Ankestyrelsens principafgørelse B-3-99

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 1 og § 11, stk. 2

Skattedepartementets cirkulære nr. 148 af 17. december 1986 om lov om en børnefamilieydelse -

En kommune meddelte en modtager af børnefamilieydelse, at der i udbetalingen af børnefamilieydelse ville blive modregnet 1/3 af densamlede børnefamilieydelse for en oparbejdet restance i daginstitu tionsbetaling for 2 børn for årene 1995 til 1997. Modregningen ville blive foretaget i den samlede børnefamilieydelse, der skulle udbetales til moderen.

Sagen blev anket til det sociale nævn, der ændrede kommunens afgørelse og henviste til at modregning kun kunne ske i børnefamilieydelse for krav, der vedrørte barnet. Nævnet mente således at der kun kunne ske modregning i børnefamilieydelsen til det barn, restancen vedrørte.

Sagen blev af kommunen anket til Den Sociale Ankestyrelse med påstand om, at børnefamilieydelsen tilkom barnets moder, overfor hvem restancekravet tillige kunne gøres gældende, og at der derfor var mulighed for i ydelsen for ét barn at modregne restance for betaling af daginstitution, der vedrørte et andet barn af samme ydelsesmodtager. Kommunen henviste endvidere til meddelelse til kommunerne fra Told & Skat af 1. august 1994.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der er modregningsadgang for restancer vedrørende betaling af daginstitution i børnefamilieydelsen for et andet barn end det barn, som restancen vedrører.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ske modregning i den samlede børnefamilieydelse, der var udbetalt til moderen.

Begrundelsen var, at børnefamilieydelse tilkom moderen, og at der i børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2 er en særlig lovhjemmel til at modregne for restance vedrørende bl.a. betaling for daginstitution.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at børnefamilieydelse i henhold til lovens § 1 udbetales for børn under 18 år, og at det af forarbejder til lov om en børnefamilieydelse udtrykkeligt fremgår, at ydelsen skal ses som en skattelettelse for børnefamilierne og ikke som en ydelse til det enkelte barn.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke i forbindelse med ændringen af lovens § 11, stk. 2, hvorved bestemmelsen om modregningsadgang blev gennemført ved lov nr. 666 af 16. august 1993 er fremkommet tilkendegivelser, der ændrer ovennævnte forudsætninger. Ankestyrelsen kunne i den forbindelse henvise til forarbejderne til denne lovændring, hvoraf fremgår, at hensigten med lovændringen har været at skabe modregningsadgang for krav vedrørende daginstitutionsbetaling for et barn og ikke for andre offentlige krav.

Dette fremgår også af vejledning 1994-13 til kommunerne fra Told og Skat.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.