Lønmodtageren var sygemeldt fra den 3. august 1998 efter en arbejdsskade, hvor han havde brækket højre fodled. Det fremgik af enattest fra lønmodtagerens læge af 8. september 1998, at uarbejds dygtigheden forventedes at vare 2 måneder. Lønmodtageren havde over for kommunen tilkendegivet, at han forventede at genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren.
Den 16. september 1998 indkaldtes lønmodtageren til en opfølgningssamtale i kommunen den 19. oktober 1998. Lønmodtageren udeblev fra denne samtale.
Lønmodtageren blev straks indkaldt til en ny samtale den 9. november 1998. Det fremgik af kommunens brev af 19. oktober 1998, at udeblivelse fra samtalen ville medføre, at sygedagpengene stoppede. Da lønmodtageren også udeblev fra denne samtale, meddelte kommunen i brev af 9. november 1998, at dagpengene standsede fra samme dag.
Det fremgår af kommunens journalnotat af 10. november 1998, at lønmodtageren ringede og oplyste, at han var udeblevet fra samtalen den 19. oktober 1998, fordi han var på krykker og mente, at når lægeerklæringen sagde ca. 3 ugers varighed var det unødvendigt med samtalen. Han forventede at raskmelde sig og genoptage arbejdet den 16. november 1998.
Den 12. november 1998 oplyste lønmodtageren telefonisk over for sagsbehandleren, at han ikke havde fået indkaldelsesbrev nr. 2.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt lønmodtageren berettiget til dagpenge i perioden 9.-16. november 1998, hvor han genoptog arbejdet.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren efter nævnets opfattelse ikke kunne siges at have nægtet at medvirke til opfølgningen i dagpengesagen. Nævnet tilføjede, at hvis kommunen ville fastholde, at dagpengene skulle stoppe, burde lønmodtageren have fået en kort frist i brev af 9. november 1998 med oplysning om, at dagpengene ville stoppe nogle dage efter, at brevet var sendt.
Kommunen anførte i anken bl.a., at kommunen havde bragt dagpengeudbetalingen til ophør efter dagpengelovens § 8, mens nævnet havde henvist til dagpengelovens §§ 4, 5 og 24. Kommunen undrede sig over afgørelsen, hvor nævnet havde lagt vægt på, at kommunen ikke i samarbejde med den sygemeldte havde sørget for opfølgning. Problemet var netop, at samarbejdet ikke kunne iværksættes, da sygemeldte ikke reagerede på henvendelser fra kommunen før efter dagpengestoppet.
Kommunen gjorde ligeledes gældende, at nævnet ikke tog stilling til kommunens brev af 19. oktober 1998, hvor lønmodtageren netop blev adviseret om konsekvens af udeblivelse fra opfølgningssamtale.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om dagpengeudbetalingen skal ophøre, så snart dagpengelovens betingelser for udbetaling af dagpenge ikke længere er opfyldt, eller om standsningen skal ske med et vist varsel.
