar 1997 afvist som et ulykkestilfælde og som en kortvarig skadelig påvirkning. Arbejdsskadestyrelsen traf ikke afgørelse efter lovens § 9 a.

Afgørelsen blev tiltrådt af Ankestyrelsen. Denne afgørelse er blevet indbragt for landsretten.

Den anmeldte ryglidelse kunne ikke anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9 a.

Begrundelsen for afgørelsen var, at klager efter det oplyste ikke i tilstrækkeligt omfang havde haft belastende løftearbejde forud for skaden den 8. november 1996, hvor hun pådrog sig et knæk i ryggen, da hun i en akavet stilling holdt om en beboer, der var ved at falde. Hun opfyldte derfor ikke betingelsen i § 9 a om forudgående belastende løftearbejde.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hun i perioden fra september 1993 til hændelsen i november 1996 havde udført plejearbejde, hvori der indgik akavede personløft og- håndteringer i omkring 2 år. I denne vurdering indgik, at hun i tidsrummet fra september 1993 til marts 1996 var under uddannelse til henholdsvis social- og sundhedshjælper samt til social-og sundhedsassistent, hvor praktikopholdene var afbrudt af skoleophold.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at den konkrete hændelse sammenholdt med det oplyste om det forudgående løftearbejde, gjorde det overvejende sandsynligt, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til hendes ryggener.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 101227-99.

Sagen drejede sig om en sygehjælper, der i forbindelse med løft af en bedøvet patients ben fik et knæk i ryggen. Hændelsen var tidligere afvist som et ulykkestilfælde af både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen.

Hun havde siden 1981 været ansat på en operationsgang for "blød kirurgi" med 31 timer pr. uge. Hun udførte ikke egentlige personløft, men 4 til 5 gange i en arbejdsperiode hjalp hun med at flytte patienter fra operationsleje til seng. Patienterne blev trukket over ved hjælp af et glidestykke. Portørerne udførte selve flytningen, men hendes arbejde bestod i at løfte eller trække patienternes ben over i sengen. Hendes arbejde bestod herudover i at løfte bakker med operationsudstyr ca. 8 til 10 gange i en arbejdsperiode. Bakkerne vejede ca. 2 til 3 kg.

Den anmeldte ryglidelse kunne ikke anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, stk. 3, jf. § 9a.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hun efter det oplyste ikke havde haft belastende løftearbejde i tilstrækkeligt omfang forud for hændelsen den 6. maj 1997. Hun opfyldte derfor ikke betingelsen i § 9a om forudgående belastende løftearbejde.

Efter beskrivelsen af det udførte arbejde lagde Ankestyrelsen ved afgørelsen vægt på, at der ikke havde været tale om belastende plejearbejde med akavede personløft og -håndteringer. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at det forudgående løftearbejde sammenholdt med den konkrete hændelse, gjorde det overvejende sandsynligt, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad kunne være årsag til hendes ryggener.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.