Den anmeldte armlidelse kunne ikke anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9 a.
Begrundelsen for afgørelsen var, at klageren ikke som følge af hændelsen havde pådraget sig en lidelse, der berettigede til udbetaling af godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne. Klager opfyldte derfor ikke betingelsen i § 9 a, stk. 1, hvorefter den pludselige løfteskade skulle have medført en varig muskel-, nerve- eller ledskade, dvs. en skade, hvor der efter nødvendig lægebehandling m.v. fortsat var et varigt mén og/eller et tab af erhvervsevne.
Det var Ankestyrelsens opfattelse, at skaden efter nødvendig lægebehandling m.v. fortsat skulle berettige til godtgørelse for varigt mén på mindst 5% og/eller erstatning for erhvervsevnetab på mindst 15%. Ankestyrelsens fortolkning støttede sig på bemærkningerne til lovforslag nr. L 140 (lov nr. 343 af 6. maj 1996) om indførelse af pludselige løfteskader som nyt arbejdsskadebegreb m.v.
Ankestyrelsen fandt, at klagerens mén var under 5%.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på oplysninger i journaludskrifter fra klagerens læge, hvoraf fremgik, at klageren efter behandlinger hos fysioterapeut blev afsluttet symptomfri, og at klageren havde smerter og muskelømhed i venstre over- og underarm, uden at der kunne angives noget præcist sted.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at klagerens erhvervsevnetab var mindre end 15%.
Ankestyrelsen havde ved denne del af afgørelsen lagt vægt på, at det var oplyst, at klageren havde genoptaget sit arbejde, og at der ikke forelå dokumentation for en indtægtsnedgang på 15% eller derover.
Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da der ikke var udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget ville indstille lidelsen til anerkendelse som pludselig løfteskade.
Ankestyrelsen tiltrådte herefter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
