Ankestyrelsens principafgørelse O-47-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-36-96

Sagen vedrørte et ægtepar med 3 børn, som havde modtaget kontanthjælp med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, i perioden 14. september 1989 til 14. maj 1990.

Det sociale nævn tiltrådte i juni 1992 afgørelsen om tilbagebetalingspligt.

Ved brev af 13. december 1994 fastsatte kommunen en afdragsordning på 500 kr. pr. måned med virkning fra 1. januar 1995. Kommunen havde beregnet betalingsevnen til 1.652 kr. pr. måned. Ansøger modtog på daværende tidspunkt arbejdsløshedsdagpenge og hustruen kontanthjælp.

I budgettet var ægtefællernes nettoindtægter opgjort til 12.391 kr. pr. måned (børnefamilieydelsen indgik ikke i opgørelsen). De godkendte faste udgifter udgjorde 10.739 kr. I beløbet indgik et underholdsbeløb til hver af ægtefællerne på 2.700 kr. og et underholdsbeløb til hvert af børnene på 706 kr. Familiens nettoboligudgifter var opgjort til 2.139 kr. og de øvrige faste udgifter til 1.082 kr.

I budgettet var ikke medtaget udgifter til bil, da denne ikke var nødvendig for indtægtens erhvervelse.

Familien betalte herudover afdrag på 300 kr. pr. måned til et kautionslån i henhold til boligstøtteloven. Afdrag på gæld vedrørende dagpleje blev modregnet i børnefamilieydelsen.

Ansøger klagede i november 1995 over afdragsordningen til det sociale nævn, der afviste klagen som for sent indbragt.

Ansøger anlagde i maj 1996 sag ved Byretten, hvor han påstod kommunen dømt til at anerkende, at tilbagebetalingskravet på ca. 75.000 kr. var bortfaldet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 4, pr. 14. maj 1995, da han indtil dette tidspunkt ikke havde haft økonomisk mulighed for at opfylde tilbagebetalingskravet.

Byretten frifandt kommunen ved dom af 6. november 1996.

Byretten udtalte bl.a., at der ikke var påvist fejl i beregningsgrundlaget eller i øvrigt sådant grundlag, at det burde medføre tilsidesættelse af det administrative skøn over, at ansøgeren havde haft økonomisk mulighed for at præstere afdragsbetalingen efter bestemmelsen i lovens § 27, stk. 1.

Da den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp ophørte 14. maj 1990, og da forældelsen var afbrudt 13. december 1994, var der ikke indtrådt forældelse.

Landsretten lagde i sin dom af 24. februar 1998 til grund, at ægtefællernes samlede indtægt på tidspunktet for afdragsordningen ikke oversteg, hvad de ville have fået, hvis begge ægtefæller havde modtaget kontanthjælp.

Kriteriet for gennemførelse af tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 27, stk. 1, svarede efter Landsrettens opfattelse til kriteriet for ydelse af kontanthjælp efter lovens § 37, stk. 1.

Ved lov nr. 496 af 1993 blev der indført en ordning med bruttoficering af kontanthjælpen, således at kontanthjælpen, der hidtil havde været skattefri, blev forhøjet og gjort skattepligtig. Ved indførelsen af ordningen blev der ikke foretaget ændringer i § 27 eller i kriteriet i § 37, stk. 1.

Landsretten lagde ligeledes til grund, at det forud for lovændringen i 1993 var antaget i administrativ praksis, at der ikke kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning over for personer, der modtog kontanthjælp.

Efter udformningen af bistandslovens §§ 27 og 37 måtte loven efter Landsrettens opfattelse forstås således, at tilbagebetaling kun kunne kræves, når betalingsevnen oversteg, hvad der svarede til kontanthjælp, og efter forarbejderne til ændringen af 1993 var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at bruttoficeringen skulle medføre en ændring heri.

Landsretten tilpligtede derfor kommunen at anerkende, at et beløb på ca. 75.000 kr., der var ydet ansøger og dennes ægtefælle i perioden september 1989 til maj 1990 med tilbagebetalingspligt, var bortfaldet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 4.

Ankestyrelsen indbragte som mandatar for kommunen Landsrettens afgørelse for Højesteret, der afsagde dom i sagen den 2. juli 1999.

Højesteret bemærkede, at forud for lov nr. 496 af 30. juni 1993 om ændring af den dagældende lov om social bistand (bruttoficering af kontanthjælp m.v.) var kontanthjælp til underhold efter lovens § 37 ikke skattepligtig, og hjælpen bestod i en grundydelse, et boligtillæg til dækning af faktiske boligudgifter og et børnetillæg. Hjælpen blev således udmålt som en ydelse, der ikke i almindelighed satte modtageren i stand til at afdrage på gældsforpligtelser uden derved at komme til at mangle det nødvendige til eget og familiens underhold.

Ved lov nr. 496 af 30. juni 1993 gennemførtes en række ændringer bl.a. af lovens § 37, således at kontanthjælp herefter som udgangspunkt ydedes som en samlet skattepligtig bruttoydelse, der var bestemt til at dække samtlige leveomkostninger, herunder boligudgifter. Nogle kontanthjælpsmodtagere fik herved et højere rådighedsbeløb end andre, f.eks. som følge af, at de havde beskedne boligudgifter eller særlige skattefradrag. For kontanthjælpsmodtagere, som på denne måde fik et væsentligt højere rådighedsbeløb end det sædvanlige for personer med indtægter på kontanthjælpsniveau, betød lovændringen derfor, at de blev i stand til i et vist omfang at afdrage på gældsforpligtelser uden at komme til at mangle det fornødne til underhold.

Der blev som følge heraf i sådanne tilfælde mulighed for at fastsætte en tilbagebetalingsordning med hjemmel i bistandslovens § 27, stk. 1. At § 27, stk. 1 efter lovændringen i 1993 gav denne mulighed, var forudsat såvel i lovmotiverne til en senere ændring af bistandsloven (lov nr. 1129 af 21. december 1994), som i motiverne til den nuværende § 95, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Familien kunne derfor ikke få medhold i, at bistandslovens § 27, stk. 1, også efter lovændringen i 1993 udelukkede fastsættelse af en tilbagebetalingsordning over for personer med indtægter på kontanthjælpsniveau.

I overensstemmelse med de nævnte motivudtalelser måtte bistandslovens § 27, stk. 1, dog fortolkes således, at der kun kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning, såfremt den pågældende havde et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtagere i almindelighed.

Et flertal af Højesterets dommere fandt endvidere, - selv om der i det af kommunen opstillede budget burde have været medregnet enkelte yderligere udgiftsposter -, at der efter en samlet vurdering ikke var fornødent grundlag for at tilsidesætte det skøn, som kommunen havde udøvet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 1, med hensyn til familiens betalingsevne.

Højesteret stadfæstede derfor Byrettens dom.