Ankestyrelsens principafgørelse O-46-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1, § 27, stk. 2 og § 27, stk. 4

Note:

*) Se også SM O-48-98 **) Se også SM O-65- 87

Ansøger modtog kontanthjælp for perioden august - december 1989 med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, da hun havde sagt sit hidtidige arbejde op.

Hun modtog påny kontanthjælp, herunder hjælp til betaling af terminsudgifter, fra 1. august 1991 til 31. marts 1992, da hun var blevet opsagt fra et vikariat, som hun havde haft i perioden fra oktober 1989 til 30. juni 1991.

Hun havde herefter vikararbejde fra 9. marts 1992 til 9. maj 1992.

Ansøger modtog atter kontanthjælp fra 1. september 1992 til 31. august 1993. Hun havde barselsorlov på ansøgningstidspunktet. Hun havde i mellemtiden boet i en anden kommune, hvor hun ligeledes havde modtaget kontanthjælp.

Ved brev af 8. november 1993 oplyste kommunen ansøger om, at hun havde modtaget kontanthjælp med tilbagebetalingspligt i tiden 1. august 1989 til 31. august 1993 med ialt 123.600 kr. Der var herudover et tilbagebetalingskrav fra den anden kommune på 9.400 kr.

Forinden var der i juli 1993 blevet fastsat en afdragsordning fra 1. oktober 1993. Ordningen var overholdt, og de modtagne afdrag blev som udgangspunkt anvendt til dækning af skatterestance og derefter tilbagebetalingskravet fra 1989, som var ældst.

Ifølge såkaldt "Aftaleblanket" af 15. juni 1995 blev der betalt 400 kr. i afdrag indtil 31. januar 1996 og derefter 1.000 kr. pr. måned. Ifølge blankettens standardtekst, var hele restancen forfalden til betaling, hvis aftalen ikke blev overholdt, og der kunne iværksættes lønindeholdelse, udlæg, afhentning eller realisering.

Til trods for, at afdragene var overholdt, blev der den 3. november 1997 gjort udlæg i ansøgers ejendom for restance på hjælp med tilbagebetalingspligt for 100.767 kr. plus gebyr på 1.200 kr.

Ansøger anførte overfor nævnet, at det foretagne udlæg forhindrede hende i at vedligeholde boligen i en del år fremover, ligesom hun heller ikke mere havde mulighed for at lægge sine lån om.

Hun var endvidere af den opfattelse, at hun fortsat afdrog på kravet for 1989, og at de øvrige tilbagebetalingskrav måtte være omfattet af den 5-årige bortfaldsfrist.

Ansøger klagede desuden over, at hun ikke havde fået nogen opgørelse over restgælden på de enkelte krav.

Kommunen anførte overfor nævnet, at der efter kommunens opfattelse var tale om ét krav, uanset periodeopdeling, og at der i hele tilbagebetalingsperioden havde været betalingsevne.

Ved brev af 13. august 1998 bevilgede kommunen ansøger henstand medafviklingsordningen i 4 måneder på grund af en ekstraordinær el regning. Kommunen ønskede derefter en ny vurdering af restafviklingen.

Ved brev af 4. december 1998 meddelte kommunen, at man fastholdt betalingsordningen udover 5-års dagen som tidligere. En så kortvarig afbrydelse af betalingsordningen kunne efter kommunens opfattelse ikke berettige til eftergivelse, fordi 5-års dagen tilfældigvis faldt i afbrydelsesperioden.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på eftergivelse af gæld, samt at der var sket sikring af kravet ved udlæg i ejendommen.

Vedrørende bortfaldsspørgsmålet anførte nævnet, at selv om ansøger ikke havde kunnet tilbagebetale kontanthjælpsgælden inden 5 år, indebar dette ikke, at kravene automatisk bortfaldt efter 5 år. Dette uanset, om der var bevilget midlertidig henstand i den periode, hvor 5-års dagen faldt. Når der løbende havde været taget stilling til og fastsat forskellige tilbagebetalingsordninger, herunder bevilget midlertidig henstand, betød en mindre pause på aktuelt 4 måneder i tilbagebetalingerne efter nævnets opfattelse ikke, at tilbagebetalingsforpligtelsen dermed ophørte. Dette uanset om bistandshjælpen var ydet i forskellige perioder omkring 1990.

Nævnet bemærkede, at kommunen som kreditor havde valgfrihed med hensyn til, hvilket krav et givent afdrag skulle nedbringes med. Nævnet mente derfor ikke, at ansøgers anmodning om en særskilt opgørelse af kravene vedrørende forskellige tidsperioder var relevant, da ansøgers opfattelse af, at kravene forældes/bortfalder successivt efter 5 år ikke var rigtig. Bortfaldsfristen efter bistandslovens § 27, stk. 4 indtrådte efter nævnets opfattelse først, hvis det i løbet af 5 sammenhængende år ikke havde været muligt at nedbringe gælden. Bortfaldsfristen blev afbrudt, når der blev afdraget, eller kommunen iværksatte forsøg på inddrivelse.

