Ankestyrelsens principafgørelse P-6-99

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 24, stk. 1

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 20a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 5

Sagen drejede sig om hjælp til en 29-årig mand, der blev sygemeldt af sin arbejdsløshedskasse den 15. september 1997. Han var i psykiatrisk behandling. Der var planlagt arbejdsprøvning den 10. september 1998, men den måtte annulleres, da han havde det psykisk dårligere. Varighedsbegræsningen for sygedagpenge indtrådte den 30. september 1998.

På distriktspsykiatrisk møde den 23. september 1998 blev det lagt til grund, at dagpengemodtageren ikke kunne gennemføre revalidering, og at det var mest sandsynligt, at han skulle have pension.

Kommunen havde derefter standset udbetaling af sygedagpenge, idet han havde fået udbetalt sygedagpenge i mere end 52 uger i de forudgående kalendermåneder, og at dagpengeudbetalingen i medfør af dagpengelovens § 22, stk. 1 således ophørte.

Kommunen anførte, at der ikke var hjemmel til at forlænge dagpengeperioden, da det ved varighedsbegrænsningens indtræden den 30. september blev skønnet mest sandsynligt, at dagpengemodtageren skulle have pension. Den 7. oktober 1998 deltog han i et møde i kommunen, hvor muligheden for pension blev drøftet. Han underskrev blanket med anmodning om pension. Kommunen besluttede, at der skulle indhentes en statusattest og samtidig anmodes om en psykologerklæring til yderligere belysning. Kommunen anså ikke pensionssagen for påbegyndt endnu.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse således, at dagpengemodtageren havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeperioden efter den 30. september 1998.

Det sociale nævn lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen i umiddelbar forlængelse af det distriktspsykiatriske møde den 23. september 1998 måtte anses for at have truffet beslutning om, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet uden at erhvervsevnen varigt kunne forbedres. Pensionssagen måtte herved anses for påbegyndt, jf. § 1, stk. 2 i socialministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997.

Nævnet fandt dermed grundlag for en forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4.

I kommunens klage til Ankestyrelsen blev anført, at klagen ikke vedrørte fortolkningen af dagpengeloven, idet kommunen betragtede nævnets afgørelse som en konsekvens af de forudsætninger, man lagde til grund for afgørelsen. Med udgangspunkt i pensionslovens § 20 a, stk. 1, var det kommunalbestyrelsens ret og pligt at behandle en ansøgning om førtidspension, og nævnet kunne ikke tilsidesætte kommunalbestyrelsens ret til at begrænse delegation af beslutningskompetencen til politiske udvalg.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om førtidspensionssagen kunne anses for påbegyndt i umiddelbar forlængelse af det distriktspsykiatriske møde den 23. september 1998, der afholdtes vedrørende opfølgning af sygedagpengesagen.

Ankestyrelsen ophævede nævnets afgørelse og hjemviste samtidig sagen til kommunen med henblik på, at den traf afgørelse om, hvorvidt der ved ophør af udbetaling af sygedagpenge var grundlag for foranstaltninger med henblik på revalidering efter lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen senest samtidig med standsningen af sygedagpenge burde have truffet udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for revalidering, og i benægtende fald have meddelt begrundelse for afslaget samt givet klagevejledning. Ankestyrelsen henviste til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 24, stk. 1, om opfølgning, jf også lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 5 om helhedsvurdering.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at en planlagt arbejdsprøvning i september 1998 blev annulleret, men at der efterdet oplyste ikke var taget yderligere stilling til revaliderings spørgsmålet over for dagpengemodtageren.

Ankestyrelsen var ikke enig med det sociale nævn i, at kommunen i umiddelbar forlængelse af det distriktspsykiatriske møde den 23. september 1998 måtte anses for at have truffet beslutning om, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet, og at kommunen herved havde påbegyndt en førtidspensionssag i medfør af lov om social pension § 20 a, stk. 2. Ankestyrelsen fandt som kommunen, at de foreliggende oplysninger ikke var fyldestgørende til vurdering af, om der skulle rejses pensionssag, idet der manglede en samlet psykologisk undersøgelse, og at der således ikke var tilstrækkeligt grundlag for at påbegynde en pensionssag, da varighedsbegræsningen for sygedagpenge indtrådte.

Ankestyrelsen var således ikke enig med nævnet i, at der havde været grundlag for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge i medfør af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4. Det blev dog tilføjet, at udbetalte sygedagpenge i overensstemmelse med nævnets afgørelse ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Med hensyn til kommunens anbringender om, at nævnets afgørelse medførte tilsidesættelse af kompetencen mellem de besluttende udvalg i kommunen, bemærkede Ankestyrelsen, at tilrettelæggelsen af kommunens opgaver efter retssikkerhedslovens § 15 og § 16 må ske således, at kravet om helhedsvurdering efter dagpengelovens § 24 samt også efter retssikkerhedslovens § 5 og pensionslovens § 20 a, kan opfyldes.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.