Ankestyrelsens principafgørelse B-1-99

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 2, nr. 1, § 3, § 11, § 12, stk. 3 og § 24, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 8

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 201459-98

Kommunen traf afgørelse om tilbagebetaling af ydelser efter bl.a. børnetilskudsloven med henvisning til, at en kvindes tidligere ægtefælles adresser fra den 1. september 1991 til den 31. marts 1997 var annulleret af folkeregistret, således at han betragtedes som havende boet på kvindens adresse i hele perioden.

Parterne, der havde 3 fællesbørn i alderen 9, 14, og 16 år havde været tilmeldt samme adresse frem til ca. 1988. Manden var herefter tilmeldt mange forskellige adresser, hvoraf nogle adresserne efter besigtigelse måtte betegnes som ubeboelige. Manden var i perioder tilmeldt folkeregistret som boligløs.

I 1995 modtog kommunen en anonym henvendelse om at der forelå et samliv mellem de tidligere ægtefæller, og på baggrund af denne blev kvinden spurgt, om hun stadig var reelt enlig forsørger. Hun oplyste, at hun stadig boede alene og underskrev en tro- og love erklæring herom.

I 1996 anmodede kommunen politiet om at finde den tidligere ægtefælle og politiet oplyste, at han ikke boede på den i folkeregistret anførte adresse.

Folkeregistret fik i begyndelsen af februar 1997 oplysninger fra et boligselskab om, at den tidligere ægtefælles bil blev parkeret ved kvindens adresse hver aften og kørte derfra næste morgen, samt oplysninger i politirapporter fra november 1996 og januar 1997 om, at den tidligere ægtefælle flere gange var truffet på kvindens adresse. Folkeregistret besigtigede sammen med teknisk forvaltning og politiet de opgivne adresser og på baggrund heraf og de ovennævnte oplysninger annullerede folkeregistret den tidligere ægtefælles adresse tilbage til kvindens adresse fra 1. september 1991.

Det sociale nævn ændrede afgørelsen, da nævnet ikke anså annulleringen af den tidligere ægtefælles folkeregisteradresser for tilstrækkelig dokumentation for, at kvinden i perioden ikke havde været reelt enlig forsørger.

Nævnet lagde ved sin afgørelse til grund, at kommunens folkeregister havde truffet afgørelse om, at den tidligere ægtefælle havde haft samme adresse som kvinden i hele perioden.

Nævnet lagde vægt på, at folkeregistrets beslutning var truffet på baggrund af oplysninger fra kvindens boligselskab om parkeringen af bilen ved kvindens adresse samt på baggrund af politirapporter, der oplyste, at eksmanden flere gange var antruffet på kvindens adresse, men at han oplyste, at det var på grund af det fælles barns sygdom. Nævnet lagde desuden vægt på, at kvinden i perioden på tro og love havde erklæret, at hun reelt var enlig forsørger, og at det ikke af politirapporten fremgik, at politiet i kvindens lejlighed havde fundet tøj, personlige papirer og andre personlige effekter, der tilhørte kvindens tidligere mand.

Nævnet fandt det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at manden havde boet sammen med kvinden i perioden og derfor heller ikke tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden ikke i perioden havde været reelt enlig forsørger. Kvinden havde derfor ikke modtaget ydelserne uberettiget.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at der i sagen fandtes tilstrækkelige beviser til at give kommunen medhold. Kommunen mente, at nævnets afgørelse var et godt eksempel på, at det for kommunerne kunne være så godt som umuligt at få fastslået, at en borger har begået socialt bedrageri.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammmen med sag nr. 2 og 3 med henblik på vurdering af, om kommunens begrundelse med henvisning til afgørelsen truffet af folkeregistret vedrørende annullation af mandens tidligere folkeregister-adresser var tilstrækkeligt til at kunne godtgøre, at pågældende i omhandlede periode ikke var reelt enlig og modtog børneydelserne mod bedre vidende.

Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden i perioden ikke var reelt enlig. Hun havde derfor ikke været berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud samt forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. børnetilskudslovens § 2, nr. 1, § 3 og § 12, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kvinden skulle tilbagebetale de uretmæssigt modtagne ydelser, da hun havde modtaget ydelserne mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med sin tidligere ægtefælle.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på oplysninger om forholdet mellem kvinden og den tidligere ægtefælle, herunder særligt, at der var tale om et langvarigt forhold mellem tidligere ægtefæller med fælles børn og på de veldokumenterede oplysninger af boligforholdene.

For så vidt angik forholdet mellem kvinden og den tidligere ægtefælle lagde Ankestyrelsen desuden vægt på politirapporten vedrørende et besøg i anden anledning i kvindens hjem. Ankestyrelsen tillagde det ikke vægt, at rapporten ikke omtalte fund af den tidligere ægtefælles personlige effekter.

