Ankestyrelsens principafgørelse O-37-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 1 og § 43, stk. 7

Ansøger havde siden hun var barn haft diabetes. Hun skulle have insulin, men skulle ikke have speciel kost. Derimod var det vigtigt, at ansøger levede regelmæssigt. Hun var velfungerende, og lidelsen var velbehandlet.

Ansøger havde gennemført HH og havde derefter haft arbejde. I 1996 havde hun påbegyndt et 5-årigt studium.

Ansøger modtog SU, men havde ikke optaget lån. Hun havde endvidere ved studiets begyndelse 30.000 kr. på en uddannelseskonto samt 25.000 kr. på en disponibel konto.

Kommunen gav i september 1996 afslag på at bevilge hjælp til køb af bøger. Kommunen lagde til grund, at ansøger var diabetiker, men velbehandlet og uden nævneværdige gener af sygdommen. Det bemærkedes dog, at ansøger ikke kunne påtage sig ekstra arbejde, da det ville overanstrenge hende og forværre sygdommen.

Det var endvidere lagt til grund, at ansøger modtog SU, og ikke havde søgt lån, da hun helst ville klare sig uden.

Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen efter bistandslovens § 43, stk. 1, idet hendes erhvervsevne ikke var nedsat af psykiske, fysiske eller sociale årsager, samt at ansøger ikke var i en fastlåst social situation, der gjorde, at hun ikke på lige fod med andre unge kunne fuldføre uddannelsen. Der blev endvidere lagt vægt på, at ansøger var i et for alderen normalt uddannelsesforløb og modtog SU. Kommunen skønnede, at ansøger var kompenseret for sit handicap ved anden lovgivning, og var i stand til at klare sig på lige fod med andre.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, da ansøger ikke blev fundet omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1.

Nævnet lagde herved vægt på, at de lægelige oplysninger ikke gav holdepunkter for at fastslå, at ansøger p.g.a. nedsat erhvervsevne var berettiget til den ansøgte støtte, bl.a. fordi hendes sukkersyge var meget velreguleret uden tegn på sendiabetiske komplikationer.

Ansøger klagede til Folketingets Ombudsmand.

På foranledning af Ombudsmanden meddelte nævnet, at nævnet, for så vidt angik afgrænsningen af personkredsen i § 43, stk. 1, havde taget udgangspunkt i, at især unge, der lige har forladt skolesystemet, så langt det overhovedet er muligt, skal klare sig med de normale støtteordninger, herunder stipendier. Undtaget herfra er dog unge med svære handicaps, og der kan til disse suppleres med særlig hjælp til uddannelses- eller handicapbetingede udgifter, jf. lovens § 43, stk. 7, når betingelserne, jf. stk. 1, er opfyldt.

Nævnet oplyste endvidere, at de hensyn, der tillægges betydning ved afgrænsningen af personkredsen bl.a. er handicappets art og omfang, fravær fra skolesystemet samt nødvendighed af afbrydelse af uddannelsen p.g.a. handicappet. Nævnet anførte tillige, at det med de nye regler i § 43 var tilsigtet at indskrænke omfanget af den personkreds, der var omfattet af § 43, stk. 1. Endelig henholdt nævnet sig til, at det afgørende for, hvorvidt en person var omfattet af § 43, stk. 1, vil være, at pågældende efter en konkret vurdering af de helbredsmæssige forhold og den sociale situation ikke kan forventes at leve op til vilkårene på det almindelige arbejdsmarked. Nævnet bemærkede, at det ikke fremgår af lovens forarbejder eller praksis, hvorvidt vurderingen af, om der er tale om en nedsat erhvervsevne, er afhængig af funktionsevnen med eller uden medicinering.

Ombudsmanden udtalte herefter, at personkredsen efter forarbejderne til § 43 bør afgrænses på samme måde som den tidligere § 42, og altså ikke indskrænkes. Endvidere fandt Ombudsmanden ikke at bestemmelsen om, at støtten er subsidiær i forhold til støtte efter andre regler, har betydning for afgrænsningen af personkredsen, men alene for udmålingen af hjælp.

Nævnet genbehandlede sagen efter henstilling fra Ombudsmanden og fastholdt sin afgørelse, om at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, om at ansøger ikke var omfattet af den personkreds, der er nævnt i bistandslovens § 43, stk. 1.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var fremkommet nye retlige eller faktiske oplysninger.

Nævnet bemærkede, at den omstændighed, at en velreguleret sukkersyge forudsætter hensyntagen til regelmæssig levevis, efter nævnets opfattelse ikke i sig selv kunne udløse støtte efter § 43 efter et forbyggelsessynspunkt.

I klagen til Ankestyrelsen blev det gjort gældende, at nævnet i sin afgørelsesskrivelse ikke havde korrigeret sin retsvildfarelse som påpeget af Ombudsmanden. Nævnet fremhævede således fortsat spørgsmålet om ung alder og manglende optagelse af lån. Disse forhold var uden betydning for afgørelsen af, om en person er omfattet af § 43, stk. 1, og at nævnets fastholdelse kun kunne begrundes med, at der ikke var indtruffet komplikationer.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om en ansøger med en velreguleret sukkersyge var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1, og dermed var berettiget til hjælp efter lovens § 43, stk. 7, set i lyset af, at Folketingets Ombudsmand og det sociale nævn havde forskellig opfattelse af, hvem der kunne få hjælp efter denne bestemmelse.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til revalideringshjælp til dækning af uddannelsesbetingede udgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger siden 7-årsalderen havde haft insulinkrævende diabetes, men at den var meget velreguleret og uden sendiabetiske komplikationer. Der blev endvidere lagt vægt på, at ansøger hidtil havde klaret sig godt og havde gennemført gymnasiet og HH med gode resultater, samt at ansøger på normal tid havde gennemført 2½ år af sin uddannelse.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at ansøger var enlig, ikke forsørger samt at hun ikke havde særlige udgifter i forbindelse med sin sygdom.

Efter det oplyste om ansøgers helbredsmæssige og sociale forhold fandt Ankestyrelsen, at hun ikke var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1. Hun var dermed heller ikke omfattet af lovens § 43, stk. 7. Hun måtte derfor gennemføre sin uddannelse som hidtil med støtte fra SU.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.