Ankestyrelsens principafgørelse B-2-99

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 2, stk. 1, nr. 2

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 5, stk. 1, nr. 2, § 6, stk. 2 og § 12

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 3, pkt. 6

Kommunen havde efter den 24. juli 1998 at have fået oplysninger om et barns bortførelse til Libanon af faderen (der på afgørelsestidspunktet havde del i forældremyndigheden) standset forskudsvis udbetaling af børnebidrag fra september 1998 samt inddraget børnetilskud og børnefamilieydelse fra oktober kvartal til moderen under henvisning til, at børnetilskud og børnebidrag kun kunne udbetales, hvis barnet havde hjemsted her i landet.

Sagen blev anket til det sociale nævn, der forinden afgørelsen indhentede en telefonisk vejledende udtalelse fra Socialministeriet om vurderingen af om opholdet var af varig karakter. Ministeriet udtalte bl.a., at der måtte skelnes mellem, om et land havde en ufravigelig politik eller en generel politik med undtagelser. Der kunne således ikke træffes afgørelse om hjemsted blot med henvisning til et lands generelle politik om, at børn, der var bortført til det pågældende land, normalt ikke blev udleveret. Ifølge Socialministeriet måtte det undersøges, hvorvidt der i det konkrete tilfælde kunne være tale om en undtagelsessituation, hvor der var mulighed for udlevering. Socialministeriet henviste til, at der kunne rettes henvendelse til Udenrigsministeriet, som kunne udtale sig om mulighederne for udlevering i det enkelte land, samt om hvad der kunne gøres i det konkrete tilfælde.

Advokaten ønskede ikke, at nævnet rettede henvendelse til Udenrigsministeriet i den konkrete sag.

Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse, da barnet var bortført til Libanon, og klientens advokat havde oplyst, at Udenrigsministeriet ikke for øjeblikket havde nogen juridisk mulighed for at foretage sig noget for at få barnet udleveret. Der forelå ikke så sikre holdepunkter for, at barnet ville vende tilbage til Danmark, at man ville pålægge forvaltningen at anse barnet for at have bevaret hjemsted her i landet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et barn kunne anses for at have bevaret hjemsted her i landet efter bortførelsen til Libanon, herunder hvornår der forelå oplysninger, der gav grundlag for at vurdere opholdet i udlandet til at blive af varig karakter.

Ankestyrelsen henviste til, at retten til ydelser efter børnetilskudsloven og børnefamilieydelsesloven bl.a. er betinget af, at barnet har hjemsted her i landet.

I pkt. 3 i Socialministeriets vejledning om børnetilskud er det anført, at et barn normalt har hjemsted, hvor dets forældre bor. Dog kan barnet have hjemsted i Danmark, når forældrene bor her i landet, selvom barnet opholder sig i udlandet.

Efter vejledningens pkt. 6, kan bopælskravet anses for bevaret under kortvarige ophold i udlandet, der normalt er af højst 6 måneders varighed.

Ankestyrelsen ændrede herefter det sociale nævns afgørelse for så vidt angik udbetaling af børnefamilieydelse og børnetilskud, idet betingelserne for inddragelse af disse ydelser tidligst fandtes opfyldt fra januar kvartal 1999.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at der på tidspunktet for udbetaling af ydelserne for oktober kvartal 1999 var en formodning for, at barnets ophold i udlandet var midlertidigt, og at hun således måtte anses for at have bevaret hjemsted her i landet i denne periode, jf. børnetilskudslovens § 5, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der i almindelighed var en formodning for, at et barn, der ulovligt var fjernet fra hjemmet her i landet, kun var midlertidig fjernet.

Når hverken kommune eller det sociale nævn var fremkommet med oplysninger, der gav grundlag for helt konkret at vurdere, at opholdet blev af varig karakter, fandt Ankestyrelsen, at der i en periode på op til 6 måneder ville være en formodning for, at barnets ophold i udlandet var af midlertidig karakter.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at personer, der skulle have ydelser udbetalt og opholdt sig i udlandet, ansås for at have bevaret deres hjemsted og bopæl i Danmark under ophold af normalt højst 6 måneders varighed, jf. vejledningens pkt. 6. Ankestyrelsen fandt, at det efter denne periode var berettiget at inddrage børnefamilieydelse og børnetilskud, da barnet på grund af de foreliggende oplysninger ikke længere kunne anses for at have hjemsted i Danmark.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at der ikke fandtes en generel udleveringsaftale mellem Danmark og Libanon, og at klienten ikke havde ønsket, at der blev rettet henvendelse til de relevante myndigheder om en konkret udleveringsaftale.

Kommunen anmodedes om at rejse spørgsmål om fortsat berettigelse til ovennævnte ydelser, såfremt der forelå nye oplysninger i sagen, herunder oplysninger om muligheder for udlevering af barnet, efter at moderen ved dom i januar 1999 havde fået tillagt den fulde forældremyndighed.

For så vidt angik standsning af forskudsvis udbetalt børnebidrag fandt Ankestyrelsen på de foreliggende oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse, og hjemviste dette spørgsmål til kommunen med henblik på fornyet afgørelse.