For så vidt angik boligforholdene var det især tillagt betydning, at den tidligere ægtefælle i flere perioder stod som tilmeldt folkeregistret og dermed var boligløs, jf. § 1, stk. 5 i bekendtgørelse om folkeregistrering. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på oplysningerne om de talrige adresseændringer i tidsrummet og på karakteren af mange af disse boliger, baseret på besigtigelse af de opgivne adresser.

Ankestyrelsen fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne om kvindens og hendes tidligere ægtefælles forhold, at hun levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse i perioden, uanset de formelle folkeregistertilmeldinger. Hun kunne derfor ikke anses for at have været reelt enlig.

Ankestyrelsen var dog enig med det sociale nævn i, at afgørelsen af, om kvinden var enlig forsørger, ikke kunne begrundes alene på den skete tilmelding med tilbagevirkende kraft af den tidligere ægtefælle på hendes adresse. Vedrørende tilbagebetalingsspørgsmålet lagde Ankestyrelsen vægt på, at kvinden ikke havde overholdt sin oplysningspligt, som hun var blevet gjort bekendt med ved ansøgningen om ydelserne. Der blev endvidere lagt vægt på, at hun i forbindelse med afgivelse af en tro og love erklæring havde erklæret at være reelt enlig forsørger. Ankestyrelsen fandt, at hun derved havde modtaget ydelserne, som var uberettigede, mod bedre vidende.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 201802-98

Kommunen traf afgørelse om, at en kvinde skulle tilbagebetale børnetilskud og forskudsvis udbetalte børnebidrag for perioden 1. januar 1994 til 1. marts 1998, fordi hun ikke blev anset for reelt enlig, idet hun havde levet i et ægteskabslignende forhold med sin tidligere ægtefælle. Ved afgørelsen lagde kommunen vægt på, at man ikke fandt det sandsynliggjort, at kvindens tidligere ægtefælle havde boet på de adresser, hvor han havde været tilmeldt ifølge folkeregistret i den anførte periode.

Parret, der blev skilt i 1991, havde 5 fællesbørn, født i henholdsvis 1983, 1985, 1987, 1993 og 1995. Efter skilsmissen var manden i en periode tilmeldt en 1-værelseslejlighed sammen med 2 andre personer. I en anden periode har han været tilmeldt en 4-værelseslejlighed sammen med 5 andre personer.

Kvinden skrev i forbindelse med ansøgningerne om børneydelser under på, at hun var enlig forsørger.

Parret oplyste til forvaltningen, at manden var kommet i hjemmet for at se til børnene 2-3 gange om ugen, og også havde overnattet. Børnene savnede deres far. De havde ikke været samboende i den omtalte periode, men de havde naturligvis set hinanden, og manden havde været i hjemmet, men ikke boet der. Det blev oplyst, men ikke skaffet dokumentation for, at manden i en periode havde opholdt sig i et andet land under uddannelsesorlov.

I 1998 tilmeldtes manden igen kvindens adresse, og parret oplyste, at de havde genoptaget samlivet. Fra samme dato standsede kommunen udbetalingen af børnebidrag og børnetilskud.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelsen om, at ydelserne var modtaget uberettiget og mod bedre vidende.

Nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at forvaltningen havde løftet bevisbyrden og således sandsynliggjort, at parret havde boet sammen eller levet i et ægteskabslignende forhold i den omhandlede periode.

Nævnet lagde vægt på, at parret efter skilsmissen havde fået to fællesbørn, herunder 1 barn umiddelbart før og 1 barn efter den dato, hvorfra forvaltningens tilbagebetalingskrav beregnedes, at manden var kommet i hjemmet hos kvinden 2-3 gange om ugen, og at mandens boligforhold ikke indikerede selvstændig bolig.

Nævnets afgørelse blev anket på kvindens vegne af Retshjælpen, der bl.a. begrundede anken med, at forholdet ikke var meldt til politiet, hvorfor kvinden var berøvet de retssikkerhedsgarantier, en straffesag giver mulighed for. Desuden blev det afvist, at parret skulle have udtalt, at de så hinanden 2-3 gange om ugen og endelig blev der henvist til, at den tidligere ægtefælle have opholdt sig i et andet land i en periode under orlov på uddannelsesydelse.

Sagen blev behandlet på principiel møde sammen med sag nr. 1 og 3 til afklaring af, hvilke momenter, der kunne tillægges vægt ved den skønsmæssige vurdering af, hvornår det kunne anses for tilstrækkelig godtgjort, at en person ikke var enlig forsørger i børnetilskudslovens forstand.

Ankestyrelsen fandt, at det var tilstrækkelig godtgjort, at kvinden ikke var reelt enlig. Hun havde således ikke været berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud samt forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. børnetilskudslovens § 2, nr. 1, § 3, og § 12, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kvinden skulle tilbagebetale de uretmæssigt modtagne ydelser, da hun havde modtaget ydelserne mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden havde levet i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med sin tidligere ægtefælle.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på forholdet mellem parret, herunder især, at parret til kommunen oplyste, at den tidligere ægtefælle kom i hjemmet 2-3 gange ugentligt samt til tider overnattede hos kvinden. Der blev endvidere lagt vægt på, at parret fik yderligere to fællesbørn.