Angående udlægget i ansøgers ejendom mente nævnet, at udlægget kunne betragtes som en offentlig myndigheds reservation af en prioritetsplads i den faste ejendom, således at ansøger eksempelvis ikke selv kunne belåne friværdien i huset, oppebære en konverteringsgevinst eller opnå en fortjeneste ved salg af boligen uden, at kommunen i et eller andet omfang havde mulighed for at få dækket sit tilgodehavende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen til at foretage udlæg i fast ejendom til sikring af tilbagebetalingskrav.

Ankestyrelsen tog også stilling til, om den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp vedrørte én samlet periode eller flere selvstændigehjælpsperioder, og om tilbagebetalingskravet - helt eller delvis kunne anses for bortfaldet, jf. SM O-48-98.

Ankestyrelsen pålagde kommunen at ophæve og aflyse det udlæg, der var foretaget i ansøgers ejendom, samt at godtgøre hende pålignede gebyrer med videre i forbindelse hermed.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at restgælden vedrørende den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp i sin helhed måtte anses for bortfaldet pr. 1. september 1998.

Ankestyrelsen hjemviste endelig sagen til ny behandling i kommunen med henblik på, om dele af tilbagebetalingskravet kunne anses for bortfaldet fra et tidligere tidspunkt, og i givet fald tilbagebetale ansøger eventuelt for meget indbetalte afdrag.

Ankestyrelsen pålagde i denne forbindelse kommunen at fremsende en redegørelse til ansøger for, hvordan de modtagne afdrag i afdragsperioden var blevet konteret.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende det foretagne udlæg var, at der ikke var hjemmel i bistandsloven til, at kommunen kunne sikre et tilbagebetalingskrav ved udlæg eller andre foranstaltninger. Kun i tilfælde af, at der var fastsat en tilbagebetalingsordning efter bistandslovens § 27, stk. 1, som skyldneren ikke overholdt, selvom den pågældende var i stand til det, kunne der ske inddrivelse efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Ankestyrelsen henviste til det anførte i bemærkningerne til § 95 i lov om aktiv socialpolitik, samt til bemærkningerne til ændringen pr. 1. juli 1987 af bistandslovens § 25 (lov nr. 938 af 23. december 1986). Ved denne lovændring blev hjemmelen for tinglysning af tilbagebetalingskrav vedrørende hjælp til dækning af terminsudgifter vedrørende fast ejendom ophævet. Ifølge bemærkningerne til lovændringen havde kommunen den sikkerhed, at kontanthjælpsmodtageren hæftede personligt for tilbagebetalingskravet, og at forfaldne tilbagebetalingskrav kunne inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Det var i bemærkningerne samtidig nævnt vedrørende bestemmelsen om, at der kunne ske aflysning af allerede tinglyste krav, at de pågældende herefter havde mulighed for at kunne sælge en fast ejendom i fri handel selv om de ikke samtidig kunne indfri en gammel gæld til det offentlige.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende bortfald af tilbagebetalingskravet var, at der pr. 1. september 1998 var gået 5 år siden ansøger sidst havde modtaget tilbagebetalingspligtig kontanthjælp uden, at der havde været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen den 13. august 1998 bevilgede ansøger henstand med betalingen af afdrag på gælden i 4 måneder. Der henvistes til det anførte i SM O-48-98.

Begrundelsen var endvidere, at den samlede tilbagebetalingspligtige gæld vedrørte flere selvstændige hjælpsperioder.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger havde været i arbejde i de mellemliggende perioder, og at hun havde klaret sig selv i en periode på mere end én måned, inden hun påny fik behov for kontanthjælp på grund af en ny ændring af hendes forhold.

Dette betød, at perioden fra august til december 1989 måtte anses for en selvstændig hjælpsperiode, hvor bortfaldsfristen begyndte at løbe fra 1. januar 1990.

Perioden fra 1. august 1991 til 31. marts 1992 måtte ligeledes anses for en selvstændig hjælpsperiode, hvor bortfaldsfristen begyndte at løbe fra den 1. april 1992.

Der var derimod tale om en sammenhængende hjælpsperiode fra arbejdsophøret i maj 1992 og indtil udgangen af august 1993, uanset at en del af hjælpen var udbetalt af en anden kommune, og uanset, at hjælpen dels var udbetalt på grund af arbejdsløshed, dels på grund af barselsorlov, da ansøger ikke i denne periode havde kunnet klare sig selv i mindst én sammenhængende måned. Bortfaldsfristen vedrørende denne periode begyndte derfor først at løbe fra 1. september 1993.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at bortfaldsfristen afbrydes ved, at der bliver fastsat en afdragsordning vedrørende det tilbagebetalingspligtige beløb, jf. det anførte i SM O-65-87.

Ankestyrelsen var derimod ikke enig i, at tilbagebetalingspligtig kontanthjælp først bortfalder, hvis det i en sammenhængende periode på 5 år ikke har været muligt at nedbringe gælden, jf. ordlyden af bistandslovens § 27, stk. 4.

Det fremgik ikke med tilstrækkelig tydelighed af sagen, om, og i givet fald hvornår der måtte være fastsat en afdragsordning vedrørende de enkelte hjælpsperioder.

Med mindre kommunen i tilstrækkelig grad kunne godtgøre, at sådanne ordninger havde været fastsat, og at der løbende var konteret afdrag på de enkelte gældsbeløb inden 5-års fristen udløb, måtte gælden anses for bortfaldet ved fristens udløb.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.