Ansøger, som var 31 år, havde en medfødt hjerneskade og fik højeste førtidspension og bistandstillæg. Han boede sammen med sine forældre og havde siden skoletiden haft to hjælpeordninger, den ene med et ugentligt timeantal og den anden med 20 timer pr. måned til frit brug. Han var mobil, men havde intet sprog.
Ved et hjemmebesøg fra kommunen i vinteren 1998 blev han oplyst om, at den hidtil eksisterende hjælpeordning ikke var lovmedholdelig. I den forbindelse blev det bl.a. oplyst, at der var praktiske problemer i forbindelse med transport, idet han gik til bowling om mandagen og hockey om tirsdagen. Han var glad for begge dele, som helst skulle fortsætte, idet de sociale kontakter betød meget for ham. Han kunne ikke bruge bussen, da hans forældre ikke turde lade ham gå over hovedvejen, når han skulle til og fra bussen. Der var ca. 1,5 km til bussen, og forældrene kunne ikke med sikkerhed vide, om han kom derhen. Hans mor havde hidtil som frivillig hjælper været med til at køre turene for ham, men havde søgt om en varig ordning, da turene var en tidsmæssig stor belastning.
Kommunen traf den afgørelse, at han ikke kunne få ledsagelse i forbindelse med sin deltagelse i idrætsstævne inden for handicapidræt. Kommunen henviste ham til at købe nødvendig hjælp af hans bistandstillæg. Vedrørende hjælpetimer iøvrigt meddelte kommunen, at man i forvaltningen var blevet opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel for de hjælpetimer, han hidtil havde fået. Af samme årsag opsagde kommunen de to hjælpere. Som begrundelse henviste kommunen til den såkaldte Århus ordning (Århus Kommunes specificerede regelsæt i forbindelse med anvendelse af bistandslovens § 48, stk. 4. )
Moderen ankede over kommunens afgørelse og beskrev bl.a., at det var et problem for familien, når ansøger skulle ud blandt andre, herunder også på indkøb. Han kunne intet uden tolk og ledsager. Hun anførte, at socialforvaltningen totalt havde fjernet hans netværk. Hun anførte yderligere, at det var forkert, at man som 31-årig skulle have mor og far med hver gang og til alt, især når man i ca. 20 år har været fri for det.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke var berettiget til en personlig hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4. Nævnet udtalte i afgørelsen, at nævnet var enig i kommunens afgørelse, allerede fordi ansøger ikke var etableret i selvstændig bolig.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på oplysningerne om, at ansøger boede sammen med sine forældre.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bopæl sammen med forældre udelukker støtte til personlige hjælpere efter bistandslovens § 48, stk. 4.