Endelig blev der lagt vægt på oplysningerne om mandens boligforhold, idet han i en periode var tilmeldt en 4-værelses lejlighed sammen med 5 andre personer.

Ankestyrelsen fandt efter en samlet vurdering af disse forhold, at parret levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse, uanset den formelle folkeregistertilmelding. Kvinden kunne derfor ikke anses for at have været reelt enlig.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen af, hvorvidt kvinden modtog ydelserne mod bedre vidende, vægt på, at hun havde underskrevet erklæringer, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for modtagelse af ydelserne, at man var enlig forsørger.

Ankestyrelsen bemærkede, at sagen ikke vedrørte en sag om eventuel sigtelse for socialt bedrageri, og at det derfor var de almindelige forvaltningsretlige regler, der fandt anvendelse ved sagens behandling.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 201542-98

Kommunen traf afgørelse om standsning af udbetalingen af børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag til en kvinde med henvisning til, at hun ikke var enlig forsørger.

Kvinden og hendes samlever var flyttet fra hinanden i 1995. Sammen havde de 6 fællesbørn, født i henholdsvis 1984, 1987, 1989, 1992, 1995 og 1997. Der var fælles forældremyndighed over alle børnene, der var tilmeldt moderens adresse. Ved ansøgning om børnetilskud underskrev kvinden erklæring om, at hun ikke samlevede i et ægteskabslignende forhold med en anden person.

Kommunen standsede udbetalingen af børnetilskud og forskudsvis udlagt børnebidrag i januar 1998, da forvaltningen var blevet gjort bekendt med, at faderen til børnene både i 1996 og 1997 havde haft forældreorlov og i perioden folkeregistermæssigt havde været tilmeldt andre adresser. Kommunen havde fået oplyst, at det drejede sig om et værelse på 6 kvadratmeter uden adgang til brug af bad og køkken og derfor ikke velegnet til samvær med børn under forældreorlov. Forvaltningen mente derfor, at manden i den største del af tiden havde opholdt sig hos kvinden og børnene. På denne baggrund og fordi parret havde fået endnu et barn sammen vurderede kommunen, at parret levede i et ægteskabslignende forhold.

I sagen forelå endvidere en politirapport vedrørende politiets besøg på mandens adresse den 11. juni 1998. Af rapporten fremgår bl.a., at manden under iagttagelse af Rpl. § 752 havde forklaret, at han boede på det lejede værelse.

Det sociale ankenævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke, at kommunalbestyrelsen havde kunnet standse udbetalingen af børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, da det ikke sås at være godtgjort, at kvinden ikke var reelt enlig forsørger i børnetilskudslovens forstand på det pågældende tidspunkt.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke på standsningstidspunktet forelå en egentlig dokumentation for, at børnenes far bidrog til den fælles husførelse gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde, selv om han kom meget i kvindens hjem, og selv om parret havde fået et barn sammen efterfølgende.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at faderens forældreorlov lå ca. 1 år forud for standsningen af børnetilskud og børnebidrag.

Nævnet pålagde derfor kommunalbestyrelsen at udbetale børnetilskud.

Kommunen ankede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen og anførte bl.a. , at hvis sager af denne karakter ikke skønnedes at indeholde tilstrækkelige formodninger/beviser for omgåelse, vil det næsten være umuligt for kommunerne at forhindre, hvad kommunen opfatter som uretmæssig udbetaling af sociale ydelser.

Sagen blev behandlet i principiel møde sammen med sag nr. 1 og 2 med henblik på afklaring af, hvile krav, der gælder til dokumentation, før det kan anses for godtgjort, at en person er reelt enlig.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorefter kvinden fortsat var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud samt forskudsvis udbetaling af børnebidrag som enlig forsørger, jf. børnetilskudslovens § 2, nr. 1, § 3, og § 11 og § 12, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at parret på tidspunktet for kommunens afgørelse om standsning af udbetaling af ydelser levede i et ægteskabslignende forhold, hvor manden bidrog til den fælles husførelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at parret samstemmende havde oplyst, at der ikke var tale om fælles husførelse, samt at manden havde været tilmeldt på en anden adresse, og at han over for politiet under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 752 havde erklæret at bo på denne adresse. Ankestyrelsen fandt ikke, at oplysningerne om, at parret fik et fællesbarn, eller det forhold, at faderen havde børnepasningsorlov til 2 af fællesbørnene, kunne tillægges vægt ved en afgørelse om standsning af fremtidige udbetalinger. Der blev herved lagt vægt på, at oplysningerne vedrørte forhold, der lå langt tidligere end kommunens afgørelse om standsning af udbetaling af ydelserne, samt at der ikke var aktuelle oplysninger, der kunne godtgøre i tilstrækkeligt omfang, at der var tale om en fælles husførelse.

De ovenfor nævnte oplysninger kunne derimod indgå i en vurdering af, om der kunne stilles krav om tilbagebetaling af ydelser modtaget i en tidligere periode.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.