Ankestyrelsens principafgørelse U-19-99

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

04-10-2011

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 20 og § 34

Skadelidte kom den 14. december 1990 til skade under sit arbejde som tømrer, idet han faldt ca 8 meter ned fra et tag. Den 17. juni 1996 registrerede Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse af ulykken, foranlediget af en skrivelse af 14. juni 1996 fra skadelidte.

Den 24. februar 1997 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at man havde standset behandlingen af sagen uden at afgøre om hændelsen kunne anerkendes som en arbejdsskade. Styrelsen henviste til, at eventuelle krav på erstatning som følge af hændelsen var forældet ifølge forældelseslovens §1, stk. 1, nr. 5, jf. § 2, idet skaden skulle have været anmeldt senest 5 år efter skadedatoen.

Den 21. juli 1997 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Den 13. januar 1998 udtog skadelidte stævning mod Ankestyrelsen og nedlagde påstand om at Ankestyrelsen skulle tilpligtes at anerkende, at skadelidtes mulige krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven vedrørende skaden den 14. december 1990 ikke var forældet.

-------------------------------------- |*) SM U-8-96 ophæves. Se også SM U-3-| |93 |-------------------------------------- Den 17. december 1998 afsagde Østre Landsret dom i sagen og anførte følgende: "Om der foreligger en arbejdsskade, jf. lovens § 9, afgøres som udgangspunkt efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger. Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov om arbejdsskadeforsikring (FT 1977/78, tillæg A, spalte 914), at loven har en række særegenheder i forhold til den øvrige socialesikringslovgivning, idet de sikrede efter arbejdsskadeforsi kringsloven i princippet alene er de til arbejdet antagne personer under aktiv beskæftigelse og disses efterladte, og de for ordningens finansiering ansvarlige er i princippet alene de ansattes arbejdsgivere, ligesom ordningen drives finansielt på privat forsikringsmæssigt grundlag. Hertil kommer, at ydelserne, som kan kræves erstattet efter lovens § 24, i det væsentlige svarer til erstatningsposter, som kan kræves erstattet efter erstatningsansvarsloven.

Erstatningskrav efter arbejdsskadeforsikringsloven findes på denne baggrund at måtte anses som fordring for skade tilføjet uden for kontraktsforhold i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i §1, stk. 1, nr. 5, i lov om forældelse af visse fordringer (1908 loven), uanset at skaderne har sammenhæng med skadelidtes ansættelsesforhold. Erstatningskrav efter arbejdsskadeforsikringsloven er følgelig undergivet 5-årig forældelse.

Det lægges til grund, at anmeldelsen af den skade, som sagsøgeren pådrog sig ved ulykken den 14. december 1990, først fandt sted ved sagsøgerens skrivelse af 14. juni 1996 til Arbejdsskadestyrelsen.

Der findes ikke at foreligge omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen i medfør af 1908-lovens § 3. At sagsøgeren har været uvidende om sine rettigheder i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven er i så henseende ikke tilstrækkeligt. Forældelsesfristen findes således at måtte regnes fra den 14. december 1990, jf. lovens § 2.

Da Arbejdsskadestyrelsens indledende behandling af sagsøgerens skadeanmeldelse ikke kan anses som en anerkendelse af sagsøgerens krav, der afskærer sagsøgte fra at påberåbe sig forældelse, er sagsøgerens krav som følge af det anførte forældet, da sagsanlæg først er sket den 15. januar 1998. "

Skadelidte indbragte sagen for Højesteret og gentog sin påstand.

Højesterets dom af 5. oktober 1999.

Højesterets bemærkninger:

Efter lovgivningen om forsikring mod arbejdsskader ydes erstatning for arbejdsskade, uanset om der efter almindelige erstatningsregler er en ansvarlig skadevolder. Ved lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring blev skadelidtes adgang til at afkræve arbejdsgiveren ydelser ophævet i det omfang, forsikringsselskabet efter denne lov skal betale erstatning til skadelidte, jf. lovens § 55, 2. pkt. (nugældende lovs § 59, 2. pkt.). Samtidig blev selskabets adgang til regres over for arbejdsgiveren begrænset til tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed. Ved erstatningsansvarslovens § 30 (lov nr. 228 af 23. maj 1984) bortfaldt forsikringsselskabets adgang til regres helt, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 1. pkt. (nugældende lovs § 59, 1. pkt.). I alt fald efter disse ændringer har ordningen efter loven karakter af en lovpligtig forsikring modulykker. Krav på sådanne forsikringsydelser er ikke omfattet af 1908 lovens § 1, stk. 1, nr. 5, om forældelse af "fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold". Højesteret finder endvidere, at kravet heller ikke er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, om fordringer, som støttes på "overenskomst om . . . . udførelse af arbejde". Thi kendes for ret:

Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, skal anerkende, at appellantens mulige krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juli 1987, ikke er forældet.