En 49-årig kvinde, der tidligere havde været beskæftiget i billetbureau, fik i 1996 konstateret myelomatose (kræft i knoglemarven). Hun blev behandlet med kemoterapi og efterfølgende knoglemarvstransplantation. Alligevel blev hun ikke helbredt for sin kræft og blev sat i varig behandling med interferon 3 gange ugentligt. Dette medførte udtalt træthed og influenzalignende symptomer. Hun var fortsat ikke helbredt for kræften, der blev holdt i ro med den givne behandling.
Ansøger søgte på baggrund heraf om førtidspension, og i december 1998 tilkendte kommunen forhøjet almindelig førtidspension. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på den diagnosticerede myelomatose, der blev behandlet med kemoterapi med rimelig effekt.
Denne afgørelse blev tiltrådt af nævnet.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen fremkom lægelige udtalelser fra hospitalet, hvor det fremgik, at ansøger havde en uhelbredelig kræftsygdom i knoglemarven, der resten af hendes liv skulle behandles, enten med interferon med tilhørende bivirkninger eller fornyede behandlinger med kemoterapi, evt. suppleret med fornyet transplantation.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring/uddybning af tidligere SM P-9-93, hvor der blev tilkendt førtidspension til ansøgere, der havde været i behandling for kræftlidelser og anset helbredt herfor, men havde varige helbredsmæssige følger af behandlingen.
