Ansøger var ikke i arbejde, da hendes mand blev sygemeldt fra sit arbejde i oktober 1995. I familien var der 5 børn under 18 år.
Ægtefællen fik løn under sygdom, men i perioden november 1995 til februar 1996 fik han ikke overtidsreguleringstillæg.
I februar 1996 søgte ansøger om supplerende kontanthjælp, da hendes mand grundet sygdom havde haft en lønnedgang.
Kommunen gav i april 1996 afslag på ansøgningen. Ansøgers mand var på dette tidspunkt overgået til sygedagpenge. Ved beregningen af kontanthjælpen lagde kommunen mandens løn uden tillæg til grund, og på denne baggrund fik ansøger afslag på supplerende kontanthjælp.
I begyndelsen af februar måned 1996 ydede kommunen overlevelseshjælp med ialt 2.050 kr. for resten af februar måned. Hjælpen blev ydet efter bistandslovens § 46.
I april 1996 ydede kommunen tilskud til anskaffelse af børnebriller med ialt 900 kr. Hjælpen blev ydet efter bistandslovens § 33. Kommunen besluttede endvidere i april måned 1997 at bevilge hjælp til betaling af en el-regning på 4.073,52 kr. Hjælpen blev bevilget efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 8, med henvisning til, at kommunenvar bekymret for børnene. Hjælpen blev ydet mod tilba gebetalingspligt.
Det blev samtidig besluttet at bevilge fodboldkontingent samt hjælp til træningslejr for tre af børnene. Denne hjælp blev ydet efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1.
I maj 1997 bevilgede kommunen hjælp efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1, til dækning af udgifter til køb af fodboldstøvler. Senere i maj måned blev der bevilget overlevelseshjælp med ialt 2.385,90 kr., efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 8.
Ved fremlæggelse af lønsedler et år forud for sin mands sygdom dokumenterede ansøger, at overtidsreguleringen var en del af lønnen, og at dette burde indgå ved vurderingen af, om ansøger var berettiget til supplerende kontanthjælp.
Kommunen meddelte herefter, at kommunen havde besluttet at medregne overtidsreguleringen ved beregningen af kontanthjælpen, da tillægget havde været fast i en lang periode, og derfor kunne medregnes ved beregningen af det hidtidige niveau.
Ansøger og hendes ægtefælle havde herefter fra februar 1996 til juni 1997 været berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37a med ialt 23.780 kr.
Kommunen meddelte samtidig, at det var blevet besluttet at modregne de ydelser, der i den samme periode var udbetalt i henhold til bistandslovens § 46 og § 33, stk. 2, nr. 8, svarende til 11.848,65 kr. Disse ydelser blev givet ud fra et økonomisk skøn, og kommunen vurderede, at familien ikke ville have været berettiget til dem, hvis der havde været udbetalt § 37a-hjælp.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om modregning af ydelser til enkeltudgifter ydet i samme periode, for hvilken ansøger efterfølgende fik udbetalt forsørgerydelse efter bistandslovens § 37a.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at de enkeltydelser, der blev bevilget økonomisk hjælp til, var ydet i henhold en trangsvurdering.
Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen efterfølgende havde vurderet, at ansøger ikke ville have været berettiget til disse ydelser, såfremt ansøger rettelig havde fået bevilget hjælpen i henhold til § 37a.
Nævnet havde ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af ansøgers økonomiske formåen, såfremt hun havde fået udbetalt hjælp i henhold til § 37a, som åbenbar urimelig eller ulovlig, jf. bistandslovens § 5, stk. 5.
I klagen til Ankestyrelsen gjorde ansøger gældende, at hvis hun havde fået § 37a-hjælpen til tiden, ville familien have været sparet for en række ekstraudgifter i form af gebyrer og salærer. Det var således ikke rimeligt at modregne disse udgifter i den nu efterbetalte hjælp.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM 0-8-96 med henblik på afklaring af, om ydelser bevilget i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1 og 8, og § 46 kunne anses for at dække samme tidsrum og formål som den efterbetalte ydelse efter § 37a.
